I 1634, et par dage før jul, havde Frands Jessen været kørende til Ribe, og på hjemvejen bedede han i kroen i
Gredstedbro, hvor der var flere af egnens bønder, der holdt rast. Der var Peder Jensen fra Nourup, hans bror Jep Jensen
fra Fåborg, som forøvrigt var svigersøn af herredsfogden i Tjæreborg, og der var Poul Therkelsen fa Sadderup. Der blev
drukket, og der blev snakket, bl.a. om den store stormflod i oktober, der havde oversvømmet hele kysten fra Esbjerg Klev
og langt ned idet sydlige med død og ødelæggelse til følge. - Da de skulle betale, hvad de havde drukket, kom Jep Jensen
og Poul Therkelsen i skænderi om betalingen, og da Jep ville køre, kom Poul løbende med en fork og truede ham. I det
samme kom Frands Jessen fra Tude ud, han prøvede at mægle mellem dem, men pludselig stak Jep Jensen en kniv i
brystekt på ham, men Frands nåede til gengæld at hugge Jep Jensen et hård slag i hovedet med en kårde. - Frands kom
sig, men bartskær Erik Hansen i Tjæreborg erklærede, at han havde fået "en farlig skade", og det uden skyld og årsag.
Jep Jensen dør imidlertid af sit sår, men inden forklarer han, at han blev hugget ned "uden skyld og brøde". At han har
stukket -Frands Jessen først, nævner han ikke. Jeps broder Peder Jensen skulle, som nærmeste slægtning, være
eftermålsmand i sagen og skulle som sådan retsforfølge den. Han sendte bud till ridefogden på Krogsgård, som Frands
jo var fæster under, og bad ham sørge for, at Frands Jessen var tilstede, når sagen skulle for retten, ellers blev ridefogden
gjort ansvarlig for han flugt. - Teoretisk var der ikke dødsstraf for drab i nødværge, men Frands Jessen vidste alt om,
hvordan en sådan sag praktiseredes. Han var nemlig den, der boede nærmest Skads herreds tingsted, og var nok ofte
tilstede der, når der blev holdt ting og domme blev afsagt. Når det var dårligt vejr, blev tinget forøvrigt afholdt på
Tudegård. Så Frands Jessen var klar over, hvad der kunne vente ham og rømte sydpå og tog ophold, vistnok i Husum
og ventede der på rettens afgørelse. Poul Therkelsen, som jo egentlig var ophavsmand til hele sagen - det var ham med
forken - slap med en bøde på 40 mark til Peder Jensen, men Frands blev erklæret fredløs. Han følte sig uretfærdigt
behandlet, og længtes selvfølgelig hjem til gård og familie, og efter et år var gået, søgte han kongen om tilladelse til at
få sagen taget op igen, denne gang ved landstinget i Viborg, da han mente at være blevet uretfærdigt behandlet. Han fik
så den tilladelse af kongen imod, selv at være tilstede, og føre sagen, og fik tilsagt frit lejde, så længe sangen behandledes.
Så rejste han til Viborg, men herredsfogeden, den dræbtes svigerfar, Niels Olufsen fra Tjæreborg, mødte også op.
Så blev sagens akter igen gennemgået, og anklageren og forsvarere stod hårdt mod hinanden. Frands har måske heller
ikke rigtig kunnet hamle op med den retskyndige og tingvante Niels Olufsen, i hvert fald må raseriet over den følte
forurettelse have taget magten fra ham, thi sagen ved landstinget slutter brat med en kort notits i justitsprotokollen om,
at herredsfogeden Niels Olufsen den 22. juni 1636 blev ihjelstukket i Viborg af Frands Jessen Tude. Nu var det ude med
Frands Jessens håb om frifindelse, da han jo nu - efter loven - havde to drab på samvittigheden. Han blev på Viborg
byting dømt til stejle og hjul, og kort efter blev dommen eksekveret.
Den dræbtes efterladte skulle selv betale henrettelsen, og det var langtfra gratis. I bøddeltaksterne fra Varde hedder det:
For et hoved med sværd at afhugge, 10 rdl. For en hel krop at lægge på stejle og hjul og pæle at nedgrave og sætte, 7 rdl.
‎(Artikel i "Vestkysten" 23. januar 1974)‎.