4 Christen Madsen Staby, degn i Skjern. 19.12.1687, fol.52B.
E: Kirsten Christensdatter. B: Mads, Karen. FM: morbror Jens Christensen Siir, Christen Sørensen på Fastergård.

kilde: ­http­://­www­.­brejl­.­dk­

Et par stykker løb i 1737, men ellers skal her berettes om hjemtagning af karle under ledelse af ridefogeden Mads Staby. Fra Vindby hentede han i 1709 Chr. Jensen og førte ham til Brejninggård for at gøre ham til soldat. Det var dog så uheldigt, at major Lottig alt da var på march ad Holsten til med sit kompagni, så han ikke kunne blive soldat lige med det samme. De beholdt ham så på gården, for at han kunne være til rede, når der atter skulle holdes session. Han forsvandt dog forinden. Om hans forsvinden gav grund til følgende episode, er vel ikke sikkert, men ikke utænkeligt. På Valborgsdag ‎(1. maj)‎ 1710 sadlede monsør Mads Staby sin hest og red ledsaget af to føre karle ad Torsted og videre til Holm i Ulfborg. Hos Christen Holm tjente en karl ved navn Jens Olesen fra Brændgård i Torsted, og nu skulle han tages og gøres til soldat, for Brejninggård hørte under Brejninggård. Da de tre ryttere kom til Holm, var manden ikke hjemme. Mads Ridefoged præsenterede sig som studehandler, han ville gerne se på nogle stude. Konen i gården lod da også karlen trække et par stykker ud af stalden, men de sagde, at de var for små. Sammen med karlen gik de så ind i stuen til konen, og så fremkom Mads da med sit egentlige ærinde. "Vi er fra Brejninggård, og vi skal hente jeres karl " Nej, ham Hår I ikke, før min mand kommer hjem", sagde Sidsel Lauridsdatter, som var kone på gården. "Så længe vil vi ikke bie! " " Da troede jeg ikke, l ville røve karlen ud af gården, inden vi kan få bud til vor husbonde. Han er ikke så langt borte". De tre mænd havde vakt naboernes opmærksomhed. Anders Holms søn, Jep, stod lige uden for døren, da denne samtale fandt sted, og på et par ord fra Sidsel, trak han en hest ud af stalden, sprang på ryggen af den og lod den rende ad Sønder Vosborg til for at melde sagen til kaptajn Tønne Sehested, som da havde gården; men selv om der ikke var så grumme langt fra Holm til herregården, kom hjælpen dog for sent. Sidsel talte djærvt imod Mads Stabys ord. De kunne søge karlen ved lov og dom, men de fik ham ikke med det gode. Dertil svarede ridefogeden, at han havde en broder, som var rømt, og nu skulle han gå i dennes sted. Han bod karlen trække i sit tøj og følge med. Jens sagde, at han ikke havde andet tøj, end det han gik i, og han ville ikke med dem, inden husbonden kom hjem. Da for de ind på ham og greb ham i armene for at trække ham ud; men han satte både hænder og fødder imod og bad, de ville bie, til husbonden kom. De fik ham ud og uden mere snak satte den ene sig på sin hest. De to andre tog karlen med magt og lagde ham op bag rytteren på hesten, og da han ville lade sig glide ned, sagde de: "Bliver du ikke liggende, så får du tærsk, vi har lagt nok så stram en karl som dig på en hest!" Og så red de sønderpå ad Ulkær til, mens Sidsel og hendes nabokoner stod og så efter dem. Sådan nogen banditter. Der gik ikke ret lang tid, før kaptajnen fra Vosborg kom med nogle karle, de ville prøve at indhente voldsmændene. De nåede dem først i Brændgård, og her stod Mads Staby på sit herskabs gods. Han præsenterede sig som Brejninggårds ridefoged, og han var ude i sit herskabs tjeneste efter en bortrømtkarl. Sehested søgte med rolige ord at få karlen med sig. Hans husbonde kunne ikke ret vel undvære ham nu i sædetiden. De vidste jo, hvor han var og kunne søge ham hjem ad rettens vej. Men Staby sagde, at han selv ville have ham i sin varetægt, og ingen skulle få ham fra Brejninggårds gods, uden de tog ham med magt. Herremanden ti l Sonder Vosborg måtte ride hjem med uforrettet ærinde. Der blev en retssag ud af den dags bedrifter. Mads Staby hentede sig på herredstinget et knusende nederlag. Skønt han kom med mange udflugter, dømte herredsfogeden, at han uden lovlig adgang voldelig havde taget karlen, skønt der "her i Jylland aldrig nogen vordnedret haver været påbuden og tilladt", og karlen bor leveres tilbage. Mads Staby og hans medfølgere blev hver for sig dømt til at bøde " trende 40 lod sølv" efter lovens klare ord 6.9.9.
Mads og hans husbonde, Steffen Nielsen, gav dog ikke op, sagen blev appelleret til landstinget, der nok kendte, at Jens Olesen tilhørte Sehesteds gods; men fritog sr. Mads for at betale voldsbøden. Han blev senere herremand på Gudum Kloster.
En karl med fripas fra Brejninggårds gods fæstede et lille hus i Lem. Han var dog ikke hele tiden i Lem, men opholdt sig en tid i sit barndomshjem i Mose. En skønne dag i 1763 fik han at vide, at han skulle gå soldat for Brejninggård. Det hjalp ikke, at han viste sit fripas frem; thi han havde forsømt at få det tinglæst. Han måtte gå soldat.
Kilde: ­http­://­370­.­dk­/­PhPGedView­/­media­/­HARDSYSSELS_AARBOG_1965­.­pdf­

Et par stykker løb i 1737, men ellers skal her berettes om hjemtagning af karle under ledelse af ridefogeden Mads Staby. Fra Vindby hentede han i 1709 Chr. Jensen og førte ham til Brejninggård for at gøre ham til soldat. Det var dog så uheldigt, at major Lottig alt da var på march ad Holsten til med sit kompagni, så han ikke kunne blive soldat lige med det samme. De beholdt ham så på gården, for at han kunne være til rede, når der atter skulle holdes session. Han forsvandt dog forinden. Om hans forsvinden gav grund til følgende episode, er vel ikke sikkert, men ikke utænkeligt. På Valborgsdag ‎(1. maj)‎ 1710 sadlede monsør Mads Staby sin hest og red ledsaget af to føre karle ad Torsted og videre til Holm i Ulfborg. Hos Christen Holm tjente en karl ved navn Jens Olesen fra Brændgård i Torsted, og nu skulle han tages og gøres til soldat, for Brejninggård hørte under Brejninggård. Da de tre ryttere kom til Holm, var manden ikke hjemme. Mads Ridefoged præsenterede sig som studehandler, han ville gerne se på nogle stude. Konen i gården lod da også karlen trække et par stykker ud af stalden, men de sagde, at de var for små. Sammen med karlen gik de så ind i stuen til konen, og så fremkom Mads da med sit egentlige ærinde. "Vi er fra Brejninggård, og vi skal hente jeres karl " Nej, ham Hår I ikke, før min mand kommer hjem", sagde Sidsel Lauridsdatter, som var kone på gården. "Så længe vil vi ikke bie! " " Da troede jeg ikke, l ville røve karlen ud af gården, inden vi kan få bud til vor husbonde. Han er ikke så langt borte". De tre mænd havde vakt naboernes opmærksomhed. Anders Holms søn, Jep, stod lige uden for døren, da denne samtale fandt sted, og på et par ord fra Sidsel, trak han en hest ud af stalden, sprang på ryggen af den og lod den rende ad Sønder Vosborg til for at melde sagen til kaptajn Tønne Sehested, som da havde gården; men selv om der ikke var så grumme langt fra Holm til herregården, kom hjælpen dog for sent. Sidsel talte djærvt imod Mads Stabys ord. De kunne søge karlen ved lov og dom, men de fik ham ikke med det gode. Dertil svarede ridefogeden, at han havde en broder, som var rømt, og nu skulle han gå i dennes sted. Han bod karlen trække i sit tøj og følge med. Jens sagde, at han ikke havde andet tøj, end det han gik i, og han ville ikke med dem, inden husbonden kom hjem. Da for de ind på ham og greb ham i armene for at trække ham ud; men han satte både hænder og fødder imod og bad, de ville bie, til husbonden kom. De fik ham ud og uden mere snak satte den ene sig på sin hest. De to andre tog karlen med magt og lagde ham op bag rytteren på hesten, og da han ville lade sig glide ned, sagde de: "Bliver du ikke liggende, så får du tærsk, vi har lagt nok så stram en karl som dig på en hest!" Og så red de sønderpå ad Ulkær til, mens Sidsel og hendes nabokoner stod og så efter dem. Sådan nogen banditter. Der gik ikke ret lang tid, før kaptajnen fra Vosborg kom med nogle karle, de ville prøve at indhente voldsmændene. De nåede dem først i Brændgård, og her stod Mads Staby på sit herskabs gods. Han præsenterede sig som Brejninggårds ridefoged, og han var ude i sit herskabs tjeneste efter en bortrømtkarl. Sehested søgte med rolige ord at få karlen med sig. Hans husbonde kunne ikke ret vel undvære ham nu i sædetiden. De vidste jo, hvor han var og kunne søge ham hjem ad rettens vej. Men Staby sagde, at han selv ville have ham i sin varetægt, og ingen skulle få ham fra Brejninggårds gods, uden de tog ham med magt. Herremanden ti l Sonder Vosborg måtte ride hjem med uforrettet ærinde. Der blev en retssag ud af den dags bedrifter. Mads Staby hentede sig på herredstinget et knusende nederlag. Skønt han kom med mange udflugter, dømte herredsfogeden, at han uden lovlig adgang voldelig havde taget karlen, skønt der "her i Jylland aldrig nogen vordnedret haver været påbuden og tilladt", og karlen bor leveres tilbage. Mads Staby og hans medfølgere blev hver for sig dømt til at bøde " trende 40 lod sølv" efter lovens klare ord 6.9.9.
Mads og hans husbonde, Steffen Nielsen, gav dog ikke op, sagen blev appelleret til landstinget, der nok kendte, at Jens Olesen tilhørte Sehesteds gods; men fritog sr. Mads for at betale voldsbøden. Han blev senere herremand på Gudum Kloster.
En karl med fripas fra Brejninggårds gods fæstede et lille hus i Lem. Han var dog ikke hele tiden i Lem, men opholdt sig en tid i sit barndomshjem i Mose. En skønne dag i 1763 fik han at vide, at han skulle gå soldat for Brejninggård. Det hjalp ikke, at han viste sit fripas frem; thi han havde forsømt at få det tinglæst. Han måtte gå soldat.
Kilde: ­http­://­370­.­dk­/­PhPGedView­/­media­/­HARDSYSSELS_AARBOG_1965­.­pdf­

Et par stykker løb i 1737, men ellers skal her berettes om hjemtagning af karle under ledelse af ridefogeden Mads Staby. Fra Vindby hentede han i 1709 Chr. Jensen og førte ham til Brejninggård for at gøre ham til soldat. Det var dog så uheldigt, at major Lottig alt da var på march ad Holsten til med sit kompagni, så han ikke kunne blive soldat lige med det samme. De beholdt ham så på gården, for at han kunne være til rede, når der atter skulle holdes session. Han forsvandt dog forinden. Om hans forsvinden gav grund til følgende episode, er vel ikke sikkert, men ikke utænkeligt. På Valborgsdag ‎(1. maj)‎ 1710 sadlede monsør Mads Staby sin hest og red ledsaget af to føre karle ad Torsted og videre til Holm i Ulfborg. Hos Christen Holm tjente en karl ved navn Jens Olesen fra Brændgård i Torsted, og nu skulle han tages og gøres til soldat, for Brejninggård hørte under Brejninggård. Da de tre ryttere kom til Holm, var manden ikke hjemme. Mads Ridefoged præsenterede sig som studehandler, han ville gerne se på nogle stude. Konen i gården lod da også karlen trække et par stykker ud af stalden, men de sagde, at de var for små. Sammen med karlen gik de så ind i stuen til konen, og så fremkom Mads da med sit egentlige ærinde. "Vi er fra Brejninggård, og vi skal hente jeres karl " Nej, ham Hår I ikke, før min mand kommer hjem", sagde Sidsel Lauridsdatter, som var kone på gården. "Så længe vil vi ikke bie! " " Da troede jeg ikke, l ville røve karlen ud af gården, inden vi kan få bud til vor husbonde. Han er ikke så langt borte". De tre mænd havde vakt naboernes opmærksomhed. Anders Holms søn, Jep, stod lige uden for døren, da denne samtale fandt sted, og på et par ord fra Sidsel, trak han en hest ud af stalden, sprang på ryggen af den og lod den rende ad Sønder Vosborg til for at melde sagen til kaptajn Tønne Sehested, som da havde gården; men selv om der ikke var så grumme langt fra Holm til herregården, kom hjælpen dog for sent. Sidsel talte djærvt imod Mads Stabys ord. De kunne søge karlen ved lov og dom, men de fik ham ikke med det gode. Dertil svarede ridefogeden, at han havde en broder, som var rømt, og nu skulle han gå i dennes sted. Han bod karlen trække i sit tøj og følge med. Jens sagde, at han ikke havde andet tøj, end det han gik i, og han ville ikke med dem, inden husbonden kom hjem. Da for de ind på ham og greb ham i armene for at trække ham ud; men han satte både hænder og fødder imod og bad, de ville bie, til husbonden kom. De fik ham ud og uden mere snak satte den ene sig på sin hest. De to andre tog karlen med magt og lagde ham op bag rytteren på hesten, og da han ville lade sig glide ned, sagde de: "Bliver du ikke liggende, så får du tærsk, vi har lagt nok så stram en karl som dig på en hest!" Og så red de sønderpå ad Ulkær til, mens Sidsel og hendes nabokoner stod og så efter dem. Sådan nogen banditter. Der gik ikke ret lang tid, før kaptajnen fra Vosborg kom med nogle karle, de ville prøve at indhente voldsmændene. De nåede dem først i Brændgård, og her stod Mads Staby på sit herskabs gods. Han præsenterede sig som Brejninggårds ridefoged, og han var ude i sit herskabs tjeneste efter en bortrømtkarl. Sehested søgte med rolige ord at få karlen med sig. Hans husbonde kunne ikke ret vel undvære ham nu i sædetiden. De vidste jo, hvor han var og kunne søge ham hjem ad rettens vej. Men Staby sagde, at han selv ville have ham i sin varetægt, og ingen skulle få ham fra Brejninggårds gods, uden de tog ham med magt. Herremanden ti l Sonder Vosborg måtte ride hjem med uforrettet ærinde. Der blev en retssag ud af den dags bedrifter. Mads Staby hentede sig på herredstinget et knusende nederlag. Skønt han kom med mange udflugter, dømte herredsfogeden, at han uden lovlig adgang voldelig havde taget karlen, skønt der "her i Jylland aldrig nogen vordnedret haver været påbuden og tilladt", og karlen bor leveres tilbage. Mads Staby og hans medfølgere blev hver for sig dømt til at bøde " trende 40 lod sølv" efter lovens klare ord 6.9.9.
Mads og hans husbonde, Steffen Nielsen, gav dog ikke op, sagen blev appelleret til landstinget, der nok kendte, at Jens Olesen tilhørte Sehesteds gods; men fritog sr. Mads for at betale voldsbøden. Han blev senere herremand på Gudum Kloster.
En karl med fripas fra Brejninggårds gods fæstede et lille hus i Lem. Han var dog ikke hele tiden i Lem, men opholdt sig en tid i sit barndomshjem i Mose. En skønne dag i 1763 fik han at vide, at han skulle gå soldat for Brejninggård. Det hjalp ikke, at han viste sit fripas frem; thi han havde forsømt at få det tinglæst. Han måtte gå soldat.
Kilde: ­http­://­370­.­dk­/­PhPGedView­/­media­/­HARDSYSSELS_AARBOG_1965­.­pdf­

Et par stykker løb i 1737, men ellers skal her berettes om hjemtagning af karle under ledelse af ridefogeden Mads Staby. Fra Vindby hentede han i 1709 Chr. Jensen og førte ham til Brejninggård for at gøre ham til soldat. Det var dog så uheldigt, at major Lottig alt da var på march ad Holsten til med sit kompagni, så han ikke kunne blive soldat lige med det samme. De beholdt ham så på gården, for at han kunne være til rede, når der atter skulle holdes session. Han forsvandt dog forinden. Om hans forsvinden gav grund til følgende episode, er vel ikke sikkert, men ikke utænkeligt. På Valborgsdag ‎(1. maj)‎ 1710 sadlede monsør Mads Staby sin hest og red ledsaget af to føre karle ad Torsted og videre til Holm i Ulfborg. Hos Christen Holm tjente en karl ved navn Jens Olesen fra Brændgård i Torsted, og nu skulle han tages og gøres til soldat, for Brejninggård hørte under Brejninggård. Da de tre ryttere kom til Holm, var manden ikke hjemme. Mads Ridefoged præsenterede sig som studehandler, han ville gerne se på nogle stude. Konen i gården lod da også karlen trække et par stykker ud af stalden, men de sagde, at de var for små. Sammen med karlen gik de så ind i stuen til konen, og så fremkom Mads da med sit egentlige ærinde. "Vi er fra Brejninggård, og vi skal hente jeres karl " Nej, ham Hår I ikke, før min mand kommer hjem", sagde Sidsel Lauridsdatter, som var kone på gården. "Så længe vil vi ikke bie! " " Da troede jeg ikke, l ville røve karlen ud af gården, inden vi kan få bud til vor husbonde. Han er ikke så langt borte". De tre mænd havde vakt naboernes opmærksomhed. Anders Holms søn, Jep, stod lige uden for døren, da denne samtale fandt sted, og på et par ord fra Sidsel, trak han en hest ud af stalden, sprang på ryggen af den og lod den rende ad Sønder Vosborg til for at melde sagen til kaptajn Tønne Sehested, som da havde gården; men selv om der ikke var så grumme langt fra Holm til herregården, kom hjælpen dog for sent. Sidsel talte djærvt imod Mads Stabys ord. De kunne søge karlen ved lov og dom, men de fik ham ikke med det gode. Dertil svarede ridefogeden, at han havde en broder, som var rømt, og nu skulle han gå i dennes sted. Han bod karlen trække i sit tøj og følge med. Jens sagde, at han ikke havde andet tøj, end det han gik i, og han ville ikke med dem, inden husbonden kom hjem. Da for de ind på ham og greb ham i armene for at trække ham ud; men han satte både hænder og fødder imod og bad, de ville bie, til husbonden kom. De fik ham ud og uden mere snak satte den ene sig på sin hest. De to andre tog karlen med magt og lagde ham op bag rytteren på hesten, og da han ville lade sig glide ned, sagde de: "Bliver du ikke liggende, så får du tærsk, vi har lagt nok så stram en karl som dig på en hest!" Og så red de sønderpå ad Ulkær til, mens Sidsel og hendes nabokoner stod og så efter dem. Sådan nogen banditter. Der gik ikke ret lang tid, før kaptajnen fra Vosborg kom med nogle karle, de ville prøve at indhente voldsmændene. De nåede dem først i Brændgård, og her stod Mads Staby på sit herskabs gods. Han præsenterede sig som Brejninggårds ridefoged, og han var ude i sit herskabs tjeneste efter en bortrømtkarl. Sehested søgte med rolige ord at få karlen med sig. Hans husbonde kunne ikke ret vel undvære ham nu i sædetiden. De vidste jo, hvor han var og kunne søge ham hjem ad rettens vej. Men Staby sagde, at han selv ville have ham i sin varetægt, og ingen skulle få ham fra Brejninggårds gods, uden de tog ham med magt. Herremanden ti l Sonder Vosborg måtte ride hjem med uforrettet ærinde. Der blev en retssag ud af den dags bedrifter. Mads Staby hentede sig på herredstinget et knusende nederlag. Skønt han kom med mange udflugter, dømte herredsfogeden, at han uden lovlig adgang voldelig havde taget karlen, skønt der "her i Jylland aldrig nogen vordnedret haver været påbuden og tilladt", og karlen bor leveres tilbage. Mads Staby og hans medfølgere blev hver for sig dømt til at bøde " trende 40 lod sølv" efter lovens klare ord 6.9.9.
Mads og hans husbonde, Steffen Nielsen, gav dog ikke op, sagen blev appelleret til landstinget, der nok kendte, at Jens Olesen tilhørte Sehesteds gods; men fritog sr. Mads for at betale voldsbøden. Han blev senere herremand på Gudum Kloster.
En karl med fripas fra Brejninggårds gods fæstede et lille hus i Lem. Han var dog ikke hele tiden i Lem, men opholdt sig en tid i sit barndomshjem i Mose. En skønne dag i 1763 fik han at vide, at han skulle gå soldat for Brejninggård. Det hjalp ikke, at han viste sit fripas frem; thi han havde forsømt at få det tinglæst. Han måtte gå soldat.
Kilde: ­http­://­370­.­dk­/­PhPGedView­/­media­/­HARDSYSSELS_AARBOG_1965­.­pdf­

Prokurator er afledet af det latinske procurare, en person, der i ældre tid efter anmodning varetog en andens forretninger.
I 1959 blev betegnelsen sagfører afskaffet og advokattitlen genindført i stedet for. De, der havde de gamle titler: sagfører, landsretssagfører og højesteretssagfører, kunne dog fortsat anvende dem karrieren ud, men fra da af hedder alle andre \'\'advokat\'\', evt. med tilføjelserne \'\'møderet for landsret\'\', ‎(L)‎ eller \'\'møderet for højesteret\'\', ‎(H)‎.

E: Kirsten Pedersdatter Stavning. LV: Mads Christensen Staby på Landtind. B:
1) Karen Poulsdatter g.m. Thomas ‎[Hansen]‎ Wellejus, præst i Sønder Omme og Hoven
2) Sofie Poulsdatter g.m. Jørgen ‎[Knudsen]‎ Lang, præst i Dejbjerg og Hanning
3) Maren Poulsdatter g.m. Peder ‎[Nissen]‎ Vedel, præst i Stavning
4) Peder Poulsen
5) Marie Sofie Poulsdatter.

kilde: ­http­://­http­://­www­.­brejl­.­dk­/­ringgejst­.­htm­

E: Jacob Christensen Kyndesen, degn i Borris og Faster, der døde 18.2.1729.
Hans A:
1) søster Maren Christensdatter Kyndesen, enke efter Laurids Andersen Dobler, købmand i Holstebro, der ægter Mathias Brunov i Holstebro
2) søster Anne Christensdatter Kyndesen
3) søster Maren Christensdatter Kyndesen g.m. Bertel Løg i Holstebro.
Hendes A: Kendes ikke.
Afdøde mands far var Christen Kyndesen Schmidt i Holstebro, skifte 15.4.1696.
LV for søsteren Maren Christensdatter før det nye ægteskab var Mads Staby, forpagter af Gudumkloster, ved fætter Mads Christensen i Ahlergård.

kilde: Ringkøbing amts gejstlige skifteuddrag - ­http­://­www­.­brejl­.­dk­/­lunde­.­htm­

Følgende beskrivelse af Gudum Sogn er fra Trap Danmark 3 udgave.
Kilde: ­https­://­www­.­danskeaner­.­dk­/­wiki­/­index­.­php­/­Gudum_Sogn_­‎(­Ringk­%­C3­%­B8bing_Amt­)‎

Gudum sogn 2 467
Skodborg herred 3 467
Ringkøbing amt 4 467
5 467
Benediktinernonnekloster 1260 ca 467
Klosteranlæg opført 1260 omkr 467
Klosteret flyttet op til sognekirken 1484 467
Kronen 1536 467
Byggearbejder 1624 467
Klosteranlægget delvis brændt 1631 467
Hovedbygning opført 1656 467
A. Rasch 1717 467
Trefløjet hovedbygning 1717 467
M. Staby 1732 467
J. Fr. Vedel 1751 467
L. J. Jelstrup 1757 467
Chr. Olesen 1762 467
Hovedbygningen opført 1762 omkr 467
Chr. Ligaard 1907 467
K. Rasmussen 1909 467
Chr. Rahbek 1923 467
L. B. Rahbek

Gudum kloster er et af de mange jyske benediktinernonneklostre, oprettet før
1268. Klostergodset udgjorde det meste af Gudum sogn plus en del spredt gods i
omegnen. Det blev bortforlenet 1537 med forsørgelsespligt over for nonnerne.
Senere anvendtes lenet som aflønning for landsdommeren. Arkivet forblev i
klosteret og blev registreret af en kancellikommission 1592, men havde allerede
da lidt store tab. Nu kendes kun enkelte breve.

Registrering: VA XVIII s. 379-80. - 1592-registraturen ‎(i Arkivvæsenets arkiv)‎
er trykt ÆA. III, 1865 s. 207-30.

Indhold: Overdragelse af pant til afholdelse af messe 1496. Pantebrev 1505.

Litteratur: V. Christensen: Gudum Klosters Historie, Harsyssels Aarbog 1913 s.
87-149.

Altertavlen, et smukt renæssancearbejde, er skænket af Jens Juul ‎(en af lensmændene til godset)‎ i år 1640. Prædikestolen er fra samme periode og bærer navnene, Gunde Lange og Anne Krabbe samt årstallet 1622. Her er et andet navn på en lensmand og hans kone.




På nordvæggen ved altertavlen Finlanddes et vægmaleri. Det stammer fra 1492 og lyder:
\'\'I det Herrens år 1492 er dette Kloster indviet på Sct. Vigilie ‎(20. dec.)‎ idet selve den ærværdige Biskop af Ribe, Hartvig, og Else Juulsdatter, Priorisse i Gudum Kloster, var til stede.\'\' ‎(Oversat fra latin)‎.
Dette år blev kirken således indviet til at være både klosterkirke og sognekirke. Indskriften må hænge sammen med, at kirken har gennemgået en større restaurering, sandsynligvis er kirkebygningen bl. a. blevet forhøjet fra rulleskiftet ‎(ses bedst udefra)‎ og opefter.
Ligeledes på nordvæggen, ved prædikestolen, Finlanddes en anden indskrift. Her står:


\'\'Her ligger ærlig og velvise mand,
Povel Eliæsøn hedde hand,
som tjent for rid -foged i tredive år,
over Krogsgård, Bækmark og Holmegård.
Fem børen han avled med hustru sin
hvis navn er Boel Christensdatter Finland.
Hvilken efter hans død ved haanden tog
den hæderlig ungmand Morten Klog.
Alle tres figurer her for dig staar
de leved og død i Østergaard.
En glædelig opstandelse Christ dem giv,
og deris talsmand paa dommedag bliv.\'\'

Mod vest,over tårnindgangen, er orgelpulpituret placeret. Det er typisk rokokostil og gengiver situationer fra bibelen.
Fra venstre ses:
2. Mos. 3 v.5 = Den brændende tornebusk.
1. Mos. 18 v. 2 = Herren og to engle besøger Abraham.
1. Mos. 21 v.17 = Trælkvinden Hagar og søn.
1. Mos 22 v 12 = Abrahams prøvelse.
I midten Stjernhjelmernes våbenskjold tilhørende J. Stjernhjelm fra Cappel ‎(nu Kappel)‎. Han havde ansvar for kirken i 1700-tallet og var kirkens patron og ejer.
1. Mos. 28 v. 12 = Jakobs drøm.
1. Mos. 32 v. 24 = Jakobs natlige brydekamp.
Apg. 12 v. 7 = Peter udfries af fængslet.

Af H. A. RIIS-OLESEN
DEN 26. OKTOBER 1735 overraskede amtmand
Schinkel på en inspektionsrejse til Thyholm ved Jestrup
land to fiskerbåde med pulsvod. Fangsten blev konfiskeret
til fordel for Lyngs sogns fattige og fiskeredskaberne
foreløbig beslaglagt og henbragt til sognefoged Mads
Grebs gård i Jestrup. Amtmandens kusk Jens Pedersen
Amby af Visby vidnede herom senere i retten, at omtrent
en dags tid før sidste session i Thisted var kørende for
velbårne hr. amtmand til Thyholm og kørte til fjorden ved
Jestrup land, hvor amtmanden befalede ham at hengå på
bakken for at se, om der var pulsbåde i Limfjorden, og
han så da nogle Jestrup folk i tvende fiskerbåde, som kom
i land. Da han berettede amtmanden dette, gik denne selv
ned til fjorden, og da de så ham komme ned ad bakken,
lagde de ud fra landet igen. Amtmanden befalede dem at
komme i land og lagde bøssen udad og sigtede på dem -
om den var ladt eller ej, vidste han ikke - og sagde, at de
straks skulle lægge i land, og da de gjorde det, så han, at
de havde 36 snese ål, som efter amtmandens ordre blev
opbåret til sognefogden i Jestrup og derefter lagt i
amtmandens vogn. Amtmanden tog ålene med sig, idet
han betalte 3 skilling for snesen med befaling til
sognefogeden, at han skulle uddele pengene til sognets
fattige. Fiskegarnene blev ligeledes konfiskeret og bragt
til sognefogeden.
Sagen var ganske oplagt. Efter loven var fiskeri med
pulsvod forbudt udenfor tidsrummet mellem St. Hansdag
og St. Bartholomæidag ‎(24. aug.)‎, og straffen for
overtrædelse var konfiskation af fiskeredskab og båd og
desuden en bøde på 60 lod sølv. Alligevel slap fiskerne
nogenlunde helskindede fra det ved hjælp af den
lovkloge, svedne jyde Mads Staby fra Gudumkloster, som
de havde antaget som deres forsvarer.
Amtmanden lod fiskerne stævne til at møde for retten
den 3. november, men de gav ikke møde. Efter opsættelse
blev de påny indstævnet til den 15. december.
Denne dag mødte fiskerne heller ikke, idet Mads
Staby mødte for dem. Amtmanden lod her for retten
bekendtgøre, at en mand hjemmehørende i Ydby sogn for
3-4 uger siden havde indbragt i amtmandens hus nogle
ferske og tørre helt, tre små oste samt to tilslagne
fjerdinger, som blev opgivet indeholdende ål, som
amtmanden havde afkøbt og betalt ham, men da
amt manden derom er ganske uvidende, at det er en af de
sagsøgtes intresent, der sådant har foretaget og lyses ved
denne ret, at han vil indFinlandde sig og igen tilbagetage de i
amtmandens hus indbragte varer.
Mads Staby foreholdt retten, at der kun var liden
fundament til at angribe de fattige sagsøgte fiskere. De
udtoer gerne deres garn i vintervand, førend de tørres for
at conserveres for vinterorm og mug, som
sommervandene ikke efter deres havende tanker er så god
til ‎(!)‎ så og ved den lejlighed, førend de bragte deres både
til vinterleje på landet, forsøgte deres havende ålekroge,
som samme dag eller den foregående nat faldt og fangede
saa lykkelig som det nogensinde ‎(!)‎ ved den tid af året
haver været. Men som fattige og enfoldige fiskere vidste
de ej, om det var forbudt i loven ‎(!)‎.
Den 12. jan. 1736 fremlagdes et skriftligt indlæg fra
Mads Staby, der igen fremfører undskyldende momenter
for fiskerne, der ved amtmandens tilsynekomst og ved
dennes Trusel med sin flint, blev ganske konfuse og
”beængstede”. Ligeledes nævner Mads Staby, at ”deres
nød og armod har drevet dem til at søge lidet brødhjælp af
vandet med kroge, vod og anden måde”. Han pointerer
fiskernes uvidenhed med hensyn til det lovstridige, især
når det foregik så nær ved de hjemlige egne. Mads Staby
bejler til Hans Majestæts højpriselige nåde og velbårne hr.
amtmands retsindige godhed, at de fattige fiskere slipper
med en liden mulkt, så de ikke skal med hustru og deres
mange børn så ganske ruineres.
Den 5. april indstævnes de anklagede for retten for at
aflægge deres uskyldigheds eed i denne sag, og et indlæg
fra sagsøgte personer blev da oplæst. Heri gøres retten
opmærksom på, at de ikke har brugt pulsvod, men fisket
med kroge, hvilket de ikke anså for ulovligt. Brevet er så
snedigt sat op med ”enfoldigheds visdom”, så aktor
bemærkede, at det i første øjekast af tåbelige folk vel
måtte anses at være af meget enfoldige opsat, men når det
kommer for de ret skønnende ører, vil der ligge en slange
begravet.
Den 26. april mødte de indstævnte i retten, og her
fremkom Christen Kobbersmed af Jestrup med et indlæg,
der lyder: ”Fremdeles må vi fattige mænd fornemme, at
højædle og velbårne hr. amtmand Schinkel søger vores
yderste ruin og undergang, lige som vi alleneste for det
hele land skulle have forset os med ulovligt fiskeri i
Limfjorden og endelig ved vores bådes og vods
afskyllelse en dag med kroge været så heldig at fange
nogle snese ål, der straks uden lov og dom blev os frataget
og til andre fattige destineret”. - Efter en lang redegørelse,
slutter indlægget med at udbede sig de både og redskaber,
der er blevet dem frataget, for at de kan optage deres
ernæring igen for at skaffe brød til huse.
Først 9. aug. forelå dommen, der lyder som følger;
Som høyædle og welbårne hr. amtmand Claus Christian
Schinke l har søgt og saggiven efter skrevne personer, så
som Chr. Snever i Ydby, Anders Torp, Søren Nielsen,
Chr. Gregersen, Mads Christensen, Chr. Jepsen, Chr.
Nielsen og Anders Nielsen i Jestrup, desuden Chr.
Mogensen i Kobberø og Søren Yde, Chr. Leed og Jep
Sørensen Soldat i Lyngs formedelst han ved holdte
inkvisition på embedets vegne den 6te oktober 1735 haves
forefundet endel af dem i lov forbudne tid at være
kommen i land af Limfjorden for Jestrup by med deres
både og pulsvådgarn samt 36 ferske snese ål, hvilke de
foregiver at have fanget med kroge og garnet ej våren
brugt, men alene afstoed i fjordens vintervande, førend de
skulle tørres og indhænges”. Tingsvidnet har ikke kunnet
bevise, at ålene er taget i pulsvod, ligesom fiskerne heller
ikke har kunnet bevise, at de er taget med krog, men
retten skønner, at de sagsøgte 12 personer bevislig har
ladet sig Finlandde i ulovlig tid i Limfjorden med både og
fiskeredskaber.
”For den ubesindige forseelse er de pligtig at betale til
Lyngs sogns fattige 1 rigsdaler samt 1 rigsdaler til
justitskassen for unødig forhalelse af sagen og desuden de
penge for de 36 snese ferske ål á snesen 3 sk., som er
leveret til sognefogden i Jestrup for at uddeles til samme
sogns fattige 1 rigsd. 12 sk., hvilke 2 rd. 12 sk. imod
sognepræs tens bevis kom til uddeling til formeldte fattige
leveres, og som merbemeldte sagsøgte 12 personer ved
sådan deres ubetænksomme adfærd haver anlediget og
nødt citanten til at påtale og forfølge denne sag. Så bør de
samtlig pro quota at erstatte ham denne doms omkostning
med 6 rd., alt inden 15 dage under lovens videre
execution.
‎(Kilde: Historisk Årbog for Thisted amt 1953, side 20-24)‎

Kilde: ­http­://­www­.­archive­.­org­/­stream­/­steensteensenbl00aakjgoog­/­steensteensenbl00aakjgoog_djvu­.­txt­

E: Johanne Cathrine Ryberg. LV: bror Christian Frederik ‎[Pedersen]‎ Ryberg, præst i Bording, Mads Staby til Gudumkloster. B: Peder 4. Første ægteskab med Maren Andersdatter Windfeld, skifte 20.7.1730. B: Anders 16, Johanne Cecilie 13, Jens 12, Anne Cathrine 9. FM: Hans Eskildsen i Øster Hovmade i Hove sogn, mosters mand Niels Mortensen i Kirkeby i Farup sogn ved Ribe, fasters mand Hans Højland i Hoven sogn, morbror Jørgen Windfeld i Ribe, Hans Windfeld i Christian Alberts Kog i Holsten, Christian Windfeld sst, Jens Windfeld, forpagter på Ølegård‎(?)‎.

kilde: ­http­://­www­.­brejl­.­dk­/­lunde­.­htm­

148 Clara Marie Rønne på Strandbjerggård i Humlum sogn. 1.2.1741, fol.593.
Enke efter Jacob ‎[Iversen]‎ Krabbe. Bevilling til uskiftet bo 11.8.1714 lbnr.83.
Hans A:
Forældre ‎[Iver Krabbe af Damsgård og Birgitte Iversdatter Kaas, (Mur-Kås)‎], begge døde. 2B:
1) søster ‎[Sofie Iversdatter Krabbe g.m. Claus Linderot]‎. 1B:
a Henrik Linderot i Vester Døvling
2) søster ‎[Birgitte Sofie Iversdatter Krabbe g.m. Peder Munk til Urup]‎. 1B:
b Birgitte Sofie ‎[Munk]‎, enke efter Laurids Andersen ‎[Møller]‎ på Urup ‎[i Grindsted sogn]‎.
Hendes A:
Forældre Mogens Ernst von Rønne til Lyngballegård og hustru Mette Blik, begge døde.
Mormor Anne Dyre g.m. Ove Blik, oberst, begge døde.
Mormors bror Claus Dyre, oberst, død. 4B:
1) Palle Dyre på Sindinggård, var g.m. Øllegaard Rodsteen, nu enke efter ‎[Frands]‎ Rantzau til Sindinggård. 2B:
a næstsøskendebarn Sofie Amalie Dyre g.m. ‎[Johan Nikolaj]‎ Rosenørn, major til Mejlgård
b næstsøskendebarn Edel Dyre g.m. Erik Løwenhielm, ritmester til Vejrupgård
2) Christence Dyre, var g.m. ‎[Herman Frands von]‎ Schwanewede til ‎[Sønder]‎ Vosborg, begge døde. 1B:
a næstsøskendebarn Alhed Magdalene Schwanewede, død. Første ægteskab med Niels Benzon til Havnø. Andet ægteskab med Sehested, justitsråd og landsdommer i Viborg. 3B: Peder Nikolaj Benzon, Drude Margrethe Benzon, Judith Sehested
3) Jens Dyre, død. 1B:
a næstsøskendebarn Edel Rodsteen Dyre i Fredericia, enke efter Schinkel, amtmand og etatsråd
4) Anne Dyre, var g.m. Jacob Grubbe, begge døde. 3B:
a næstsøskendebarn Edel Hylleborg Grubbe i Norge, enke efter generalmajor Didriksen
b næstsøskendebarn Dorthe Hedvig Grubbe i Hem i Salling, enke efter major Løshau i Fredericia. LV: Johan Krag, rådmand i Varde
c næstsøskendebarn Claudiane Grubbe, død, var g.m. Christian Mule, oberst i Husum i Holsten. 2B: Johanne Amalie Grubbe, Mette Sofie Grubbe. FM: Bertel Fæder i Horsens.

Skifte efter Clara Marie Rønne, Kilde: ­http­://­www­.­brejl­.­dk­/­lunde­.­htm­

E: Anne Marie ‎[Jensdatter]‎ Gjesing. LV: Mads Staby til Gudumkloster. A:
1) bror Christen ‎[Nielsen]‎ Lund, præst i Nørhå i Thy, g.m. Anne Marichen Sørensdatter Nors, skifte Hundborg herred gejstlig 8.3.1736. B:
e Jens Nikolaj Christensen Lund
f Johanne Christensdatter Lund
g Dorthe Kirstine Christensdatter Lund
h Anne Cathrine Christensdatter Lund.
FM: morbror ‎[Hans Carstensen]‎ Langballe til Nørhågård, mosters mand Anders Enevoldsen til Jølbygård ‎[i Solbjerg sogn]‎ på Mors.
Anne Marichen Sørensdatter første ægteskab med Jens ‎[Nielsen]‎ Scavenius, præst i Nørhå. B:
a Niels Jensen Scavenius
b Søren Jensen Scavenius
c Bendix Jensen Scavenius
d Anne Marie Jensdatter Scavenius, der døde.
FM: mosters mand Niels Andersen Haastrup i Tandrup i Vester Vandet sogn, Troels Kongslev.
2) søster Anne Nielsdatter g.m. Christen Christensen i Hjardemål sogn i Thy, begge døde. B:
a Christen Christensen på Sukkerhuset i København
b Hans Christensen 19
c Niels Christensen, døbt Hjardemål 18.9.1809
d Dorthe Christensdatter
e Karen Christensdatter 26
f Maren Christensdatter 24
g Johanne Christensdatter 24.
Fundats på skolehus i Nørre Nissum 2.12.1735 lbnr.10.

kilde: ­http­://­www­.­brejl­.­dk­/­lunde­.­htm­

E: Mette Pedersdatter. LV: Mads Staby ‎[til Gudumkloster]‎.
Bevilling til uskiftet bo af 22.5.1730.
‎(Sml. lbnr.40)‎.

kilde: ­http­://­www­.­brejl­.­dk­/­lunde­.­htm­

Testamente for Anne Marie ‎[Jensdatter]‎ Gjesing, enke efter Thomas Nielsen Berg, præst i Nørre Nissum, skifte 29.5.1745 lbnr.19. LV: Mads Staby til Gudumkloster, bror Erik Lemming. A: søsterdatter Mette Margrethe Mossin.
Dispositionen godkendes af øvrige arvinger A:
1) Maren Mossin, enke efter Niels Hebo i Helsingør
2) Anne Margrethe Mossin g.m. Peder Jacobsen Sodenæs
3) Birthe Christine Mossin g.m. Harbo i Helsingør
4) bror Hans Mossin
5) bror Christian Ludvig Mossin
5) bror Peder Mossin. FM: farbror H. Mossin i Køge.

kilde: ­http­://­www­.­brejl­.­dk­/­lunde­.­htm­

kilde: ­http­://­www­.­brejl­.­dk­/­lunde­.­htm­

E: Gertrud Marie Madsdatter. LV: Mads Staby til Gudumkloster. B: Anne Marie 10½, Mette Marie 9, Dorthe Cathrine 7, Mads 4. FM: morbror! Laurids Jensen Vandborg, købmand i Lemvig, mors svoger Niels Jacobsen til Kabbel.
Bevilling til uskiftet bo af 5.7.1743.
‎[Første ægteskab med Dorthe Bendixdatter, død 1733]‎.
‎[Andet ægteskab med Mette Marie Jensdatter, enke efter Simon Christensen til Store Hebo i Janderup sogn ved Varde, død 1734]‎.

kilde: ­http­://­www­.­brejl­.­dk­/­lunde­.­htm­

E: Ida Nielsdatter Fischer. LV: Mads Staby på Gudumkloster. A:
1) søster Kirsten Christensdatter g.m. Jens Madsen i Harbogårde i Gammelsogn
2) søster Mette Christensdatter i Gammelsogn
3) halvbror Jens Christensen Tambjerg
4) halvbror Laurids Christensen i Tambjerg ‎[i Nysogn]‎.
Afdøde skulle have en slegfredsøn Christen Nielsen i Haderslev, men det kunne ikke bevises.

Kilde: Lundenæs og Bøvling amter - ­http­://­www­.­brejl­.­dk­/­lunde­.­htm­

--------------------------------------------------------------------------------
Udarbejdet af Erik Brejl. Ribesvej 3. 6950 Ringkøbing.
I skifteuddragene angives afdøde, arvinger, lavværge, formynder og øvrige angivne familierelationer, og der henvises til skifter efter tidligere ægtefæller. Lavværge og formynder angives dog ikke, hvis de i forvejen er angivet som familie, ligesom tjenestested ikke angives for arvinger. Alder forhøjes til nærmeste hele år, dog angives alder under 1 år i måneder. Der er ikke udarbejdet personregister men personnavne er standardiserede, f.eks. angives både Laurs, Lars og Las som Laurids, dog angives navnet Lassen, da der er tale om standspersoner. Stavemåden af stednavne følger Trap\'s 5. udgave. Oplysninger i kantede parenteser Finlanddes ikke i den aktuelle tekst, men er fundet i kirkebogen, i folketællinger eller andet sted i skifteprotokollen. Der henvises til folio, dog henvises der ikke til genoptagelse af skiftet, hvis det sker i umiddelbar forlængelse af det foregående.

Følgende forkortelser er anvendt:
A: arving/arvinger
B: barn/børn
E: enke/enkemand
Fb: fæstebrev
FM: formynder
g.m.: gift med:
lbn.: løbenummer
mdr.: måneder
LV: lavværge
sst.: samme sted
--------------------------------------------------------------------------------

Jordebøger over hovedgårde:

Frøstrupgård 1766 lbnr.380
Kabbel 1722 lbnr.66
Lindtorp 1723 lbnr.59
Rækkergård 1749 lbnr.208
Timgård 1745 lbnr.166
Viumgård 1719 lbnr.32
Østergård 1727 lbnr.251
Østergård 1750 lbnr.251
--------------------------------------------------------------------------------

Lundenæs og Bøvling amter
Skifteprotokol
1713-1724
B 8 - 1073

288 Mads Staby og hustru Anne Marie Varnich på Gudumkloster. 9.11.1756, fol.446.
B:
1) Mathias Staby, toldbogholder i Lemvig
2) Rebekka Kirstine Staby g.m. Peder Taftebjerg, præst på Holmsland
3) Anne Marie Staby, g.m. Peder Hassing Hee, kapellan i Gudum og Fabjerg
4) Maren Staby g.m. Johan Frederik Vedel til Gudumkloster
5) Kirsten Staby, død, var g.m. Simon Andrup i Lemvig. 1B: Ellen Margrethe 3.
Afdøde kone kaldes også Anne Marie Reich.