Christen Jensen Lodberg  ‎(I241)‎
Navn:
Christen Jensen Lodberg

Køn: MandMand
      

Født: omkring 1660 45 Nørre Røjklit, Ny Sogn, Hind Herred, Ringkøbing Amt, DNK
Død: mellem 1723 og 1732 ‎(Alder 63)‎ Søndervig, Ny Sogn, Hind Herred, Ringkøbing Amt, DNK
Fakta og detaljer om personen

Født omkring 1660 45 Nørre Røjklit, Ny Sogn, Hind Herred, Ringkøbing Amt, DNK


Vis detaljer Note: IGI Individual Record FamilySearch™ International Genealogical Index v5.0
Denmark
Search Results | Download | Pedigree

--------------------------------------------------------------------------------


Christen Jensen Lodberg
Male Family


--------------------------------------------------------------------------------
Event‎(s)‎:
Birth: About 1660 Nysogn, Ringkobing, Denmark

Christening:
Death:
Burial:


--------------------------------------------------------------------------------
Parents:
Father: Jens Pedersen Lodberg Family


--------------------------------------------------------------------------------
Marriages:
Spouse: Mrs. Christen Jensen Lodberg Family


--------------------------------------------------------------------------------
Messages:
Record submitted by a member of the LDS Church. The record often shows the name of the individual and his or her relationship to a descendant, shown as the heir, family representative, or relative. The original records are not indexed, and you may have to look at the film frame-by-frame to Finlandd the information you want. A family group record for this couple may be in the Family Group Record Collection; Archive Section. ‎(See the Family History Library Catalog for the film number.)‎ These records are alphabetical by name of the father or husband.


--------------------------------------------------------------------------------
Source Information:
Film Number: 456530
Page Number:
Reference number:


--------------------------------------------------------------------------------

© 1999-2002 by Intellectual Reserve, Inc. All rights reserved. English approval: 3/1999
Use of this site constitutes your acceptance of these Conditions of Use ‎(last updated: 3/22/1999)‎.
Privacy Policy ‎(last updated: 11/24/2004)‎. 27 ­http­://­www­.­familysearch­.­org­ v.2.5.0

Erhverv Fæster,strandfoged & fisker i Søndervig
Død mellem 1723 og 1732 ‎(Alder 63)‎ Søndervig, Ny Sogn, Hind Herred, Ringkøbing Amt, DNK

Sidst ændret 27 april 2009 - 07:36:00
Vis detaljer for ...

Forældre  (F333)
Jens Pedersen Lodberg
1615 -
Christen Jensen Lodberg
1660 - 1723

Nærmeste familie  (F96)
frue Christen Jensen Lodberg
1664 -
Jens Christensen Lodberg
1693 - 1781
Karen Christensdatter Lodberg
1696 - 1762


Noter

Note
Navnet paa Christen Jensen Lodbergs hustru kendes ikke, men der kan ikke herske tvivl om, at hun ved ægteskabets indgåelse har været enke efter en Peder N.N., idet Christen Jensen Lodberg i skattemandtalslisterne for årene 1697-1700 opføres med sønnerne Oluf og Jens, og da Christen Jensen Lodberg endnu var ugift i 1692, men må være blevet gift umiddelbart efter, kan han vanskeligt have haft hjemmeværende børn i den skattepligtige alder så tidligt som 1697-1700. Den ene af de to nævnte stedsønner, Jens Pedersen, figurerer i øvrigt i justitsprotokollen i både 1696 og 1698. Førstnævnte år indstævnede han Mette Jensdatter af Sdr. Røjklit for hendes ''løgnagtige beskyldninger og usandfærdige bekendelse'', i forbindelse med at hun havde udlagt ham som barnefar. I 1698 var Jens Pedersen anklaget for ulovligt at have taget færgemanden Peder Hansens færgebåd. Han oplyste for retten, at han havde ventet på at blive færget over i ½ time, hvorefter han selv havde taget båden og benyttet den til overfarten. I øvrigt henholdt han sig til, at hans stedfader Christen Jensen Lodberg havde en aftale med færgemanden om, at hans folk skulle færges over, så snart de kom til færgestedet, uanset om det var dag eller nat.
Som nævnt må Christen Jensen Lodberg være blevet gift 1692-1693, og omtrent samtidig eller muligvis lidt før ses han at have overtaget fæstet på en gård i Søndervig af hartkorn 2 tdr. 1½ alb. Gården havde tidligere været bortfæstet til en Jens Pedersen, men om denne var far til Christen Jensen Lodbergs hustru eller til hendes første mand, vides ikke.
Den gård, som Christen Jensen Lodberg omkring 1690 overtog, er stadig i slægtens besiddelse, idet den er gået i arv fra far til søn gennem næsten 300 år.
I sin artikel om slægterne Lodberg fra Holmsland fortæller Thorvald Lodberg bl.a.:
''Skulde det være gaaet efter Lovens Bogstav, var Christen Lodberg aldrig bleven Gaardmand i Søndervig paa Holmslands Klit; thi Klitten var fra Arilds Tid udlagt som Holmboernes Forte, Fælled og Fægang, ingen maatte bygge og bo her, ingen maatte inddige eller indgrave Grønjorden til Enemark, og gentagne Gange stadfæster Kronen Privilegiet. Forbudet mod Indtagelse af Grønjorden respekteredes ikke, men overtraadtes Gang paa Gang; man ser ogsaa, at Kronen samtidig med, at den stadfæster Privilegiet, modtager Indfæstningsafgift, naar et Bosted skiftede Fæster. Omkring Enevældens Tid var man kommen saa vidt, saa der skelnedes mellem Fællesjorden og Bosteder, og Kongen pantsætter nu Klitten, med Undtagelse af nogle faa Steder i Houvig, til Otto Krag paa Voldbjerg, hvis Enke og Arvinger 1667 fik Skøde paa Klitten. Nu opstod der Interessemodsætninger mellem Voldbjerg paa den ene Side og Søgaards og øvrige Hartkornsejere paa Holmsland paa den anden Side. Voldbjergs Ejere gav deres Fæstere Tilladelse til at inddige ny Grønjord naar den gamle Ødelagdes af Sand- eller Vandflugt, hvorved de stod uden Husly og Eksistensmuligheder. Søgaard og de Øvrige Hartkornsejere var interesserede i, at deres Fæstere havde uhindret Adgang til Fædriften paa Klitten, for selv om de ødelagte Jorder udlagdes til Fællesdrift for de indtagne, og nogle af disse med Aarene atter blev brugbare, saa var det en Forringelse af Græsgangen. Derfor generede Holmboerne ofte Klitboerne, f. Eks. ved at køre mange Læs Sand og Havsten ud paa de nyindtagne Jorder. Saa opstod der Retssager, der indbragtes for Herredstinget, indtil der endelig i 1725 opnaaedes Forlig mellem de interesserede Parter.
Naturkræfterne rasede. Ikke alene Huse og Jorder Ødelagdes, men hele Byer udslettedes. Saaledes vides, at hvor Klitbyerne Haurvig og Lyngvig laa i Midten af det 17. Aarh., er nu enten Klitter eller Hav, men nye Byer opstod paa de skaanede Grønjorder. Abildgaard beretter 1772 fra sin Rejse, at naar Østenvinden bortførte Sandet, kunde der udfor Havstokken i Sdr. Lyngvig afdækkes Rester af en By med Brønde, Skorstene, Mursten, Potteskaar og Trærødder, der ligesom var afkappede. Den i 1936 afdøde Strandfoged, Christen Fjord Sørensen i Houvig har fortalt, at Havet i hans Tid tog en stor Klit oppe i Houvig, hvorved der afdækkedes Rester af Pløjeland, en Tønde, der var nedsat som Brønd ved et Havedige samt Rester af Skov; kort efter tog Havet ogsaa dette. Hans Søn, Gaardejer Anders Lodberg Sørensen, fandt 1915 en Stenøkse i Klitten; et Vidne om Stenalderens Beboelse.
Den 27. Januar 1723 stod gamle Klitboere frem paa Herredstinget for at vidne om de Omkalfatringer, Klitten havde været udsat for i deres ''Mindetid''. Blandt disse var den 63-aarige Christen Lodberg i Søndervig, der forklarede, at han var født i Rødklit, men havde været bosat i Søndervig i 33 Aar, hvor han nu havde ophold hos Sønnen, som havde fæstet Stedet. I hans ''Mindetid'' var Haurvig By og to Steder i Aargab flyttet, fordi Sandet gik op over Husene, og hvor Husene laa, var nu Klitter.
Lodberg lærte hurtigt Klitboens Moral. Vi ser det, da han den 15. December 1700, en halv Snes Aar efter han havde overtaget Gaarden, indstævnes for Retten, fordi han ligesom andre Klitboere havde inddiget et Stykke Grønjord øst for Gaarden og en Lukke Nord for Gaarden.
Landgildet betalte han i Fisk med 10 Torsk og 100 Hvillinger, hvoraf man kan slutte, at Fiskeriet var Hovederhvervet. Derfor kunde han ikke lade Chancen gaa fra sig, da Langfredag 1697 indtraf med godt Vejr, han lod sig friste til med sine Folk, hvoriblandt Broderen og en Stedsøn, at tage paa Havet, hvorved han begik Helligbrøde; men en Trøst maa det have været, at andre Klitboere samme Dag lod sig friste til at tage på Havet i Stedet for at gaa i Kirke, ja endog Sognefogden kunde ikke staa imod. Efterspillet foregik for Herredstinget, men Sagen synes at være døet hen.''
Den 25. juli 1717 strandede et norsk skib paa Holmsiand, og store dele af strandingsgodset drev ind paa Christen Jensen Lodbergs len i Søndervig, hvor det under stor tumult blev beslaglagt af egnens beboere trods strandfoged Christen Jensen Lodbergs protester. Om hele denne sag fortæller Alfred Kaae i ''Vestjyske godsejere og deres bønder'' følgende:
''Voldbjerg ejede en stor forstand ved havet, og med den fulgte mange fordele og mange ulemper. Der forliste i sejlskibenes tid mange skuder på Jyllands vestkyst. Den 25. juli 1717 blev det ''de Marie''s tur. Skibet hørte hjemme i Drammen i Norge og sejlede først i april ud fra denne by sammen med et andet skib med trælast til Cork i Irland.
Som fragt til hjemrejsen lastede de i særdeleshed smør, 535 fjerdinger. Desuden havde de sålelæder, fjer, salt, kød o.l., de havde også et par får, nogle kalkuner og gæs, ænder og høns.
Skipperen hed sådan noget som Henry Arvesen, han lader ved søforhøret sin styrmand Peter Lysten af Drammen fortælle om rejsen og forliset: Skibene gik ud af Corks havn den 14. juli og satte kurs gennem Sydkanalen med en god sydvestvind. Den 21. blæste det op til storm af v-nv, og skibet sprang læk ud for sydsiden af Doggerbank. Stormen varede i to dage, så kom der en dag med rolig vestenvind, og de sejlede deres koes; men den 24., da de var ud for ''Jyske ref'', begyndte der en stor storm af n-v, og skibet blev mere læk, så de ikke kunne ''holde den fri med to pumper''. Dagen efter gik vinden en streg mere til nord, ''og lækken holdt ved, så vandet gik over ballasten''. De loddede dybden til 25 favne og var ''på det yderste ref, hvor de blev nødt til på grund af stormen og den store læk at svingle for vinden for at frelse deres liv''. Så stødte skibet da første gang, men de kom over revlen, og skibet blev sat på grund i strand kanten og blev slået i stykker, inden de alle kom i land, så de måtte bjærge nogle af folkene på skibsflagerne. Det var en søndag ved middags tid. Der var allerede folk på stranden, og flere kom der. Nogle hjalp til at bjærge de sidste mænd i land.
''de Marie'' var strandet på Voldbjerg forstrand i Jens Iversens len, men strandingsgodset spredtes af strømmen sydpå til Chr. Lodbergs len i Søndervig. Skete den da for øjnene af nogle tusinde badegæster? Nej, det var ikke så vel: Holmboerne så skibet, da det kom ind paa stranden. Før masterne vælte de, og skibet skiltes ad, kunne de ses over klitterne, så ingen holmbo var i tvivl om, at nu kom der en stranding ind. Eftermiddagsgudstjenesten i Nysogns kirke blev næppe gennemført på normal vis. Folk strømmede til fra hele Holmsland, ridende og kørende.
Og det, der nu i det følgende døgn skete paa stranden og i klitterne, trodser enhver beskrivelse. Det er ligefrem som en illustration til den ældgamle karakteristik af vestkystens folk, at ''de leve kristelig og ernære sig af vrag''. Da skibet blev slået i kvas, væltede smørfjerdinger, kødtønder og andet fra lastrummene ud i det stormpiskede hav. Sejl, liner og tove, vragtræ af alle slags blev af brændingen, stormen og strømmen slynget i land, suget ud igen i brændingens rullende vandmasser, tumlet og væltet imellem hele og ituslåede smørfjerdinger, af en kæmpebølge kastet langt op på land eller ført ud af sug og strøm for lidt længere mod syd at blive hvirvlet ud og ind, kastet op, splittet og knust. Vraggods over et par kilometer strand i hvinende skumsprøjt. Her var langt mere at bjærge, end en halv snes udmattede søfolk kunne overkomme. Lad os høre, hvad sømanden videre fortalte:
Da de var kommen i land, bjærgede de deraf det meste, ''dennem muligt var'', og der var en stor del folk på strandsiden, som borttog en del strandingsgods, som var strøet langt fra dem; men hvad der kom ind på stedet, blev af søfolkene og strandfogderne sanket sammen og bevaret, og det er 77 fjerdinger med bund i, hvoraf nogle i retten, som var sat i Christen Lodbergs gård i Søndervig, blev slået op, men smørret var forurenet af indskyllet sand, så det ikke kunne regnes for købmandsgods, før det blev skrabet, skåret og omæltet. Desuden var der 40 stumper, som bunden er gået af, og som var endnu mere fordærvet af sand. Der var nogle sække fjer, nogle huder og noget stof. Der var noget tovværk, et anker og noget sejl og vrag. Styrmandens beretning blev bekræftet af ni andre søfolk med bådsmanden i spidsen.
Desuden tilstod skibsfolkene, at de så en stor del folk, som borttog en stor del af, hvad søfolkene bjærgede, gods, klæder og andet og bar op i strandbakkerne, hvor de havde heste og vogne, og bortførte det, skønt skibsfolkene gjorde, hvad de kunne for at værne godset. Kaptajnen lånte en hest af strandfogeden og red omkring på. Hvor han var, blev røveri forhindret, men så snart han red et andet sted hen, så tog de, som de ville, indtil strandingsfuldmægtigen kom, så hjalp det.
Fire Strandfogeder: Christen Lodberg og Lars Jensen af Søndervig, Laurids Miltersen og Iversen af Houvig vidner ligeledes, at de mange folk på stranden begik stor urigtighed. Strandejeren og hans fogeder havde altså gjort, hvad de kunne for at stå de strandede bi, og det stod nu til fuldmægtigen, ridefoged Anders Andersen Lund at få opklaret, hvad der egentlig var sket på stranden og få de skyldige til at bøde.
Dette skete ved et retsmøde midt i august. En af strandfogederne fortalte da, at han søndag om morgenen havde været ved havet, men der var intet at se. Han tog til kirke og skulle om ad Søgaard med tiendefisk, og da han skulle derfra og kørte til kirken, da så han sejleren på havet. Da han kom til kirken, kunne han se, at skibet stod i land. Han bad da de andre strandfogeder, om de ville følge med ham til skibet det snareste, de kunne. Da de kom lidt vesten kirken, så de, at skibet skiltes ad. Ved Grønne så de en hel hob bæster og folk i massevis oppe i klitbakkerne og i løb af havet til. Da de kom til havet, så de mangfoldige, som begik stor uskikkelighed, idet de løb ved stranden og tog både smør, tove, træ, spil og andet, og når de var efter dem, så løb de op ad bjergene og kastede, hvad de havde, og når de så var derfra for at hindre andre, så kom de og tog det bort. De tog også fra skibsfolkene. En af disse fik en hest. Han red det, han kunne, men det hjalp kun lidt.
De fleste folk var af Holmslands sogne. Han så Jørgen Mogensen gå op i bjergene med en fjerding smør, men kunne ikke nå ham. Jens Christensen i Sønderby havde en fjerding med på sin hest. Anders Lybæk i Gammelsogn havde nogle stykker træ af vraget på sin vogn oppe i bjergene, og noget lå derved. Til ham sagde han, at det var ulovligt, og han hugmærkede i træet. Da han ville køre det til havet igen, sagde strandfogeden, at det var ham lige kært, hvor han kørte hen med det. Laurids Skræder i Gammelsogn stod også i bjergene med 6 stykker træ, og han bad om lov at beholde det, men strandfogeden sagde, at selv om han kørte det til havet, gav han ham ingen få lov til det. Peder Christensens søn i Bandsby holdt i strandbakkerne med heste og vogn og havde et læs skibstræ ved vognen og noget på den. Og i bjergene lå adskillige steder dynger af træ, som der lå folk ved, men han så ikke, hvem der fik det.
Laurids Miltersen så Laurids Knudsen i Røjklit tage en fjerding smør ved stranden, og han gik ad bjergene til med den. Niels Smed i Provstgaard red på sin hest med en fjerding. Niels Nielsen i Røjklit løb med en fjerding op i bjergene. Hans Nielsen i Røjklit og Mads i V. Ræjklit løb med hver en fjerding, og oppe i klitterne lå Jens Christensens kone, Anne, ved tre fjerdinger, men han vidste ikke, hvor de blev af. Iver Kiergaards søn havde tre i et hul i bjergene og kom med den fjerde og lagde ved, men ved ikke, hvor de blev af. Han så også Peder Poller komme kørende med et læs smør fra havet.
Strandlangs så han, folk løb og bjærgede op fra havet men han var for langt borte, så han kunne ikke kende dem. De hug jernet af træet, så de gjorde større skade på det, end jernet var værd.
Strandfoged Christen Lodbergs søn, Jens, opdagede strandingen, da han så, hvorledes folk kom kørende. Han gik så til havet, men da var skibet gået i stykker, og folk tog i mangfoldighed deraf og bar op i bjergene, og han gennede vel ikke side af dem, men det kunne ikke hjælpe. Skibsfolkene bad ham da hente en vogn, så han kunne hjælpe dem at bjærge så meget som muligt, men folkene tog fra dem, hvad de kunne, og løb i bjergene med det. Han så Jens Kiergaard og hans pige på hver sin hest ride fra havet, og de havde begge en smørfjerding hos sig på hesten.
Karen Christensdatter saa ligeledes de mange folk, der tog både træ, tovværk, sejl og andet og gik i bjergene med, og de sagde til dem, de skulle lade det være og gå deres vej, for nu kom Anders Andersen, men de sagde: ''Lad ham komme''. Anders Iversen i Klegod kom til havet, før alle skibsfolkene var i land, og han var med at hjælpe de sidste i land. Da var der allerede mange folk på stranden. Han hjalp skibsfolkene med at bjærge, men folk tog det fra dem, så snart de gik fra det bjærgede. Selv bjærgede han tre fjerdinger, og da han ville hente det, så havde de taget det. Peder Jensen af Sønderby hug en del tov af masten og bar det op i klitten. Og han sagde til dem, at de for Guds skyld skulle lade det være; men de agtede det ikke og sagde til ham, at han kunne jo tage noget også.
Anders Andersen Lund spurgte et af vidnerne, om han ikke havde sagt ved Voldbjerg mølle, at skulle det sådan gå til, som det gik til der, da var det helt ilde at omgås folk, og da kunne enhver gøre, som de ville. Jo, det havde han sagt.
Peder Madsen i Houvig vandt, at han sagde til dem, som stod og kappede tovværket af, at det skulle de lade være med, det ville bekomme dem ilde. Da sagde de, at det kom ikke ham ved; det var jo ikke hans, han havde ikke lagt det der. Og skibsfolkene blev kede af at bjærge, da de ikke kunne holde folk fra at løbe med det.
Laurids Jensen og hans kone, Margrete Graversdatter af Søndervig, var også på stranden. De fulgtes med Christen Lodberg, og de prøvede at jage folkene bort, men der var så mange både af Holmsland og Stadilø. Dog mente han, at der ikke blev synderligt borte i hans len; men han så, at Peder Vistesen fra Stadilø kom med to jernnagler. Konen havde set, at nogle kvinder tog noget skident smør og nogle stykker lys, som de samlede op ved stranden, men der var mange folk. Niels Jensens hustru i Houvig hed Boel. Hun vandt, at hun havde set en del af de før nævnte. Hun havde også set Jens Christensen og kone i 5. Røjklit i bjergene med tovet og fjerdingerne, og så kom deres grande Christen Simonsen, der også havde et stykke tov, og der var mange, som stod og kappede på sejl og tov.
Søren Nielsen havde været i Ringkøbing og kom til havet ved solens ned gang, og der var mange vogne i fjordbjergene. De ''havde lagt fra'' vognene og var oppe i havbjergene, og der kom en del folk fra havet; de havde noget skident smør i deres forklæder og skørter, men han kendte dem ikke. Gravers Jørgensen og kone fra Stadilø kendte han, de kom bærende med noget vragtræ.
Det lyder lidt mærkeligt med de gode klitboers ukendskab til alle de mange mennesker; men måske var folkemylderet så overvældende, at de ikke kunne huske den ene for den anden. Laue Tarbensen kunne dog huske, at Jens Pallisen i Sønderby og hans datter Else gik og bar nogle stykker smør og noget træ op i deres ''haufboe''.
Milter Andersen fandt ikke noget i sit eget len; men da han kom i Chr. Nielsens len, så bjærgede han 5 fjerdinger af havet. Det var jo en sommerdag, og han trak da af sit livstykke og lagde det ved smørfjerdingerne. Men da han gik efter noget andet, så tog de både smørret og livstykket.
Mogens Andersen havde set, at Las Iversen af Kiergaard kørte ad Holmsland til med et læs vragtræ. Bag i vognen sad Karen Christensdatter paa en smørfjerding. Søren Jensen af Klegod kunne nævne Sylvester i 5. Røjklit, Lisbeth Lauridsdatter af samme by, Laurids Pedersens døtre, Maren og Sidsel. Ved aftenstid så han Chr. Skovbo i præstegården sidde på en flage og skære i noget sejl. Han så også Peder Davidsen sidde og stikke nogle kavringer og nogen stykker lys i en sæk. Lille Jespers kone og Ane til Jens Graversens gik og samlede smør op. - Sådan kunne vi blive ved; op ad eftermiddagen kom både ridefogeden fra Voldbjerg og forpagteren, kaptajn Hans Leth, der skulle have en del af strandingsindtægterne, og så var det, som der lagdes en dæmper på den alt for livlige bjærgning. Det var dog umuligt at kontrollere hele den lange klitstrækning. Men en del af folkene blev taget på fersk fod, og deres navne blev noteret; de skulle svare til det, de havde. Det gjaldt om at få så mange af de bjærgsomme folk noteret som muligt.
En del af vognene slap dog nok hjem uden at blive skrevet op. Således så Chr. Nielsen halvanden time før solnedgang, at fem vogne kørte over Sanden syd for Brøllund, men han kendte dem ikke. Ridefogeden tvang Niels Christensen i Sønderby til at læsse ti stykker træ af ved en gård på klitten, men noget småtræ lod han dem køre med. Niels Jensen i Gammelsogn kom ærligt til et læs, som han fik af Mathis, Anders Andersens broder, og kaptajnens karl, fordi han kørte med dem fra Ringkøbing og lånte dem sin hest at ride på i klitterne, da de så de mange vogne med træ på. Nogle rendte fra deres vogne, når de så folkene fra Voldbjerg, men de måtte i regelen give sig til kende. Nogle købte da træet, mens andre blev skrevet op.
Hele aftenen og natten med holdt de beredne karle fra Voldbjerg ud i klitterne sammen med strandfogederne. Der faldt nogle enkelte rap af pisken, da stranden blev renset men skibsfolkene kunne også fortælle, at når de ville op i klitten for at få de røvede ting tilbage, så blev de truet, og en af dem fik ''en ræk'' af dem, han ville tage smørret fra.
Endnu i dagningen kom der vogne fra klitterne, hvoraf nogle slap væk, mens andre blev noteret. Somme bønder søgte senere Anders Andersen Lund i Nørkjærgaard for at handle af med ham, inden der blev en retssag ud af det.
Hen på efteråret blev alle beboere på Holmsland og Stadilø, både gårdmænd, bolsmænd, husmænd og indester såvel som enker med deres lavværger, børn og tjenestefolk stævnet for retten, og det var mange flere, end den tredive stykker, som her er nævnt.
Da en temmelig stor del af de indstævnte hørte under Søgaard, blev der gjort akkord med dette gods om at afgøre sagen for dets bønder med 110 rdl. Ellers var prisen for en fjerding smør 3 rdl. + sagsomkostninger. Endnu i 1721 er pengene ikke alle inddrevet. Om nogen egentlig straf for det ret grove strandrøveri hører man ikke. Ej heller forlyder der noget om, hvor meget af det inddrevne beløb, der tilfaldt den skadelidte skipper og hans redere.
Det var ellers strandejerens rettighed at forhandle med den strandede skipper eller hans reder om bjærgningen. Mens en sådan forhandling stod på, skete det i 1699, at en flok vagtmænd fra Ringkøbing efter en nats svir på et indstrandet skib gav sig til at skyde med en lille skibskanon, hvorved skipper Peder Andersen fra Ringkøbing kom for skade at stå for nær ved kanonmundingen, da skuddet gik af. Han kunne ikke stå for skud og gik hovedkuls i havet. De så ham aldrig mere. Formanden for dette vagtmandskab var dog ikke mere ked af det, end at han fjorten dage senere med sin båd ved nattetide sejlede over og stjal en dynge elsdyrhuder ud af strandfogedens lade og bragte dem til Ringkøbing. Heller ikke dette kup gik af uden eftersrnæk, han måtte pænt bringe huderne tilbage.''
''1723 var Christen Lodberg, som meddelt foran, blandt Vidnerne, der skulde afgive Forklaring om Klittens Beboelser og om Fædriften, og samme Aar faar vi fortalt, at Broderen boede hos ham. Hvorledes hans Økonomiske Forhold var, har vi ingen Efterretninger om, men han synes at have svaret enhver sit, da han ikke er fundet indstævnet for Restancer til Husbonden, heller ikke da Magister J.C. Eilertz indstævner Klitboerne til at møde for Herredstinget den 3. August 1698 for Restancer, var Søndervigs Beboere nævnt i Indstævningen.'' ‎(Thorvald Lodbergs artikel)‎.
Af børn efter Christen Jensen Lodberg kendes foruden sønnen Jens, født 1693, endvidere blot datteren Karen, født ca. 1696.
Født IGI Individual Record FamilySearch™ International Genealogical Index v5.0
Denmark
Search Results | Download | Pedigree

--------------------------------------------------------------------------------


Christen Jensen Lodberg
Male Family


--------------------------------------------------------------------------------
Event‎(s)‎:
Birth: About 1660 Nysogn, Ringkobing, Denmark

Christening:
Death:
Burial:


--------------------------------------------------------------------------------
Parents:
Father: Jens Pedersen Lodberg Family


--------------------------------------------------------------------------------
Marriages:
Spouse: Mrs. Christen Jensen Lodberg Family


--------------------------------------------------------------------------------
Messages:
Record submitted by a member of the LDS Church. The record often shows the name of the individual and his or her relationship to a descendant, shown as the heir, family representative, or relative. The original records are not indexed, and you may have to look at the film frame-by-frame to Finlandd the information you want. A family group record for this couple may be in the Family Group Record Collection; Archive Section. ‎(See the Family History Library Catalog for the film number.)‎ These records are alphabetical by name of the father or husband.


--------------------------------------------------------------------------------
Source Information:
Film Number: 456530
Page Number:
Reference number:


--------------------------------------------------------------------------------

© 1999-2002 by Intellectual Reserve, Inc. All rights reserved. English approval: 3/1999
Use of this site constitutes your acceptance of these Conditions of Use ‎(last updated: 3/22/1999)‎.
Privacy Policy ‎(last updated: 11/24/2004)‎. 27 ­http­://­www­.­familysearch­.­org­ v.2.5.0
Historisk ­http­://­www­.­kb­.­dk­/­udstillinger­/­astroweb­/­Observatorier­/­Brand1728­.­html­

View Notes for ...


Kilder
Der er ingen kilder knyttet til denne person.

View Sources for ...


Billeder- og medier
Der er ingen billeder eller andre medier knyttet til denne person.
View Media for ...


Forældre og familie
Far
Jens Pedersen Lodberg ‎(I695)‎
Født omkring 1615 40 Lodbjerggård, Røjklit, Ny Sogn, Hind Herred, Ringkøbing Amt, DNK
nr.1
Christen Jensen Lodberg ‎(I241)‎
Født omkring 1660 45 Nørre Røjklit, Ny Sogn, Hind Herred, Ringkøbing Amt, DNK
Død mellem 1723 og 1732 ‎(Alder 63)‎ Søndervig, Ny Sogn, Hind Herred, Ringkøbing Amt, DNK
Personens familie med frue Christen Jensen Lodberg
Christen Jensen Lodberg ‎(I241)‎
Født omkring 1660 45 Nørre Røjklit, Ny Sogn, Hind Herred, Ringkøbing Amt, DNK
Død mellem 1723 og 1732 ‎(Alder 63)‎ Søndervig, Ny Sogn, Hind Herred, Ringkøbing Amt, DNK
4 år
Hustru
 
frue Christen Jensen Lodberg ‎(I242)‎
Født omkring 1664 Ny Sogn, Hind Herred, Ringkøbing Amt, DNK
nr.1
Søn
Jens Christensen Lodberg ‎(I237)‎
Født omkring 1693 33 29 Søndervig, Ny Sogn, Hind Herred, Ringkøbing Amt, DNK
Død 1781 ‎(Alder 88)‎ Søndervig, Ny Sogn, Hind Herred, Ringkøbing Amt, DNK
3 år
nr.2
Datter
Karen Christensdatter Lodberg ‎(I1107)‎
Født 1696 36 32 Sønder Lyngvig, Ny Sogn, Hind Herred, Ringkøbing Amt, DNK
Død omkring september 1762 ‎(Alder 66)‎ Sønder Lyngvig, Ny Sogn, Hind Herred, Ringkøbing Amt, DNK