= Jørgen Lauritsen, Præst i Udby -1558 , 1589-, død 1602 (O . 1865 - W . - K.S.3.R.5/609) Kilde: Et bidrag til Studentermatriklen før 1611. - Studenterne ved Københavns Universitet - 1479 - 1602 ved H. Friis-Petersen http://wangensteen.net/
Student fra Middelfart. Studerede ved universitetet i København.
Bemerkung: At Gejstligheden dog ikke var bange for at sætte haardt mod
haardt, kan ses af flere Eksempler, Præsten Hr. Jørgen Lauritsen i Udby paa Fyn ivrede saaledes Aar 1572 fra Prædikestolen mod ''den ugudelige hedenske Handel med Natteløb paa Vollermisse Nat''. Og da Dagen nærmede sig, sendte han Bud til hver enkelt Bonde i Sognet om at lade være med at fejre Festen. Mange svarede nej til hans Anmodning. I sin Vrede holdt han da paa Val-borgsdag en ny Tordentale i Kirken mod de ulydige. Disse blev ham imidlertid ikke Svar skyldige, men rejste paa samme Dag et anseligt Majtræ. I kristelig Nidkærhed lod han dette hugge om. Men saa viste sig et mærkeligt Udslag af ældgammel Synsmaade. Bønderne anlagde Sag imod ham for ''Hærværk'', og Adelsmændene i Omegnen støttede dem ved paa Kongens og egne Bønders Vegne at forlange store Bøder af Præsten. Jørgen Sehested paa Hindsgavl krævede saaledes 32 Daler, Sten Bilde til Kærsgaard 30 Daler, Fru Anna paa Iversnæs 8 Daler o. s. v. Det truede med at blive Præsten en dyr Historie, og han maatte sluttelig ty til Kongen med Bøn om Hjælp. Hvorledes Sagen endte, vides ikke2. Skarpere endnu førtes Striden af Sognepræsten Hr. Mads i Lyngelse paa Langeland. Han havde som saa mange andre Præster forbudt ''Natteløb og Drik'' Valborgnat, men Menigheden var kun bleven mere genstridig, og for at haane ham havde man derpaa Valborgnat 1568 rejst et Majtræ lige for Kirkegaardsristen, hvor Hr. Mads nødvendig maatte forbi. Han lod sig imidlertid ikke skræmme, men truede fra Prædikestolen med Kirkens Band alle dem, som havde været med ved Nattens Drikkelag og Løsagtighed. Denne Trusel ærgrede en Bonde, hvis to Sønner begge havde været med, og han gik derfor til Præstens Bolig og udfordrede ham til at komme ud at slaas. Da han samtidig brugte en hel Del Skældsord, blev Hr. Mads tilsidst hidsig, togen Bøsse og skød ham. Hr. Mads blev stævnet for en Provsteret. Skøndt han her oplyste, at Bonden var en ''Præstehader'', der en Gang havde slaaet sin Sognepræst ihjel med et Spyd, dømte dog Prov- sterne Hr. Mads til at have ''fortabt sit Sogn paa Kongens Naade og Unaade''1.
Bemerkung: Den nidkære præst blev stævnet af både adelige og herregårdsfolk og bønder i sognet, fordi han havde ladet majtræet hugge om, efter at han forgæves i kirken op til Valborgdag 1572 havde tordnet mod ''den ugudelige handel med natteløb på Voldermisse nat''. Kravene mod ham for dette hærværk så således ud:
1. Lensmand Jørgen Sehested på Hindsgavl krævede på kgl. majestæts vegne på 4 gårde, der var krongods, 32 daler og et pund havre. Hans foged krævede 12 daler. 2. Steen Bilde til Kiærsgaard krævede 30 daler udi mønt. 3. Fru Anna af Iversnæs (senere Wedelsborg) 13 daler udi mønt. (Anna Parsberg var enke efter Christopher Gyldenstjerne). Følgende kreditorers krav var endnu ikke opgjort: 1. Frans Brixen i Odense på de Bielkers vegne. 2. Niels Lykkes foged (Niels Ejlersen Lykke til Torp og Tanderup). 3. En frues foged på Sjælland. 4. Kgl. majestæts lensmand i Odense. 5. Som mulig kreditor oplystes: Præsten selv har en tjener i byen, hvor majtræet blev afhugget. (D.v.s. at hr. Jørgen ejede en gård, han havde udfæstet). Sagen så ud til at blive en dyr historie, hvorfor Jørgen Lauritzen sendte følgende redegørelse og bønskrift til kongen Frederik II: ''Stormectige Hogborne Første, Aller Naadigste Konnge, Werdiis Etthers Kon: Matt: for Gudtz skylld naadelig att anse miig fattiig bedrøffuede Mannd, och miildeliig høre thenne min sandfærdiig berettning, dom sig saa haffuer. Jeg arme Gudtz ords thienner och Sogneprest haffuer wdj min Sogen, saa som alle tro Sogneprester her wdj Fiøn och anderstedt pleye at giørre, beflitthet mig at wiille affskaffe then wgudelii hedennske hanndell met natthelob paa Wollermisse natth, Maygiilde, gadeiild och medtsommers suermerij, som the wnnge bønderfolck pleye med groff wskiickeliighed her wdj mitt Sogen att brugge. Och ieg haffuer ther for icke alleniist aff predickestolen ther om wnderuiist och lerdt, men och saa wdj thette aar nogenn kortt tiid for Wollersmisse dag selff personnliig wdj nogre byer senndt mit wiisse bud thiill huermandtz gaard, och wennliigen laditt thennum bede, att the wiille were mig hørsom och offuergiiffue theriis Natthelob och hedenske suermerie, och skicke siig, som fromme Christne mennisker bør att giørre. Saa haffuer the dog icke wiildt werrit mig lydiig, huilckett jeg haffuer lastedt aff thennom aff predickestolen. Siiden haffue the ther offuer thiill dess større gudtz bespotthellsse och mig thiill trodtz opreist theris Maytræ paa then samme Søndag, som ieg tiilbørligen lastiidt paa then wskickeliig nattlob, som the optog emod min raad och forbud S: Wolburgis natt nyliig thiillforn. Huilcken theris trodtz och hoffmodt mod Gud och mitt Embede ieg fattige Mand icke letteliig kunde fordrage, men aff en christeliig Iffirhedt och harm emod saadan Gudtz wanære och bespotthelse lod iej afhugge samme theris Maytræ, och lod then saa ligge paa steden. Therfor, Aller Naade Herre oc Konge, forfølgiis ieg arme Mannd nu aff the gode Lodtz Eyr thill samme bye, som thette skede, med heruerck thill Landtzthing och anndre lougmoell thiill att forderffue mig medt, huis ieg icke skall nødis thiill at opthinge mod thenum, och wdj saa maade paa det høgiiste beskatthiis, endog ieg arme Mannd med thenne min harm och fortørnelsse haffuer ingen Menniske forulempidt enthen med ord eller gierning, paa Liiff eller Lem, goidtz eller ære, Wdj nogen maade, men haffuer thet giordt wdj en Christen Iffirhed emod then hedennske wesen och wgudeliig handell, som ieg icke liide eller fordrage kunde. Ther for, Aller Naade Konnge, efftherthij ieg haffuer nu inngen att thillfly wden Gud y Himmelen och Etthers Kon: Matt: beder ieg ydmygeliigste, at Etthers Kon: Matt: wiille for Gudtz skylld werdisthiill att forhielpe och fortrøste mig arme Gudtz ordtz thienere, att ieg skulle icke med heruerck tiill thinge eller opthingelsse thiill mange herskab for mig eller myne folck forarmis eller forderffuis. Saa och paa thett att andre aff thetthe Exempell skulle icke her epther y liige eller andre maade wanwurde theris Sogneprester, och theris saliige formaning och raad saa trotzeliig foracthe, Gud thiill stor fortørnellsse, och mange Christne thiill skade och forargellsse. Gud Allermecte beuar Etthers Kon: Matt: bode thiill Siell och Liiff med alle Etthers Kon: Matts Landes och Riigens wellfart: Amenn. Etthers Naadis Kon: Matts wnderdanigste thienner Jørgen Lauritzen, Sogneprest thill Wby Sogen wdj Fiønn''.
Af et andet brev i Fyns bispearkiv stilet til Steen Bilde fremgår det, at provsten Oluf Pedersen Bang i Middelfart - måske på biskoppens vegne - er gået i forbøn for Jørgen Lauritzen. Udfaldet af sagen kendes ikke. (Kirkehistoriske Samlinger 3. rk. bd.5, s. 609 ff.).
Aftenen før første maj er porten til sommeren, pyntet med nygrønt løv. Solen sørger for lyse nætter og berusende aftendufte. Valborgaften, eller majaften, er en af de årstidsfester, der gemmer det hellige bryllup i sine rødder. Aftenen har lang tradition for at fejres med bålblus, brændevin og almindelig løssluppenhed. Det fik for nogle hundrede år siden en præst til at klage til sin biskop at ”af de piger, der valborgnat går i skoven, kommer knap en tredjedel med æren tilbage.” Den lægende og magiske kraft i naturen regnes traditionelt for at være stærkest i tidsrummet mellem valborg og sankthans. Både i jordens vækster, i vandet og i ilden. Derfor er megen indsamling af lægeplanter og trolddomsurter foregået i denne periode. Og derfor har valborgaften og midsommernatten traditionelt været de hellige kilders største besøgstid, hvor folk er kommet for at blive lægt og næret af vandet. Og derfor tænder vi bål valborgaften og sankthansaften. I nogle egne af Norden er majaftensblusset det vigtigste, i andre er det midsommerbålet.
''Stormectige Hogborne Første, Aller Naadigste Konnge, Werdiis Etthers Kon: Matt: for Gudtz skylld naadelig att anse miig fattiig bedrøffuede Mannd, och miildeliig høre thenne min sandfærdiig berettning, dom sig saa haffuer. Jeg arme Gudtz ords thienner och Sogneprest haffuer wdj min Sogen, saa som alle tro Sogneprester her wdj Fiøn och anderstedt pleye at giørre, beflitthet mig at wiille affskaffe then wgudelii hedennske hanndell met natthelob paa Wollermisse natth, Maygiilde, gadeiild och medtsommers suermerij, som the wnnge bønderfolck pleye med groff wskiickeliighed her wdj mitt Sogen att brugge. Och ieg haffuer ther for icke alleniist aff predickestolen ther om wnderuiist och lerdt, men och saa wdj thette aar nogenn kortt tiid for Wollersmisse dag selff personnliig wdj nogre byer senndt mit wiisse bud thiill huermandtz gaard, och wennliigen laditt thennum bede, att the wiille were mig hørsom och offuergiiffue theriis Natthelob och hedenske suermerie, och skicke siig, som fromme Christne mennisker bør att giørre. Saa haffuer the dog icke wiildt werrit mig lydiig, huilckett jeg haffuer lastedt aff thennom aff predickestolen. Siiden haffue the ther offuer thiill dess større gudtz bespotthellsse och mig thiill trodtz opreist theris Maytræ paa then samme Søndag, som ieg tiilbørligen lastiidt paa then wskickeliig nattlob, som the optog emod min raad och forbud S: Wolburgis natt nyliig thiillforn. Huilcken theris trodtz och hoffmodt mod Gud och mitt Embede ieg fattige Mand icke letteliig kunde fordrage, men aff en christeliig Iffirhedt och harm emod saadan Gudtz wanære och bespotthelse lod iej afhugge samme theris Maytræ, och lod then saa ligge paa steden. Therfor, Aller Naade Herre oc Konge, forfølgiis ieg arme Mannd nu aff the gode Lodtz Eyr thill samme bye, som thette skede, med heruerck thill Landtzthing och anndre lougmoell thiill att forderffue mig medt, huis ieg icke skall nødis thiill at opthinge mod thenum, och wdj saa maade paa det høgiiste beskatthiis, endog ieg arme Mannd med thenne min harm och fortørnelsse haffuer ingen Menniske forulempidt enthen med ord eller gierning, paa Liiff eller Lem, goidtz eller ære, Wdj nogen maade, men haffuer thet giordt wdj en Christen Iffirhed emod then hedennske wesen och wgudeliig handell, som ieg icke liide eller fordrage kunde. Ther for, Aller Naade Konnge, efftherthij ieg haffuer nu inngen att thillfly wden Gud y Himmelen och Etthers Kon: Matt: beder ieg ydmygeliigste, at Etthers Kon: Matt: wiille for Gudtz skylld werdisthiill att forhielpe och fortrøste mig arme Gudtz ordtz thienere, att ieg skulle icke med heruerck tiill thinge eller opthingelsse thiill mange herskab for mig eller myne folck forarmis eller forderffuis. Saa och paa thett att andre aff thetthe Exempell skulle icke her epther y liige eller andre maade wanwurde theris Sogneprester, och theris saliige formaning och raad saa trotzeliig foracthe, Gud thiill stor fortørnellsse, och mange Christne thiill skade och forargellsse. Gud Allermecte beuar Etthers Kon: Matt: bode thiill Siell och Liiff med alle Etthers Kon: Matts Landes och Riigens wellfart: Amenn. Etthers Naadis Kon: Matts wnderdanigste thienner Jørgen Lauritzen, Sogneprest thill Wby Sogen wdj Fiønn''.
Bemerkung: Mit forsøg på en omskrivning til ''nudansk''
Bønskrift til kongen Frederik II: Stormægtige Højfødte Fyrste, Aller Nådigste Konge, Værdige deres kongelige majestæt for Guds skyld nådig at anskue mig fattige bedrøvede Mand, og mindelig høre denne min sandfærdige beretning, døm sig så herefter. Jeg arme Guds ords tjener og Sognepræst har ude i mit Sogn, så som alle tro Sognepræster her ude i Fyn og andre steder plejer at gøre, ihærdigt forsøgt mig at ville afskaffe den ugudelige hedenske handel med Natteløb På Vollermisse nat. Maj gilde gade ild og midsommer sværmeri, som de unge bønderfolk plejer med groft uskikkelighed her ude i mit sogn at gøre brug af. Og jeg har derfor ikke netop af Prædikestolen der om undervist og vejledet, men og så ude i dette år nogen kort tid før Vollersmisse dag selv personlig ude i nogle byer sendt mit visse bud til herremandens gård, og venligt ladet derom bede, at de ville være lytte til mig og opgive deres Natteløb og hednske sværmeri, og opføre sig som fromme kristne mennesker bør gøre. Så har de dog ikke ville være mig lydlig, om hvilken jeg have læst derom af prædikestolen. Siden havde de deres offer til endnu større guds bespottelse mig til trods oprejst deres maj træ på den samme Søndag, som jeg tilbørlighed læst på den uskikkelige natteløb, som de optog imod mit råd og forbud S. Wolbugis nat fornyelig hvor inden hvilken deres trods og hovmod mod gud og mit embede jeg fattige mand ikke været let at acceptere men af en kristelig ivrighed og harme imod sådan gud vanære og bespottelse lod jeg afhugge samme deres Maj træ, og lod den så ligge på stedet. Derfor Aller nådigste herre og konge, forfølges jeg arme mand nu af det gode lod er til samme by som dette skete, med retssag til landstinget og andre lovmål til at fordre mig med hvis jeg ikke skal nødes til at frem tvinge mod derfor, og ude i så måde på det højeste skal beskattes, endog jeg arme mand med denne min harme og fortørnelse har ingen menneske forulempet hverken med ord eller gerning på liv eller lemmer, gode eller ære, ude i nogen måde, men har det gjort ud i en kristen ivrighed imod det hedenske væsen og ugudelige handel, som jeg ikke kunne lide eller fordrage. Derfor, Aller nådigste konge, efter her i jeg har nu ingen at tilflugt uden gud i himlen og deres Kongelige majestæts beder jeg ydmygt, at deres kongelige majestæt ville for guds skyld velvilligt at hjælpe og fortrøste mig arme guds ords tjener, at jeg skulle ikke med retssag ved tinget eller opsigelse til mange herskab mange herfor mig eller mine folk forarmes eller fordærves. Så og på det at andre af dette Eksempel skulle ikke her eller i lige eller andre måde vanære deres sognepræster, og deres saglige formaning og råd så trodselig at foragte, gud til stor fortørnelse, og mange kristne til skade og forargelse. Gud Aller mægtigste bevar deres kongelige majestæt både til sjæl og liv med alle deres kongelige majest��ts Landets og rigets bedste: Armen. Deres nådigste kongelig majestæts underdanigste tjener Jørgen Lauritsen, sognepræst til Udby sogn ude i Fyn.
34 Tiendeydere. Annex var Wiby, er affbrot. Aar 1589 den 8de Oktbr. Kl. 8 [visiterede jeg]. Om Natten der, min Hustru og Datter Marine. Hf. Jørgen Lauritszen fra Middelfart, rig. Hans Hustru Anna, Datter af Hr. Hans i Brenderop. 2den Gang gift; med den første [Hustru] 5 [Børn], en, Johannes, studerer; med den anden [ligeledes] 5. Han prædikede ikke paa Grund af Sygdom, jeg holdt Prædiken. Degnen Jørgen. 2Yz Ort.; giver til Skolen 2 Mk. Begge godt Skudsmaal. Kirken tornet, (lang) met Bly alt vden Tornet paa nordre Side. Fielelofft * alt vden i Tornet. 2 Altere neder. Tafflen: Christi Korsfæstelse, mange Billeder i Historien; paa Fløyelen * Aposteler. Prædi-kestoel neden Choret. Fonten neder Cho-ret. 2 Cloker i Thornet, 2 smaa offuer Choret i et lidet Offuerheng. Skrefftestol. Degenstoel. Kirkelade passelig. Kirkegordsmur met Kamp. Vr Kirkegord. Alle Bøger. Mølle: Wibi Mølle, 2 Queme. Wiby Aa eller Ouby Aa.
Bemerkung: Historiske undersøgelser om sognet i 1700-tallet fortæller, at der i kirken var en sten med følgende gravskrift: ''Her ligger begraven sal. hr. Jørgen Lauritzen som var præst i Rones og døde aar 1602''. Præstegården lå i Ronæs og kirken i Udby. Byerne Viby og Rolund hørte også til sognet.
Veröffentlichung: Anetavle for Jens Pertou Haahr Nielsen Green (1865-1956) : anelinier tilbage i områderne omkring Kolding 1360, Ribe 1480, Middelfart 1500, Ringkøbing 1530 og Varde 1290, Trekantsområdet 1480 : med aneparrenes kendte børn og det personalhistoriske stof omkring dem / af John Helt Green. - [Vedbæk] : [John Helt Green], [2001]. - 210 sider : ill. ; 30 cm
Bemerkung: Digteren Holger Drachmann er efterkommer af Jørgen Lauritzen. Bemerkung: Mini-biografi: Holger Henrik Herholdt Drachmann.
Født 9. oktober 1846 i København. Død 14. januar 1908 i Hornbæk. Han blev student i 1865 og foretog en sørejse til Skotland og Spanien, hvor han blev bevidst om sine evner som maler. I 1871 fik han kontakt med engelske socialister og sendte revolutionære artikler hjem til \'\'Nyt dansk Maanedsskrift\'\', før han året efter debuterede med fortællingerne Med Kul og Kridt samt en digtsamling. Den antiborgerlige retning fortsatte i 1875 med prosabogen I Storm og Stille, samt digtsamlingen Dæmpede melodier. Men i den selvbiografiske roman En Overkomplet fra 1876, er der en mere inderlig og indadvendt tone. En ny kærlighedsperiode 1876-78 inspirerede til de ypperlige digtsamlinger Sange ved Havet Venezia, Ungdom i Digt og Sang samt Ranker og Roser fra 1879. Rejseskitser fra Sønderjylland samlede han i Derovre fra Grænsen, som i 1877 blev en betydelig publikumssucces. I 1885 skrev han eventyrspillet Der var engang, som med den romantiske musik af P.E. Lange-Müller, blev opført på Det Kgl. Teater med stor succes og stadig hører til vor nations klenodier med bl.a. \'\'Midsommersangen\'\'. En stormende forelskelse i 1887, i en københavnsk sangerinde Edith, inspirerede bl.a. til dramaerne Renæssance og Vølund Smed samt Dansen paa Koldinghus. I det nye århundrede kom digtsamlingen Broget L��v og den dramatiske fortælling Kirke og Orgel fra 1904. Kilde: http://www.gravsted.dk
Ahnendiagramm
Familienbuch Diagramm
Kreisdiagramm
Lebenspannenanzeige
Nachfahrenbaum
Pedigree Map
Sanduhr-Diagramm
Stammbaum
Statistiken
Verwandtschaftsberechnung
Archive
Familien
Familienzweige
Gemeinsame Bemerkungen
Hierarchie der Orte
Multimedia
Personen
Quellen
Tag zeigen
Normale Suche
Kontakt für technische Fragen
Datensatz dem Sammelbehälter hinzufügen
