Notitie: 13. September. Hafde Hr. Anders Madsen Staby, Sogneprest til Staby Meenighed, Bryllup udi Hattinge udi Nørrejylland med Anna J ørgensdatter, Hr. Jørgen
Jørgensens, loci Pastoris ac Præpositi Daatter. Kilde: Personalhistorisk Tidsskrift 1928, 9. rk., 1. bd. - Uddrag af Biskop Jens Bircherods Dagbøger 1658—1707. Ved H. Hjorth-Nielsen.
Afkald fra Mads Andersen Staby for arv efter far [Anders Madsen, præst i Staby, død oktober 1687 lbnr.4] til stedfar Albert [Villadsen] Grove, præst sst.
Ulfborg hr., Ringkøbing amt, Ribe stift. Nordvestjylland. Apsis, kor og skib menes bygget o.1200 af fint tilhuggede granitkvadre med bånd af den mørke jernal. Skibet er ikke i forbandt med kor og apsis, lokalhistorikeren Alfred Kaae mener, at skibet er bygget først, hvilket dog ikke kan påvises, men der har næppe været stor tidsafstand mellem opførelsen af skib, kor og apsis. I korets sydmur ses en tilmuret præstedør. Syddøren er stadig i brug, norddøren fungerer nu som indgang til gravkapellet, i norddørens karm har man fundet runeindskrifter, som ikke giver mening. Skibet er senere forlænget mod vest, muligvis med et tårn og et herskabspulpitur. Det nuværende tårn, våbenhuset mod syd og gravkapellet mod nord stammer fra slutningen af 1400-tallet. Tårnet har haft spir og fire gavle i lighed med tårnet i Husby, denne type kaldes Tørning-typen. I 1719 faldt tårnets gavle ned under en storm, hvorefter tårnet fik sit nuværende sadeltag. Kirken blev gennemgribende istandsat i 1989-90.
Den mørke jernal er sjælden i Jylland, i andre jyske kirker ses enkelte sten brugt som udsmykning. Benyttelsen af den mørke jernal som bånd i muren og mønster i buer minder om italienske middelalderkirker, bl.a. i Siena. I korets nordmur ses dybe striber i jernalsbælterne, de menes at stamme fra plovjern, som man strøg på kirkemuren for at få Guds velsignelse til arbejdet i marken. I tårnets murværk mod nord ses en reliefkvader med et dyr, der tolkes som en hest. Det må have været bekosteligt at skaffe det store antal jernalsten til kirkebyggeriet i Staby. Hvorfra de mange kvadre af jernal stammer, kan man ikke forklare, stenarten er formodentlig ført til Danmark under istiden, men man kender ikke stenartens hjemsted og området omkring Staby er ikke rig på denne stenart, muligvis har man samlet disse sten fra et større område blandt de stenbunker, der har ligget efter flere tusinde års opdyrkning af landet.
Apsis har dobbeltsokkel med attisk profil og skråkant, seks rundbuede blindarkader bæres af syv halvsøjler. Søjlerne står på fint udførte dobbeltsokler og har foroven gesims. Kapitæler og baser har bladornamenter, som det kendes fra Ribe Domkirke. Over søjlernes kapitæler er indskudt en kvader med hoveder, midtersøjlen og den sydligste søjle har dyrehoveder, de øvrige fem har kronede mandshoveder, et kors ses på kronen. Apsis har to firpasvinduer, hver udhugget af én stenblok. Firpasvinduerne og soklen har perlebort, som er et symbol på ædelhed. Desuden ses tovsnoning, som er symbol på styrke, det sydlige firpasvindue har trefligede liljer, der er symbol på treenigheden. I bogen /'/'Visdommen I Vestjylland/'/' sættes idéindholdet i denne apsisudsmykning i forbindelse med de gyldne altre i Stadil kirke og i Sahl kirke, som begge stammer fra begyndelsen af 1200-tallet. Den udvendige udsmykning af apsis bygger formodentlig på den teologiske symbolik, som blev udformet i 1100-tallet på grundlag af Skolastikken. De syv søjler symboliserer visdommens syv piller (Visdommen har bygget sit hus, har udhugget sine syv piller; Ordsprogene 9:1).
I begyndelsen af 1900-tallet havde man den antagelse, at middelalderens kirker blev bygget af sognets folk i fællesskab. Denne tanke er præget af højskolebevægelsen og andelsbevægelsens tankegang og fik vid udbredelse efter 1945 gennem forfattere som Martin A. Hansen (Orm og Tyr, 1952) og R. Broby-Johansen (Den danske billedbibel, 1947). Nyere forskning har imidlertid påvist, at det primært er stormænd, som har stået for det tidlige kirkebyggeri. Udgravninger i Lisbjerg ved Århus har bevist, at kirken oprindelig har været del af et storgårdsanlæg, og i Fjenneslev på Sydsjælland har udgravninger vist, at kirken var en del af Hvideslægtens storgårdsanlæg. Staby kirke er ligeledes et bevis på, at det var landets øverste, som stod for det tidlige danske kirkebyggeri.
Området omkring Staby kirke har i middelalderen været rigt, fiskeri, kvægopdræt og handel har givet væsentlige indtægter til området, man kender fire adelige hovedgårde i området, Svensholm omtales i 1266, Padbjerg blev i 1560 omdøbt til Pallisbjerg, sydligt i sognet kendes Staby Kærgård og Brondbjerg. Fra historiske kilder ved man, at Staby kirke i middelalderen lå ved sognets største gård, der senere omtales som Munkenes recidens, lokalhistorikeren Alfred Kaae har på grundlag af matriklen fra 1664 beregnet, at denne storgård har haft samme størrelse som Pallisbjerg.
Kirken kom på et tidspunkt under Ribe-bispen, i 1459 blev Staby kirke mageskiftet af biskop Hendrich til Mariager kloster, der var Nørrejyllands største ejendomsbesidder. Efter reformationen fortsatte Mariager kloster som institution, men nu styret af kongens lensmænd. I 1650 blev Staby kirke solgt til Niels Trolle på Pallisbjerg. I 1706 overgik godset ved arv til Frans de Linde, der har sat sit præg på kirken, han døde i 1765. I 1813 blev godset opløst som følge af landboreformerne, men kirken tilhørte fortsat familien, som beholdt tienderetten. I 1915 blev tiendet afløst af kirkeskatten og i 1918 overgik kirken til selveje.
Kirken har fladt bjælkeloft. Korbuen er spids og må være blevet omsat på et tidspunkt, men kragsten og vanger synes bevaret. I korbuen mod nord og syd ses to kvadre med et mandeansigt og et kvindeansigt, de tolkes som stifterportrætter, korbuens kragsten er af jernal. Nord for korbuen ses fra skibet en reliefkvader med en kronet figur, der hæver armene. Det gamle alterbord med relikviegemme er nu placeret på en muret fod i tårnrummet. Kirkens gamle altertavle er et renæssancearbejde fra 1597, ligesom prædikestolen med toskanske hjørnesøjler og arkadefelter, den gamle altertavle er ophængt i tårnrummet, altertavlens malerier er udført af Andreas Friis i 1922, et altertavlemaleri fra 1709 er dog ophængt i skibet over syddøren. Gravkapellets smedejernsdør fra 1725 har spejlmonogram for Frans de Linde, i gravkapellet står fire kister med medlemmer af familien. Vestpulpituret har tidligere stået længere fremme i skibet men blev rykket tilbage i 1948, facaden er skåret i renæssancestil, i felterne ses malede fremstillinger af apostlene.
Det indvendige apsishvælv blev afdækket i 1908 af E. Rothe. Man fandt en Majestasfremstilling omgivet af evangelistsymboler og flankeret af Maria og Johannes mod nord og formodentlig Peter og Paulus mod syd. Glorier og knopper på mandorlaen var modelleret op i relief og forgyldt, som man kender det fra bl.a. Jørlundeværkstedet. Kalkmaleriet var af meget høj kunstnerisk kvalitet, men tilstanden var dårlig, derfor valgte Rothe at aftrække gruppen med Maria og Johannes, og opsætte den på korets nordvæg, hvor den nu kan ses. Apsisudsmykningen blev derefter kalket over. I 1949 lod man Harald Borre male en Majestas flankeret af to engle, Harald Borre har også tegnet glasmosaikkerne i apsidens firpasvinduer.
(Kilde: Staby kirke, skrevet af museumsinspektør Jens Aarup Jensen, udgivet af Staby menighedsråd i 1991.)
På fragmentet fra den oprindelige apsisudsmykning ses Maria og Johannes Døberen vendt mod den tronende Kristus, kropsdrejning og hændernes bevægelse er rettet mod Kristus. Maria bærer en rødbrun kappe med hovedlin, Johannes bærer en okkerfarvet kappe på en hvid underkjortel. Baggrunden er blå, en kraftig grøn er brugt til detaljer som afstribninger og mandorla, glorier og knopper er i forgyldt relief. De fine draperinger med gennemmodellerede foldekast er opbygget harmonisk, de slanke hænder og den næsten abstrakte opbygning af figurer og draperier giver et roligt og harmonisk indtryk, der i den samlede apsisudsmykning har fungeret som en stor samlende bevægelse mod Kristus i midten. Den klassisk prægede humanisme i den byzantinske kunst fra 1100-tallet har været forudsætningen for denne udsmykning. Inspirationskilderne er kommet fra de normanniske mosaikker på Sicilien og mosaikkerne i San Marco i Venezia. Miniature-malerierne i Dronning Ingeborg-psalteret er udført i Frankrig i begyndelsen af 1200-tallet og har stilistisk forbindelse til sicilianske mosaikker. Her ser man en mulig forbindelse til den byzantinske stil i 1200-tallet.
(Kilde: Danske kalkmalerier 1175-1275 s.156-57, Nationalmuseet 1987)
Harald Borre (1891-1964)
Harald Borre gik på Skolen for dansk Kunsthåndværk 1912-16. Fra 1925 var han restaurator for Nationalmuseet. Han assisterede maleren Valdemar Andersen ved udførelsen af dekorative arbejder. Dette prægede hans tidlige virke, senere fik mødet med svensk og norsk folkekunst betydning. Da han fra 1921-24 medvirkede ved Ole Søndergaards restaurering af kalkmalerierne i Århus Domkirke, blev hans interesse for danske kalkmalerier vakt og hans fremtidige kunstneriske bane fastlagt. Som restaurator har han arbejdet i omkring 100 kirker, bl.a. ved restaureringen af Christian I/'s kapel i Roskilde Domkirke i 1949-52, i Haderslev Domkirke og Budolfi Kirke i Ålborg.
Kirkeudsmykninger: Risskov Sindssygehospitalets kirke altertavle-fresko (1941); Århus Nordre Kirkegårds kapel kalkmalerier (1942); Vester Tirsted kirke glasmalerier i koret (1943); Århus Vestre kirkegårds kapel kalkmalerier (1946); Staby kirke fresko og glasmaleri i apsis (1950); Randers Sankt Mortens kirke alterduge og altertæpper (1950); Ågård frimenighedskirke fresko på østvæg (1950); Ringkøbing kirke glasmalerier i koret (1951); Thorsager kirke glasmaleri i østvindue (1955); Lyngså kirke glasmosaik i koret (1958); Hammerum valgmenighedskirke kalkmalerier.
Ved restaureringen i 1989 fandt man rester af kalkmalerier overalt i skibet, tre eller flere lag oven på hinanden. Interessen samlede sig om nogle store billeder på nordvæggen som dateres til 1545. Selvom de er malet efter Reformationen følger de katolske traditioner. Fra vest ser man en kvindefigur, der tolkes som Bebudelsen. Derefter Kongernes tilbedelse og endelig Korsfæstelsen med Maria og Johannes Evangelisten, dateringen ses på korsets fod. Navnebånd forklarer personernes navne på en blanding af dansk og latin.
Den romanske granitfont har på kummen arkader dannet af snoede tovstave, af den firkantede fod ses kun det øverste med antydning af ornamentik på fladerne. Fonten er registreret i Mackeprang - Nord og Sønderjylland - Arkadetypen - Med figurer eller ornamenter i arkaderne, Varianter.
Ulfborg hr., Ringkøbing amt, Ribe stift. Nordvestjylland. Apsis, kor og skib menes bygget o.1200 af fint tilhuggede granitkvadre med bånd af den mørke jernal. Skibet er ikke i forbandt med kor og apsis, lokalhistorikeren Alfred Kaae mener, at skibet er bygget først, hvilket dog ikke kan påvises, men der har næppe været stor tidsafstand mellem opførelsen af skib, kor og apsis. I korets sydmur ses en tilmuret præstedør. Syddøren er stadig i brug, norddøren fungerer nu som indgang til gravkapellet, i norddørens karm har man fundet runeindskrifter, som ikke giver mening. Skibet er senere forlænget mod vest, muligvis med et tårn og et herskabspulpitur. Det nuværende tårn, våbenhuset mod syd og gravkapellet mod nord stammer fra slutningen af 1400-tallet. Tårnet har haft spir og fire gavle i lighed med tårnet i Husby, denne type kaldes Tørning-typen. I 1719 faldt tårnets gavle ned under en storm, hvorefter tårnet fik sit nuværende sadeltag. Kirken blev gennemgribende istandsat i 1989-90.
Den mørke jernal er sjælden i Jylland, i andre jyske kirker ses enkelte sten brugt som udsmykning. Benyttelsen af den mørke jernal som bånd i muren og mønster i buer minder om italienske middelalderkirker, bl.a. i Siena. I korets nordmur ses dybe striber i jernalsbælterne, de menes at stamme fra plovjern, som man strøg på kirkemuren for at få Guds velsignelse til arbejdet i marken. I tårnets murværk mod nord ses en reliefkvader med et dyr, der tolkes som en hest. Det må have været bekosteligt at skaffe det store antal jernalsten til kirkebyggeriet i Staby. Hvorfra de mange kvadre af jernal stammer, kan man ikke forklare, stenarten er formodentlig ført til Danmark under istiden, men man kender ikke stenartens hjemsted og området omkring Staby er ikke rig på denne stenart, muligvis har man samlet disse sten fra et større område blandt de stenbunker, der har ligget efter flere tusinde års opdyrkning af landet.
Apsis har dobbeltsokkel med attisk profil og skråkant, seks rundbuede blindarkader bæres af syv halvsøjler. Søjlerne står på fint udførte dobbeltsokler og har foroven gesims. Kapitæler og baser har bladornamenter, som det kendes fra Ribe Domkirke. Over søjlernes kapitæler er indskudt en kvader med hoveder, midtersøjlen og den sydligste søjle har dyrehoveder, de øvrige fem har kronede mandshoveder, et kors ses på kronen. Apsis har to firpasvinduer, hver udhugget af én stenblok. Firpasvinduerne og soklen har perlebort, som er et symbol på ædelhed. Desuden ses tovsnoning, som er symbol på styrke, det sydlige firpasvindue har trefligede liljer, der er symbol på treenigheden. I bogen /'/'Visdommen I Vestjylland/'/' sættes idéindholdet i denne apsisudsmykning i forbindelse med de gyldne altre i Stadil kirke og i Sahl kirke, som begge stammer fra begyndelsen af 1200-tallet. Den udvendige udsmykning af apsis bygger formodentlig på den teologiske symbolik, som blev udformet i 1100-tallet på grundlag af Skolastikken. De syv søjler symboliserer visdommens syv piller (Visdommen har bygget sit hus, har udhugget sine syv piller; Ordsprogene 9:1).
I begyndelsen af 1900-tallet havde man den antagelse, at middelalderens kirker blev bygget af sognets folk i fællesskab. Denne tanke er præget af højskolebevægelsen og andelsbevægelsens tankegang og fik vid udbredelse efter 1945 gennem forfattere som Martin A. Hansen (Orm og Tyr, 1952) og R. Broby-Johansen (Den danske billedbibel, 1947). Nyere forskning har imidlertid påvist, at det primært er stormænd, som har stået for det tidlige kirkebyggeri. Udgravninger i Lisbjerg ved Århus har bevist, at kirken oprindelig har været del af et storgårdsanlæg, og i Fjenneslev på Sydsjælland har udgravninger vist, at kirken var en del af Hvideslægtens storgårdsanlæg. Staby kirke er ligeledes et bevis på, at det var landets øverste, som stod for det tidlige danske kirkebyggeri.
Området omkring Staby kirke har i middelalderen været rigt, fiskeri, kvægopdræt og handel har givet væsentlige indtægter til området, man kender fire adelige hovedgårde i området, Svensholm omtales i 1266, Padbjerg blev i 1560 omdøbt til Pallisbjerg, sydligt i sognet kendes Staby Kærgård og Brondbjerg. Fra historiske kilder ved man, at Staby kirke i middelalderen lå ved sognets største gård, der senere omtales som Munkenes recidens, lokalhistorikeren Alfred Kaae har på grundlag af matriklen fra 1664 beregnet, at denne storgård har haft samme størrelse som Pallisbjerg.
Kirken kom på et tidspunkt under Ribe-bispen, i 1459 blev Staby kirke mageskiftet af biskop Hendrich til Mariager kloster, der var Nørrejyllands største ejendomsbesidder. Efter reformationen fortsatte Mariager kloster som institution, men nu styret af kongens lensmænd. I 1650 blev Staby kirke solgt til Niels Trolle på Pallisbjerg. I 1706 overgik godset ved arv til Frans de Linde, der har sat sit præg på kirken, han døde i 1765. I 1813 blev godset opløst som følge af landboreformerne, men kirken tilhørte fortsat familien, som beholdt tienderetten. I 1915 blev tiendet afløst af kirkeskatten og i 1918 overgik kirken til selveje.
Kirken har fladt bjælkeloft. Korbuen er spids og må være blevet omsat på et tidspunkt, men kragsten og vanger synes bevaret. I korbuen mod nord og syd ses to kvadre med et mandeansigt og et kvindeansigt, de tolkes som stifterportrætter, korbuens kragsten er af jernal. Nord for korbuen ses fra skibet en reliefkvader med en kronet figur, der hæver armene. Det gamle alterbord med relikviegemme er nu placeret på en muret fod i tårnrummet. Kirkens gamle altertavle er et renæssancearbejde fra 1597, ligesom prædikestolen med toskanske hjørnesøjler og arkadefelter, den gamle altertavle er ophængt i tårnrummet, altertavlens malerier er udført af Andreas Friis i 1922, et altertavlemaleri fra 1709 er dog ophængt i skibet over syddøren. Gravkapellets smedejernsdør fra 1725 har spejlmonogram for Frans de Linde, i gravkapellet står fire kister med medlemmer af familien. Vestpulpituret har tidligere stået længere fremme i skibet men blev rykket tilbage i 1948, facaden er skåret i renæssancestil, i felterne ses malede fremstillinger af apostlene.
Det indvendige apsishvælv blev afdækket i 1908 af E. Rothe. Man fandt en Majestasfremstilling omgivet af evangelistsymboler og flankeret af Maria og Johannes mod nord og formodentlig Peter og Paulus mod syd. Glorier og knopper på mandorlaen var modelleret op i relief og forgyldt, som man kender det fra bl.a. Jørlundeværkstedet. Kalkmaleriet var af meget høj kunstnerisk kvalitet, men tilstanden var dårlig, derfor valgte Rothe at aftrække gruppen med Maria og Johannes, og opsætte den på korets nordvæg, hvor den nu kan ses. Apsisudsmykningen blev derefter kalket over. I 1949 lod man Harald Borre male en Majestas flankeret af to engle, Harald Borre har også tegnet glasmosaikkerne i apsidens firpasvinduer.
(Kilde: Staby kirke, skrevet af museumsinspektør Jens Aarup Jensen, udgivet af Staby menighedsråd i 1991.)
På fragmentet fra den oprindelige apsisudsmykning ses Maria og Johannes Døberen vendt mod den tronende Kristus, kropsdrejning og hændernes bevægelse er rettet mod Kristus. Maria bærer en rødbrun kappe med hovedlin, Johannes bærer en okkerfarvet kappe på en hvid underkjortel. Baggrunden er blå, en kraftig grøn er brugt til detaljer som afstribninger og mandorla, glorier og knopper er i forgyldt relief. De fine draperinger med gennemmodellerede foldekast er opbygget harmonisk, de slanke hænder og den næsten abstrakte opbygning af figurer og draperier giver et roligt og harmonisk indtryk, der i den samlede apsisudsmykning har fungeret som en stor samlende bevægelse mod Kristus i midten. Den klassisk prægede humanisme i den byzantinske kunst fra 1100-tallet har været forudsætningen for denne udsmykning. Inspirationskilderne er kommet fra de normanniske mosaikker på Sicilien og mosaikkerne i San Marco i Venezia. Miniature-malerierne i Dronning Ingeborg-psalteret er udført i Frankrig i begyndelsen af 1200-tallet og har stilistisk forbindelse til sicilianske mosaikker. Her ser man en mulig forbindelse til den byzantinske stil i 1200-tallet.
(Kilde: Danske kalkmalerier 1175-1275 s.156-57, Nationalmuseet 1987)
Harald Borre (1891-1964)
Harald Borre gik på Skolen for dansk Kunsthåndværk 1912-16. Fra 1925 var han restaurator for Nationalmuseet. Han assisterede maleren Valdemar Andersen ved udførelsen af dekorative arbejder. Dette prægede hans tidlige virke, senere fik mødet med svensk og norsk folkekunst betydning. Da han fra 1921-24 medvirkede ved Ole Søndergaards restaurering af kalkmalerierne i Århus Domkirke, blev hans interesse for danske kalkmalerier vakt og hans fremtidige kunstneriske bane fastlagt. Som restaurator har han arbejdet i omkring 100 kirker, bl.a. ved restaureringen af Christian I/'s kapel i Roskilde Domkirke i 1949-52, i Haderslev Domkirke og Budolfi Kirke i Ålborg.
Kirkeudsmykninger: Risskov Sindssygehospitalets kirke altertavle-fresko (1941); Århus Nordre Kirkegårds kapel kalkmalerier (1942); Vester Tirsted kirke glasmalerier i koret (1943); Århus Vestre kirkegårds kapel kalkmalerier (1946); Staby kirke fresko og glasmaleri i apsis (1950); Randers Sankt Mortens kirke alterduge og altertæpper (1950); Ågård frimenighedskirke fresko på østvæg (1950); Ringkøbing kirke glasmalerier i koret (1951); Thorsager kirke glasmaleri i østvindue (1955); Lyngså kirke glasmosaik i koret (1958); Hammerum valgmenighedskirke kalkmalerier.
Ved restaureringen i 1989 fandt man rester af kalkmalerier overalt i skibet, tre eller flere lag oven på hinanden. Interessen samlede sig om nogle store billeder på nordvæggen som dateres til 1545. Selvom de er malet efter Reformationen følger de katolske traditioner. Fra vest ser man en kvindefigur, der tolkes som Bebudelsen. Derefter Kongernes tilbedelse og endelig Korsfæstelsen med Maria og Johannes Evangelisten, dateringen ses på korsets fod. Navnebånd forklarer personernes navne på en blanding af dansk og latin.
Den romanske granitfont har på kummen arkader dannet af snoede tovstave, af den firkantede fod ses kun det øverste med antydning af ornamentik på fladerne. Fonten er registreret i Mackeprang - Nord og Sønderjylland - Arkadetypen - Med figurer eller ornamenter i arkaderne, Varianter.
Ulfborg hr., Ringkøbing amt, Ribe stift. Nordvestjylland. Apsis, kor og skib menes bygget o.1200 af fint tilhuggede granitkvadre med bånd af den mørke jernal. Skibet er ikke i forbandt med kor og apsis, lokalhistorikeren Alfred Kaae mener, at skibet er bygget først, hvilket dog ikke kan påvises, men der har næppe været stor tidsafstand mellem opførelsen af skib, kor og apsis. I korets sydmur ses en tilmuret præstedør. Syddøren er stadig i brug, norddøren fungerer nu som indgang til gravkapellet, i norddørens karm har man fundet runeindskrifter, som ikke giver mening. Skibet er senere forlænget mod vest, muligvis med et tårn og et herskabspulpitur. Det nuværende tårn, våbenhuset mod syd og gravkapellet mod nord stammer fra slutningen af 1400-tallet. Tårnet har haft spir og fire gavle i lighed med tårnet i Husby, denne type kaldes Tørning-typen. I 1719 faldt tårnets gavle ned under en storm, hvorefter tårnet fik sit nuværende sadeltag. Kirken blev gennemgribende istandsat i 1989-90.
Den mørke jernal er sjælden i Jylland, i andre jyske kirker ses enkelte sten brugt som udsmykning. Benyttelsen af den mørke jernal som bånd i muren og mønster i buer minder om italienske middelalderkirker, bl.a. i Siena. I korets nordmur ses dybe striber i jernalsbælterne, de menes at stamme fra plovjern, som man strøg på kirkemuren for at få Guds velsignelse til arbejdet i marken. I tårnets murværk mod nord ses en reliefkvader med et dyr, der tolkes som en hest. Det må have været bekosteligt at skaffe det store antal jernalsten til kirkebyggeriet i Staby. Hvorfra de mange kvadre af jernal stammer, kan man ikke forklare, stenarten er formodentlig ført til Danmark under istiden, men man kender ikke stenartens hjemsted og området omkring Staby er ikke rig på denne stenart, muligvis har man samlet disse sten fra et større område blandt de stenbunker, der har ligget efter flere tusinde års opdyrkning af landet.
Apsis har dobbeltsokkel med attisk profil og skråkant, seks rundbuede blindarkader bæres af syv halvsøjler. Søjlerne står på fint udførte dobbeltsokler og har foroven gesims. Kapitæler og baser har bladornamenter, som det kendes fra Ribe Domkirke. Over søjlernes kapitæler er indskudt en kvader med hoveder, midtersøjlen og den sydligste søjle har dyrehoveder, de øvrige fem har kronede mandshoveder, et kors ses på kronen. Apsis har to firpasvinduer, hver udhugget af én stenblok. Firpasvinduerne og soklen har perlebort, som er et symbol på ædelhed. Desuden ses tovsnoning, som er symbol på styrke, det sydlige firpasvindue har trefligede liljer, der er symbol på treenigheden. I bogen /'/'Visdommen I Vestjylland/'/' sættes idéindholdet i denne apsisudsmykning i forbindelse med de gyldne altre i Stadil kirke og i Sahl kirke, som begge stammer fra begyndelsen af 1200-tallet. Den udvendige udsmykning af apsis bygger formodentlig på den teologiske symbolik, som blev udformet i 1100-tallet på grundlag af Skolastikken. De syv søjler symboliserer visdommens syv piller (Visdommen har bygget sit hus, har udhugget sine syv piller; Ordsprogene 9:1).
I begyndelsen af 1900-tallet havde man den antagelse, at middelalderens kirker blev bygget af sognets folk i fællesskab. Denne tanke er præget af højskolebevægelsen og andelsbevægelsens tankegang og fik vid udbredelse efter 1945 gennem forfattere som Martin A. Hansen (Orm og Tyr, 1952) og R. Broby-Johansen (Den danske billedbibel, 1947). Nyere forskning har imidlertid påvist, at det primært er stormænd, som har stået for det tidlige kirkebyggeri. Udgravninger i Lisbjerg ved Århus har bevist, at kirken oprindelig har været del af et storgårdsanlæg, og i Fjenneslev på Sydsjælland har udgravninger vist, at kirken var en del af Hvideslægtens storgårdsanlæg. Staby kirke er ligeledes et bevis på, at det var landets øverste, som stod for det tidlige danske kirkebyggeri.
Området omkring Staby kirke har i middelalderen været rigt, fiskeri, kvægopdræt og handel har givet væsentlige indtægter til området, man kender fire adelige hovedgårde i området, Svensholm omtales i 1266, Padbjerg blev i 1560 omdøbt til Pallisbjerg, sydligt i sognet kendes Staby Kærgård og Brondbjerg. Fra historiske kilder ved man, at Staby kirke i middelalderen lå ved sognets største gård, der senere omtales som Munkenes recidens, lokalhistorikeren Alfred Kaae har på grundlag af matriklen fra 1664 beregnet, at denne storgård har haft samme størrelse som Pallisbjerg.
Kirken kom på et tidspunkt under Ribe-bispen, i 1459 blev Staby kirke mageskiftet af biskop Hendrich til Mariager kloster, der var Nørrejyllands største ejendomsbesidder. Efter reformationen fortsatte Mariager kloster som institution, men nu styret af kongens lensmænd. I 1650 blev Staby kirke solgt til Niels Trolle på Pallisbjerg. I 1706 overgik godset ved arv til Frans de Linde, der har sat sit præg på kirken, han døde i 1765. I 1813 blev godset opløst som følge af landboreformerne, men kirken tilhørte fortsat familien, som beholdt tienderetten. I 1915 blev tiendet afløst af kirkeskatten og i 1918 overgik kirken til selveje.
Kirken har fladt bjælkeloft. Korbuen er spids og må være blevet omsat på et tidspunkt, men kragsten og vanger synes bevaret. I korbuen mod nord og syd ses to kvadre med et mandeansigt og et kvindeansigt, de tolkes som stifterportrætter, korbuens kragsten er af jernal. Nord for korbuen ses fra skibet en reliefkvader med en kronet figur, der hæver armene. Det gamle alterbord med relikviegemme er nu placeret på en muret fod i tårnrummet. Kirkens gamle altertavle er et renæssancearbejde fra 1597, ligesom prædikestolen med toskanske hjørnesøjler og arkadefelter, den gamle altertavle er ophængt i tårnrummet, altertavlens malerier er udført af Andreas Friis i 1922, et altertavlemaleri fra 1709 er dog ophængt i skibet over syddøren. Gravkapellets smedejernsdør fra 1725 har spejlmonogram for Frans de Linde, i gravkapellet står fire kister med medlemmer af familien. Vestpulpituret har tidligere stået længere fremme i skibet men blev rykket tilbage i 1948, facaden er skåret i renæssancestil, i felterne ses malede fremstillinger af apostlene.
Det indvendige apsishvælv blev afdækket i 1908 af E. Rothe. Man fandt en Majestasfremstilling omgivet af evangelistsymboler og flankeret af Maria og Johannes mod nord og formodentlig Peter og Paulus mod syd. Glorier og knopper på mandorlaen var modelleret op i relief og forgyldt, som man kender det fra bl.a. Jørlundeværkstedet. Kalkmaleriet var af meget høj kunstnerisk kvalitet, men tilstanden var dårlig, derfor valgte Rothe at aftrække gruppen med Maria og Johannes, og opsætte den på korets nordvæg, hvor den nu kan ses. Apsisudsmykningen blev derefter kalket over. I 1949 lod man Harald Borre male en Majestas flankeret af to engle, Harald Borre har også tegnet glasmosaikkerne i apsidens firpasvinduer.
(Kilde: Staby kirke, skrevet af museumsinspektør Jens Aarup Jensen, udgivet af Staby menighedsråd i 1991.)
På fragmentet fra den oprindelige apsisudsmykning ses Maria og Johannes Døberen vendt mod den tronende Kristus, kropsdrejning og hændernes bevægelse er rettet mod Kristus. Maria bærer en rødbrun kappe med hovedlin, Johannes bærer en okkerfarvet kappe på en hvid underkjortel. Baggrunden er blå, en kraftig grøn er brugt til detaljer som afstribninger og mandorla, glorier og knopper er i forgyldt relief. De fine draperinger med gennemmodellerede foldekast er opbygget harmonisk, de slanke hænder og den næsten abstrakte opbygning af figurer og draperier giver et roligt og harmonisk indtryk, der i den samlede apsisudsmykning har fungeret som en stor samlende bevægelse mod Kristus i midten. Den klassisk prægede humanisme i den byzantinske kunst fra 1100-tallet har været forudsætningen for denne udsmykning. Inspirationskilderne er kommet fra de normanniske mosaikker på Sicilien og mosaikkerne i San Marco i Venezia. Miniature-malerierne i Dronning Ingeborg-psalteret er udført i Frankrig i begyndelsen af 1200-tallet og har stilistisk forbindelse til sicilianske mosaikker. Her ser man en mulig forbindelse til den byzantinske stil i 1200-tallet.
(Kilde: Danske kalkmalerier 1175-1275 s.156-57, Nationalmuseet 1987)
Harald Borre (1891-1964)
Harald Borre gik på Skolen for dansk Kunsthåndværk 1912-16. Fra 1925 var han restaurator for Nationalmuseet. Han assisterede maleren Valdemar Andersen ved udførelsen af dekorative arbejder. Dette prægede hans tidlige virke, senere fik mødet med svensk og norsk folkekunst betydning. Da han fra 1921-24 medvirkede ved Ole Søndergaards restaurering af kalkmalerierne i Århus Domkirke, blev hans interesse for danske kalkmalerier vakt og hans fremtidige kunstneriske bane fastlagt. Som restaurator har han arbejdet i omkring 100 kirker, bl.a. ved restaureringen af Christian I/'s kapel i Roskilde Domkirke i 1949-52, i Haderslev Domkirke og Budolfi Kirke i Ålborg.
Kirkeudsmykninger: Risskov Sindssygehospitalets kirke altertavle-fresko (1941); Århus Nordre Kirkegårds kapel kalkmalerier (1942); Vester Tirsted kirke glasmalerier i koret (1943); Århus Vestre kirkegårds kapel kalkmalerier (1946); Staby kirke fresko og glasmaleri i apsis (1950); Randers Sankt Mortens kirke alterduge og altertæpper (1950); Ågård frimenighedskirke fresko på østvæg (1950); Ringkøbing kirke glasmalerier i koret (1951); Thorsager kirke glasmaleri i østvindue (1955); Lyngså kirke glasmosaik i koret (1958); Hammerum valgmenighedskirke kalkmalerier.
Ved restaureringen i 1989 fandt man rester af kalkmalerier overalt i skibet, tre eller flere lag oven på hinanden. Interessen samlede sig om nogle store billeder på nordvæggen som dateres til 1545. Selvom de er malet efter Reformationen følger de katolske traditioner. Fra vest ser man en kvindefigur, der tolkes som Bebudelsen. Derefter Kongernes tilbedelse og endelig Korsfæstelsen med Maria og Johannes Evangelisten, dateringen ses på korsets fod. Navnebånd forklarer personernes navne på en blanding af dansk og latin.
Den romanske granitfont har på kummen arkader dannet af snoede tovstave, af den firkantede fod ses kun det øverste med antydning af ornamentik på fladerne. Fonten er registreret i Mackeprang - Nord og Sønderjylland - Arkadetypen - Med figurer eller ornamenter i arkaderne, Varianter.
Ulfborg hr., Ringkøbing amt, Ribe stift. Nordvestjylland. Apsis, kor og skib menes bygget o.1200 af fint tilhuggede granitkvadre med bånd af den mørke jernal. Skibet er ikke i forbandt med kor og apsis, lokalhistorikeren Alfred Kaae mener, at skibet er bygget først, hvilket dog ikke kan påvises, men der har næppe været stor tidsafstand mellem opførelsen af skib, kor og apsis. I korets sydmur ses en tilmuret præstedør. Syddøren er stadig i brug, norddøren fungerer nu som indgang til gravkapellet, i norddørens karm har man fundet runeindskrifter, som ikke giver mening. Skibet er senere forlænget mod vest, muligvis med et tårn og et herskabspulpitur. Det nuværende tårn, våbenhuset mod syd og gravkapellet mod nord stammer fra slutningen af 1400-tallet. Tårnet har haft spir og fire gavle i lighed med tårnet i Husby, denne type kaldes Tørning-typen. I 1719 faldt tårnets gavle ned under en storm, hvorefter tårnet fik sit nuværende sadeltag. Kirken blev gennemgribende istandsat i 1989-90.
Den mørke jernal er sjælden i Jylland, i andre jyske kirker ses enkelte sten brugt som udsmykning. Benyttelsen af den mørke jernal som bånd i muren og mønster i buer minder om italienske middelalderkirker, bl.a. i Siena. I korets nordmur ses dybe striber i jernalsbælterne, de menes at stamme fra plovjern, som man strøg på kirkemuren for at få Guds velsignelse til arbejdet i marken. I tårnets murværk mod nord ses en reliefkvader med et dyr, der tolkes som en hest. Det må have været bekosteligt at skaffe det store antal jernalsten til kirkebyggeriet i Staby. Hvorfra de mange kvadre af jernal stammer, kan man ikke forklare, stenarten er formodentlig ført til Danmark under istiden, men man kender ikke stenartens hjemsted og området omkring Staby er ikke rig på denne stenart, muligvis har man samlet disse sten fra et større område blandt de stenbunker, der har ligget efter flere tusinde års opdyrkning af landet.
Apsis har dobbeltsokkel med attisk profil og skråkant, seks rundbuede blindarkader bæres af syv halvsøjler. Søjlerne står på fint udførte dobbeltsokler og har foroven gesims. Kapitæler og baser har bladornamenter, som det kendes fra Ribe Domkirke. Over søjlernes kapitæler er indskudt en kvader med hoveder, midtersøjlen og den sydligste søjle har dyrehoveder, de øvrige fem har kronede mandshoveder, et kors ses på kronen. Apsis har to firpasvinduer, hver udhugget af én stenblok. Firpasvinduerne og soklen har perlebort, som er et symbol på ædelhed. Desuden ses tovsnoning, som er symbol på styrke, det sydlige firpasvindue har trefligede liljer, der er symbol på treenigheden. I bogen /'/'Visdommen I Vestjylland/'/' sættes idéindholdet i denne apsisudsmykning i forbindelse med de gyldne altre i Stadil kirke og i Sahl kirke, som begge stammer fra begyndelsen af 1200-tallet. Den udvendige udsmykning af apsis bygger formodentlig på den teologiske symbolik, som blev udformet i 1100-tallet på grundlag af Skolastikken. De syv søjler symboliserer visdommens syv piller (Visdommen har bygget sit hus, har udhugget sine syv piller; Ordsprogene 9:1).
I begyndelsen af 1900-tallet havde man den antagelse, at middelalderens kirker blev bygget af sognets folk i fællesskab. Denne tanke er præget af højskolebevægelsen og andelsbevægelsens tankegang og fik vid udbredelse efter 1945 gennem forfattere som Martin A. Hansen (Orm og Tyr, 1952) og R. Broby-Johansen (Den danske billedbibel, 1947). Nyere forskning har imidlertid påvist, at det primært er stormænd, som har stået for det tidlige kirkebyggeri. Udgravninger i Lisbjerg ved Århus har bevist, at kirken oprindelig har været del af et storgårdsanlæg, og i Fjenneslev på Sydsjælland har udgravninger vist, at kirken var en del af Hvideslægtens storgårdsanlæg. Staby kirke er ligeledes et bevis på, at det var landets øverste, som stod for det tidlige danske kirkebyggeri.
Området omkring Staby kirke har i middelalderen været rigt, fiskeri, kvægopdræt og handel har givet væsentlige indtægter til området, man kender fire adelige hovedgårde i området, Svensholm omtales i 1266, Padbjerg blev i 1560 omdøbt til Pallisbjerg, sydligt i sognet kendes Staby Kærgård og Brondbjerg. Fra historiske kilder ved man, at Staby kirke i middelalderen lå ved sognets største gård, der senere omtales som Munkenes recidens, lokalhistorikeren Alfred Kaae har på grundlag af matriklen fra 1664 beregnet, at denne storgård har haft samme størrelse som Pallisbjerg.
Kirken kom på et tidspunkt under Ribe-bispen, i 1459 blev Staby kirke mageskiftet af biskop Hendrich til Mariager kloster, der var Nørrejyllands største ejendomsbesidder. Efter reformationen fortsatte Mariager kloster som institution, men nu styret af kongens lensmænd. I 1650 blev Staby kirke solgt til Niels Trolle på Pallisbjerg. I 1706 overgik godset ved arv til Frans de Linde, der har sat sit præg på kirken, han døde i 1765. I 1813 blev godset opløst som følge af landboreformerne, men kirken tilhørte fortsat familien, som beholdt tienderetten. I 1915 blev tiendet afløst af kirkeskatten og i 1918 overgik kirken til selveje.
Kirken har fladt bjælkeloft. Korbuen er spids og må være blevet omsat på et tidspunkt, men kragsten og vanger synes bevaret. I korbuen mod nord og syd ses to kvadre med et mandeansigt og et kvindeansigt, de tolkes som stifterportrætter, korbuens kragsten er af jernal. Nord for korbuen ses fra skibet en reliefkvader med en kronet figur, der hæver armene. Det gamle alterbord med relikviegemme er nu placeret på en muret fod i tårnrummet. Kirkens gamle altertavle er et renæssancearbejde fra 1597, ligesom prædikestolen med toskanske hjørnesøjler og arkadefelter, den gamle altertavle er ophængt i tårnrummet, altertavlens malerier er udført af Andreas Friis i 1922, et altertavlemaleri fra 1709 er dog ophængt i skibet over syddøren. Gravkapellets smedejernsdør fra 1725 har spejlmonogram for Frans de Linde, i gravkapellet står fire kister med medlemmer af familien. Vestpulpituret har tidligere stået længere fremme i skibet men blev rykket tilbage i 1948, facaden er skåret i renæssancestil, i felterne ses malede fremstillinger af apostlene.
Det indvendige apsishvælv blev afdækket i 1908 af E. Rothe. Man fandt en Majestasfremstilling omgivet af evangelistsymboler og flankeret af Maria og Johannes mod nord og formodentlig Peter og Paulus mod syd. Glorier og knopper på mandorlaen var modelleret op i relief og forgyldt, som man kender det fra bl.a. Jørlundeværkstedet. Kalkmaleriet var af meget høj kunstnerisk kvalitet, men tilstanden var dårlig, derfor valgte Rothe at aftrække gruppen med Maria og Johannes, og opsætte den på korets nordvæg, hvor den nu kan ses. Apsisudsmykningen blev derefter kalket over. I 1949 lod man Harald Borre male en Majestas flankeret af to engle, Harald Borre har også tegnet glasmosaikkerne i apsidens firpasvinduer.
(Kilde: Staby kirke, skrevet af museumsinspektør Jens Aarup Jensen, udgivet af Staby menighedsråd i 1991.)
På fragmentet fra den oprindelige apsisudsmykning ses Maria og Johannes Døberen vendt mod den tronende Kristus, kropsdrejning og hændernes bevægelse er rettet mod Kristus. Maria bærer en rødbrun kappe med hovedlin, Johannes bærer en okkerfarvet kappe på en hvid underkjortel. Baggrunden er blå, en kraftig grøn er brugt til detaljer som afstribninger og mandorla, glorier og knopper er i forgyldt relief. De fine draperinger med gennemmodellerede foldekast er opbygget harmonisk, de slanke hænder og den næsten abstrakte opbygning af figurer og draperier giver et roligt og harmonisk indtryk, der i den samlede apsisudsmykning har fungeret som en stor samlende bevægelse mod Kristus i midten. Den klassisk prægede humanisme i den byzantinske kunst fra 1100-tallet har været forudsætningen for denne udsmykning. Inspirationskilderne er kommet fra de normanniske mosaikker på Sicilien og mosaikkerne i San Marco i Venezia. Miniature-malerierne i Dronning Ingeborg-psalteret er udført i Frankrig i begyndelsen af 1200-tallet og har stilistisk forbindelse til sicilianske mosaikker. Her ser man en mulig forbindelse til den byzantinske stil i 1200-tallet.
(Kilde: Danske kalkmalerier 1175-1275 s.156-57, Nationalmuseet 1987)
Harald Borre (1891-1964)
Harald Borre gik på Skolen for dansk Kunsthåndværk 1912-16. Fra 1925 var han restaurator for Nationalmuseet. Han assisterede maleren Valdemar Andersen ved udførelsen af dekorative arbejder. Dette prægede hans tidlige virke, senere fik mødet med svensk og norsk folkekunst betydning. Da han fra 1921-24 medvirkede ved Ole Søndergaards restaurering af kalkmalerierne i Århus Domkirke, blev hans interesse for danske kalkmalerier vakt og hans fremtidige kunstneriske bane fastlagt. Som restaurator har han arbejdet i omkring 100 kirker, bl.a. ved restaureringen af Christian I/'s kapel i Roskilde Domkirke i 1949-52, i Haderslev Domkirke og Budolfi Kirke i Ålborg.
Kirkeudsmykninger: Risskov Sindssygehospitalets kirke altertavle-fresko (1941); Århus Nordre Kirkegårds kapel kalkmalerier (1942); Vester Tirsted kirke glasmalerier i koret (1943); Århus Vestre kirkegårds kapel kalkmalerier (1946); Staby kirke fresko og glasmaleri i apsis (1950); Randers Sankt Mortens kirke alterduge og altertæpper (1950); Ågård frimenighedskirke fresko på østvæg (1950); Ringkøbing kirke glasmalerier i koret (1951); Thorsager kirke glasmaleri i østvindue (1955); Lyngså kirke glasmosaik i koret (1958); Hammerum valgmenighedskirke kalkmalerier.
Ved restaureringen i 1989 fandt man rester af kalkmalerier overalt i skibet, tre eller flere lag oven på hinanden. Interessen samlede sig om nogle store billeder på nordvæggen som dateres til 1545. Selvom de er malet efter Reformationen følger de katolske traditioner. Fra vest ser man en kvindefigur, der tolkes som Bebudelsen. Derefter Kongernes tilbedelse og endelig Korsfæstelsen med Maria og Johannes Evangelisten, dateringen ses på korsets fod. Navnebånd forklarer personernes navne på en blanding af dansk og latin.
Den romanske granitfont har på kummen arkader dannet af snoede tovstave, af den firkantede fod ses kun det øverste med antydning af ornamentik på fladerne. Fonten er registreret i Mackeprang - Nord og Sønderjylland - Arkadetypen - Med figurer eller ornamenter i arkaderne, Varianter.
Ulfborg hr., Ringkøbing amt, Ribe stift. Nordvestjylland. Apsis, kor og skib menes bygget o.1200 af fint tilhuggede granitkvadre med bånd af den mørke jernal. Skibet er ikke i forbandt med kor og apsis, lokalhistorikeren Alfred Kaae mener, at skibet er bygget først, hvilket dog ikke kan påvises, men der har næppe været stor tidsafstand mellem opførelsen af skib, kor og apsis. I korets sydmur ses en tilmuret præstedør. Syddøren er stadig i brug, norddøren fungerer nu som indgang til gravkapellet, i norddørens karm har man fundet runeindskrifter, som ikke giver mening. Skibet er senere forlænget mod vest, muligvis med et tårn og et herskabspulpitur. Det nuværende tårn, våbenhuset mod syd og gravkapellet mod nord stammer fra slutningen af 1400-tallet. Tårnet har haft spir og fire gavle i lighed med tårnet i Husby, denne type kaldes Tørning-typen. I 1719 faldt tårnets gavle ned under en storm, hvorefter tårnet fik sit nuværende sadeltag. Kirken blev gennemgribende istandsat i 1989-90.
Den mørke jernal er sjælden i Jylland, i andre jyske kirker ses enkelte sten brugt som udsmykning. Benyttelsen af den mørke jernal som bånd i muren og mønster i buer minder om italienske middelalderkirker, bl.a. i Siena. I korets nordmur ses dybe striber i jernalsbælterne, de menes at stamme fra plovjern, som man strøg på kirkemuren for at få Guds velsignelse til arbejdet i marken. I tårnets murværk mod nord ses en reliefkvader med et dyr, der tolkes som en hest. Det må have været bekosteligt at skaffe det store antal jernalsten til kirkebyggeriet i Staby. Hvorfra de mange kvadre af jernal stammer, kan man ikke forklare, stenarten er formodentlig ført til Danmark under istiden, men man kender ikke stenartens hjemsted og området omkring Staby er ikke rig på denne stenart, muligvis har man samlet disse sten fra et større område blandt de stenbunker, der har ligget efter flere tusinde års opdyrkning af landet.
Apsis har dobbeltsokkel med attisk profil og skråkant, seks rundbuede blindarkader bæres af syv halvsøjler. Søjlerne står på fint udførte dobbeltsokler og har foroven gesims. Kapitæler og baser har bladornamenter, som det kendes fra Ribe Domkirke. Over søjlernes kapitæler er indskudt en kvader med hoveder, midtersøjlen og den sydligste søjle har dyrehoveder, de øvrige fem har kronede mandshoveder, et kors ses på kronen. Apsis har to firpasvinduer, hver udhugget af én stenblok. Firpasvinduerne og soklen har perlebort, som er et symbol på ædelhed. Desuden ses tovsnoning, som er symbol på styrke, det sydlige firpasvindue har trefligede liljer, der er symbol på treenigheden. I bogen /'/'Visdommen I Vestjylland/'/' sættes idéindholdet i denne apsisudsmykning i forbindelse med de gyldne altre i Stadil kirke og i Sahl kirke, som begge stammer fra begyndelsen af 1200-tallet. Den udvendige udsmykning af apsis bygger formodentlig på den teologiske symbolik, som blev udformet i 1100-tallet på grundlag af Skolastikken. De syv søjler symboliserer visdommens syv piller (Visdommen har bygget sit hus, har udhugget sine syv piller; Ordsprogene 9:1).
I begyndelsen af 1900-tallet havde man den antagelse, at middelalderens kirker blev bygget af sognets folk i fællesskab. Denne tanke er præget af højskolebevægelsen og andelsbevægelsens tankegang og fik vid udbredelse efter 1945 gennem forfattere som Martin A. Hansen (Orm og Tyr, 1952) og R. Broby-Johansen (Den danske billedbibel, 1947). Nyere forskning har imidlertid påvist, at det primært er stormænd, som har stået for det tidlige kirkebyggeri. Udgravninger i Lisbjerg ved Århus har bevist, at kirken oprindelig har været del af et storgårdsanlæg, og i Fjenneslev på Sydsjælland har udgravninger vist, at kirken var en del af Hvideslægtens storgårdsanlæg. Staby kirke er ligeledes et bevis på, at det var landets øverste, som stod for det tidlige danske kirkebyggeri.
Området omkring Staby kirke har i middelalderen været rigt, fiskeri, kvægopdræt og handel har givet væsentlige indtægter til området, man kender fire adelige hovedgårde i området, Svensholm omtales i 1266, Padbjerg blev i 1560 omdøbt til Pallisbjerg, sydligt i sognet kendes Staby Kærgård og Brondbjerg. Fra historiske kilder ved man, at Staby kirke i middelalderen lå ved sognets største gård, der senere omtales som Munkenes recidens, lokalhistorikeren Alfred Kaae har på grundlag af matriklen fra 1664 beregnet, at denne storgård har haft samme størrelse som Pallisbjerg.
Kirken kom på et tidspunkt under Ribe-bispen, i 1459 blev Staby kirke mageskiftet af biskop Hendrich til Mariager kloster, der var Nørrejyllands største ejendomsbesidder. Efter reformationen fortsatte Mariager kloster som institution, men nu styret af kongens lensmænd. I 1650 blev Staby kirke solgt til Niels Trolle på Pallisbjerg. I 1706 overgik godset ved arv til Frans de Linde, der har sat sit præg på kirken, han døde i 1765. I 1813 blev godset opløst som følge af landboreformerne, men kirken tilhørte fortsat familien, som beholdt tienderetten. I 1915 blev tiendet afløst af kirkeskatten og i 1918 overgik kirken til selveje.
Kirken har fladt bjælkeloft. Korbuen er spids og må være blevet omsat på et tidspunkt, men kragsten og vanger synes bevaret. I korbuen mod nord og syd ses to kvadre med et mandeansigt og et kvindeansigt, de tolkes som stifterportrætter, korbuens kragsten er af jernal. Nord for korbuen ses fra skibet en reliefkvader med en kronet figur, der hæver armene. Det gamle alterbord med relikviegemme er nu placeret på en muret fod i tårnrummet. Kirkens gamle altertavle er et renæssancearbejde fra 1597, ligesom prædikestolen med toskanske hjørnesøjler og arkadefelter, den gamle altertavle er ophængt i tårnrummet, altertavlens malerier er udført af Andreas Friis i 1922, et altertavlemaleri fra 1709 er dog ophængt i skibet over syddøren. Gravkapellets smedejernsdør fra 1725 har spejlmonogram for Frans de Linde, i gravkapellet står fire kister med medlemmer af familien. Vestpulpituret har tidligere stået længere fremme i skibet men blev rykket tilbage i 1948, facaden er skåret i renæssancestil, i felterne ses malede fremstillinger af apostlene.
Det indvendige apsishvælv blev afdækket i 1908 af E. Rothe. Man fandt en Majestasfremstilling omgivet af evangelistsymboler og flankeret af Maria og Johannes mod nord og formodentlig Peter og Paulus mod syd. Glorier og knopper på mandorlaen var modelleret op i relief og forgyldt, som man kender det fra bl.a. Jørlundeværkstedet. Kalkmaleriet var af meget høj kunstnerisk kvalitet, men tilstanden var dårlig, derfor valgte Rothe at aftrække gruppen med Maria og Johannes, og opsætte den på korets nordvæg, hvor den nu kan ses. Apsisudsmykningen blev derefter kalket over. I 1949 lod man Harald Borre male en Majestas flankeret af to engle, Harald Borre har også tegnet glasmosaikkerne i apsidens firpasvinduer.
(Kilde: Staby kirke, skrevet af museumsinspektør Jens Aarup Jensen, udgivet af Staby menighedsråd i 1991.)
På fragmentet fra den oprindelige apsisudsmykning ses Maria og Johannes Døberen vendt mod den tronende Kristus, kropsdrejning og hændernes bevægelse er rettet mod Kristus. Maria bærer en rødbrun kappe med hovedlin, Johannes bærer en okkerfarvet kappe på en hvid underkjortel. Baggrunden er blå, en kraftig grøn er brugt til detaljer som afstribninger og mandorla, glorier og knopper er i forgyldt relief. De fine draperinger med gennemmodellerede foldekast er opbygget harmonisk, de slanke hænder og den næsten abstrakte opbygning af figurer og draperier giver et roligt og harmonisk indtryk, der i den samlede apsisudsmykning har fungeret som en stor samlende bevægelse mod Kristus i midten. Den klassisk prægede humanisme i den byzantinske kunst fra 1100-tallet har været forudsætningen for denne udsmykning. Inspirationskilderne er kommet fra de normanniske mosaikker på Sicilien og mosaikkerne i San Marco i Venezia. Miniature-malerierne i Dronning Ingeborg-psalteret er udført i Frankrig i begyndelsen af 1200-tallet og har stilistisk forbindelse til sicilianske mosaikker. Her ser man en mulig forbindelse til den byzantinske stil i 1200-tallet.
(Kilde: Danske kalkmalerier 1175-1275 s.156-57, Nationalmuseet 1987)
Harald Borre (1891-1964)
Harald Borre gik på Skolen for dansk Kunsthåndværk 1912-16. Fra 1925 var han restaurator for Nationalmuseet. Han assisterede maleren Valdemar Andersen ved udførelsen af dekorative arbejder. Dette prægede hans tidlige virke, senere fik mødet med svensk og norsk folkekunst betydning. Da han fra 1921-24 medvirkede ved Ole Søndergaards restaurering af kalkmalerierne i Århus Domkirke, blev hans interesse for danske kalkmalerier vakt og hans fremtidige kunstneriske bane fastlagt. Som restaurator har han arbejdet i omkring 100 kirker, bl.a. ved restaureringen af Christian I/'s kapel i Roskilde Domkirke i 1949-52, i Haderslev Domkirke og Budolfi Kirke i Ålborg.
Kirkeudsmykninger: Risskov Sindssygehospitalets kirke altertavle-fresko (1941); Århus Nordre Kirkegårds kapel kalkmalerier (1942); Vester Tirsted kirke glasmalerier i koret (1943); Århus Vestre kirkegårds kapel kalkmalerier (1946); Staby kirke fresko og glasmaleri i apsis (1950); Randers Sankt Mortens kirke alterduge og altertæpper (1950); Ågård frimenighedskirke fresko på østvæg (1950); Ringkøbing kirke glasmalerier i koret (1951); Thorsager kirke glasmaleri i østvindue (1955); Lyngså kirke glasmosaik i koret (1958); Hammerum valgmenighedskirke kalkmalerier.
Ved restaureringen i 1989 fandt man rester af kalkmalerier overalt i skibet, tre eller flere lag oven på hinanden. Interessen samlede sig om nogle store billeder på nordvæggen som dateres til 1545. Selvom de er malet efter Reformationen følger de katolske traditioner. Fra vest ser man en kvindefigur, der tolkes som Bebudelsen. Derefter Kongernes tilbedelse og endelig Korsfæstelsen med Maria og Johannes Evangelisten, dateringen ses på korsets fod. Navnebånd forklarer personernes navne på en blanding af dansk og latin.
Den romanske granitfont har på kummen arkader dannet af snoede tovstave, af den firkantede fod ses kun det øverste med antydning af ornamentik på fladerne. Fonten er registreret i Mackeprang - Nord og Sønderjylland - Arkadetypen - Med figurer eller ornamenter i arkaderne, Varianter.
Ulfborg hr., Ringkøbing amt, Ribe stift. Nordvestjylland. Apsis, kor og skib menes bygget o.1200 af fint tilhuggede granitkvadre med bånd af den mørke jernal. Skibet er ikke i forbandt med kor og apsis, lokalhistorikeren Alfred Kaae mener, at skibet er bygget først, hvilket dog ikke kan påvises, men der har næppe været stor tidsafstand mellem opførelsen af skib, kor og apsis. I korets sydmur ses en tilmuret præstedør. Syddøren er stadig i brug, norddøren fungerer nu som indgang til gravkapellet, i norddørens karm har man fundet runeindskrifter, som ikke giver mening. Skibet er senere forlænget mod vest, muligvis med et tårn og et herskabspulpitur. Det nuværende tårn, våbenhuset mod syd og gravkapellet mod nord stammer fra slutningen af 1400-tallet. Tårnet har haft spir og fire gavle i lighed med tårnet i Husby, denne type kaldes Tørning-typen. I 1719 faldt tårnets gavle ned under en storm, hvorefter tårnet fik sit nuværende sadeltag. Kirken blev gennemgribende istandsat i 1989-90.
Den mørke jernal er sjælden i Jylland, i andre jyske kirker ses enkelte sten brugt som udsmykning. Benyttelsen af den mørke jernal som bånd i muren og mønster i buer minder om italienske middelalderkirker, bl.a. i Siena. I korets nordmur ses dybe striber i jernalsbælterne, de menes at stamme fra plovjern, som man strøg på kirkemuren for at få Guds velsignelse til arbejdet i marken. I tårnets murværk mod nord ses en reliefkvader med et dyr, der tolkes som en hest. Det må have været bekosteligt at skaffe det store antal jernalsten til kirkebyggeriet i Staby. Hvorfra de mange kvadre af jernal stammer, kan man ikke forklare, stenarten er formodentlig ført til Danmark under istiden, men man kender ikke stenartens hjemsted og området omkring Staby er ikke rig på denne stenart, muligvis har man samlet disse sten fra et større område blandt de stenbunker, der har ligget efter flere tusinde års opdyrkning af landet.
Apsis har dobbeltsokkel med attisk profil og skråkant, seks rundbuede blindarkader bæres af syv halvsøjler. Søjlerne står på fint udførte dobbeltsokler og har foroven gesims. Kapitæler og baser har bladornamenter, som det kendes fra Ribe Domkirke. Over søjlernes kapitæler er indskudt en kvader med hoveder, midtersøjlen og den sydligste søjle har dyrehoveder, de øvrige fem har kronede mandshoveder, et kors ses på kronen. Apsis har to firpasvinduer, hver udhugget af én stenblok. Firpasvinduerne og soklen har perlebort, som er et symbol på ædelhed. Desuden ses tovsnoning, som er symbol på styrke, det sydlige firpasvindue har trefligede liljer, der er symbol på treenigheden. I bogen /'/'Visdommen I Vestjylland/'/' sættes idéindholdet i denne apsisudsmykning i forbindelse med de gyldne altre i Stadil kirke og i Sahl kirke, som begge stammer fra begyndelsen af 1200-tallet. Den udvendige udsmykning af apsis bygger formodentlig på den teologiske symbolik, som blev udformet i 1100-tallet på grundlag af Skolastikken. De syv søjler symboliserer visdommens syv piller (Visdommen har bygget sit hus, har udhugget sine syv piller; Ordsprogene 9:1).
I begyndelsen af 1900-tallet havde man den antagelse, at middelalderens kirker blev bygget af sognets folk i fællesskab. Denne tanke er præget af højskolebevægelsen og andelsbevægelsens tankegang og fik vid udbredelse efter 1945 gennem forfattere som Martin A. Hansen (Orm og Tyr, 1952) og R. Broby-Johansen (Den danske billedbibel, 1947). Nyere forskning har imidlertid påvist, at det primært er stormænd, som har stået for det tidlige kirkebyggeri. Udgravninger i Lisbjerg ved Århus har bevist, at kirken oprindelig har været del af et storgårdsanlæg, og i Fjenneslev på Sydsjælland har udgravninger vist, at kirken var en del af Hvideslægtens storgårdsanlæg. Staby kirke er ligeledes et bevis på, at det var landets øverste, som stod for det tidlige danske kirkebyggeri.
Området omkring Staby kirke har i middelalderen været rigt, fiskeri, kvægopdræt og handel har givet væsentlige indtægter til området, man kender fire adelige hovedgårde i området, Svensholm omtales i 1266, Padbjerg blev i 1560 omdøbt til Pallisbjerg, sydligt i sognet kendes Staby Kærgård og Brondbjerg. Fra historiske kilder ved man, at Staby kirke i middelalderen lå ved sognets største gård, der senere omtales som Munkenes recidens, lokalhistorikeren Alfred Kaae har på grundlag af matriklen fra 1664 beregnet, at denne storgård har haft samme størrelse som Pallisbjerg.
Kirken kom på et tidspunkt under Ribe-bispen, i 1459 blev Staby kirke mageskiftet af biskop Hendrich til Mariager kloster, der var Nørrejyllands største ejendomsbesidder. Efter reformationen fortsatte Mariager kloster som institution, men nu styret af kongens lensmænd. I 1650 blev Staby kirke solgt til Niels Trolle på Pallisbjerg. I 1706 overgik godset ved arv til Frans de Linde, der har sat sit præg på kirken, han døde i 1765. I 1813 blev godset opløst som følge af landboreformerne, men kirken tilhørte fortsat familien, som beholdt tienderetten. I 1915 blev tiendet afløst af kirkeskatten og i 1918 overgik kirken til selveje.
Kirken har fladt bjælkeloft. Korbuen er spids og må være blevet omsat på et tidspunkt, men kragsten og vanger synes bevaret. I korbuen mod nord og syd ses to kvadre med et mandeansigt og et kvindeansigt, de tolkes som stifterportrætter, korbuens kragsten er af jernal. Nord for korbuen ses fra skibet en reliefkvader med en kronet figur, der hæver armene. Det gamle alterbord med relikviegemme er nu placeret på en muret fod i tårnrummet. Kirkens gamle altertavle er et renæssancearbejde fra 1597, ligesom prædikestolen med toskanske hjørnesøjler og arkadefelter, den gamle altertavle er ophængt i tårnrummet, altertavlens malerier er udført af Andreas Friis i 1922, et altertavlemaleri fra 1709 er dog ophængt i skibet over syddøren. Gravkapellets smedejernsdør fra 1725 har spejlmonogram for Frans de Linde, i gravkapellet står fire kister med medlemmer af familien. Vestpulpituret har tidligere stået længere fremme i skibet men blev rykket tilbage i 1948, facaden er skåret i renæssancestil, i felterne ses malede fremstillinger af apostlene.
Det indvendige apsishvælv blev afdækket i 1908 af E. Rothe. Man fandt en Majestasfremstilling omgivet af evangelistsymboler og flankeret af Maria og Johannes mod nord og formodentlig Peter og Paulus mod syd. Glorier og knopper på mandorlaen var modelleret op i relief og forgyldt, som man kender det fra bl.a. Jørlundeværkstedet. Kalkmaleriet var af meget høj kunstnerisk kvalitet, men tilstanden var dårlig, derfor valgte Rothe at aftrække gruppen med Maria og Johannes, og opsætte den på korets nordvæg, hvor den nu kan ses. Apsisudsmykningen blev derefter kalket over. I 1949 lod man Harald Borre male en Majestas flankeret af to engle, Harald Borre har også tegnet glasmosaikkerne i apsidens firpasvinduer.
(Kilde: Staby kirke, skrevet af museumsinspektør Jens Aarup Jensen, udgivet af Staby menighedsråd i 1991.)
På fragmentet fra den oprindelige apsisudsmykning ses Maria og Johannes Døberen vendt mod den tronende Kristus, kropsdrejning og hændernes bevægelse er rettet mod Kristus. Maria bærer en rødbrun kappe med hovedlin, Johannes bærer en okkerfarvet kappe på en hvid underkjortel. Baggrunden er blå, en kraftig grøn er brugt til detaljer som afstribninger og mandorla, glorier og knopper er i forgyldt relief. De fine draperinger med gennemmodellerede foldekast er opbygget harmonisk, de slanke hænder og den næsten abstrakte opbygning af figurer og draperier giver et roligt og harmonisk indtryk, der i den samlede apsisudsmykning har fungeret som en stor samlende bevægelse mod Kristus i midten. Den klassisk prægede humanisme i den byzantinske kunst fra 1100-tallet har været forudsætningen for denne udsmykning. Inspirationskilderne er kommet fra de normanniske mosaikker på Sicilien og mosaikkerne i San Marco i Venezia. Miniature-malerierne i Dronning Ingeborg-psalteret er udført i Frankrig i begyndelsen af 1200-tallet og har stilistisk forbindelse til sicilianske mosaikker. Her ser man en mulig forbindelse til den byzantinske stil i 1200-tallet.
(Kilde: Danske kalkmalerier 1175-1275 s.156-57, Nationalmuseet 1987)
Harald Borre (1891-1964)
Harald Borre gik på Skolen for dansk Kunsthåndværk 1912-16. Fra 1925 var han restaurator for Nationalmuseet. Han assisterede maleren Valdemar Andersen ved udførelsen af dekorative arbejder. Dette prægede hans tidlige virke, senere fik mødet med svensk og norsk folkekunst betydning. Da han fra 1921-24 medvirkede ved Ole Søndergaards restaurering af kalkmalerierne i Århus Domkirke, blev hans interesse for danske kalkmalerier vakt og hans fremtidige kunstneriske bane fastlagt. Som restaurator har han arbejdet i omkring 100 kirker, bl.a. ved restaureringen af Christian I/'s kapel i Roskilde Domkirke i 1949-52, i Haderslev Domkirke og Budolfi Kirke i Ålborg.
Kirkeudsmykninger: Risskov Sindssygehospitalets kirke altertavle-fresko (1941); Århus Nordre Kirkegårds kapel kalkmalerier (1942); Vester Tirsted kirke glasmalerier i koret (1943); Århus Vestre kirkegårds kapel kalkmalerier (1946); Staby kirke fresko og glasmaleri i apsis (1950); Randers Sankt Mortens kirke alterduge og altertæpper (1950); Ågård frimenighedskirke fresko på østvæg (1950); Ringkøbing kirke glasmalerier i koret (1951); Thorsager kirke glasmaleri i østvindue (1955); Lyngså kirke glasmosaik i koret (1958); Hammerum valgmenighedskirke kalkmalerier.
Ved restaureringen i 1989 fandt man rester af kalkmalerier overalt i skibet, tre eller flere lag oven på hinanden. Interessen samlede sig om nogle store billeder på nordvæggen som dateres til 1545. Selvom de er malet efter Reformationen følger de katolske traditioner. Fra vest ser man en kvindefigur, der tolkes som Bebudelsen. Derefter Kongernes tilbedelse og endelig Korsfæstelsen med Maria og Johannes Evangelisten, dateringen ses på korsets fod. Navnebånd forklarer personernes navne på en blanding af dansk og latin.
Den romanske granitfont har på kummen arkader dannet af snoede tovstave, af den firkantede fod ses kun det øverste med antydning af ornamentik på fladerne. Fonten er registreret i Mackeprang - Nord og Sønderjylland - Arkadetypen - Med figurer eller ornamenter i arkaderne, Varianter.
Ulfborg hr., Ringkøbing amt, Ribe stift. Nordvestjylland. Apsis, kor og skib menes bygget o.1200 af fint tilhuggede granitkvadre med bånd af den mørke jernal. Skibet er ikke i forbandt med kor og apsis, lokalhistorikeren Alfred Kaae mener, at skibet er bygget først, hvilket dog ikke kan påvises, men der har næppe været stor tidsafstand mellem opførelsen af skib, kor og apsis. I korets sydmur ses en tilmuret præstedør. Syddøren er stadig i brug, norddøren fungerer nu som indgang til gravkapellet, i norddørens karm har man fundet runeindskrifter, som ikke giver mening. Skibet er senere forlænget mod vest, muligvis med et tårn og et herskabspulpitur. Det nuværende tårn, våbenhuset mod syd og gravkapellet mod nord stammer fra slutningen af 1400-tallet. Tårnet har haft spir og fire gavle i lighed med tårnet i Husby, denne type kaldes Tørning-typen. I 1719 faldt tårnets gavle ned under en storm, hvorefter tårnet fik sit nuværende sadeltag. Kirken blev gennemgribende istandsat i 1989-90.
Den mørke jernal er sjælden i Jylland, i andre jyske kirker ses enkelte sten brugt som udsmykning. Benyttelsen af den mørke jernal som bånd i muren og mønster i buer minder om italienske middelalderkirker, bl.a. i Siena. I korets nordmur ses dybe striber i jernalsbælterne, de menes at stamme fra plovjern, som man strøg på kirkemuren for at få Guds velsignelse til arbejdet i marken. I tårnets murværk mod nord ses en reliefkvader med et dyr, der tolkes som en hest. Det må have været bekosteligt at skaffe det store antal jernalsten til kirkebyggeriet i Staby. Hvorfra de mange kvadre af jernal stammer, kan man ikke forklare, stenarten er formodentlig ført til Danmark under istiden, men man kender ikke stenartens hjemsted og området omkring Staby er ikke rig på denne stenart, muligvis har man samlet disse sten fra et større område blandt de stenbunker, der har ligget efter flere tusinde års opdyrkning af landet.
Apsis har dobbeltsokkel med attisk profil og skråkant, seks rundbuede blindarkader bæres af syv halvsøjler. Søjlerne står på fint udførte dobbeltsokler og har foroven gesims. Kapitæler og baser har bladornamenter, som det kendes fra Ribe Domkirke. Over søjlernes kapitæler er indskudt en kvader med hoveder, midtersøjlen og den sydligste søjle har dyrehoveder, de øvrige fem har kronede mandshoveder, et kors ses på kronen. Apsis har to firpasvinduer, hver udhugget af én stenblok. Firpasvinduerne og soklen har perlebort, som er et symbol på ædelhed. Desuden ses tovsnoning, som er symbol på styrke, det sydlige firpasvindue har trefligede liljer, der er symbol på treenigheden. I bogen /'/'Visdommen I Vestjylland/'/' sættes idéindholdet i denne apsisudsmykning i forbindelse med de gyldne altre i Stadil kirke og i Sahl kirke, som begge stammer fra begyndelsen af 1200-tallet. Den udvendige udsmykning af apsis bygger formodentlig på den teologiske symbolik, som blev udformet i 1100-tallet på grundlag af Skolastikken. De syv søjler symboliserer visdommens syv piller (Visdommen har bygget sit hus, har udhugget sine syv piller; Ordsprogene 9:1).
I begyndelsen af 1900-tallet havde man den antagelse, at middelalderens kirker blev bygget af sognets folk i fællesskab. Denne tanke er præget af højskolebevægelsen og andelsbevægelsens tankegang og fik vid udbredelse efter 1945 gennem forfattere som Martin A. Hansen (Orm og Tyr, 1952) og R. Broby-Johansen (Den danske billedbibel, 1947). Nyere forskning har imidlertid påvist, at det primært er stormænd, som har stået for det tidlige kirkebyggeri. Udgravninger i Lisbjerg ved Århus har bevist, at kirken oprindelig har været del af et storgårdsanlæg, og i Fjenneslev på Sydsjælland har udgravninger vist, at kirken var en del af Hvideslægtens storgårdsanlæg. Staby kirke er ligeledes et bevis på, at det var landets øverste, som stod for det tidlige danske kirkebyggeri.
Området omkring Staby kirke har i middelalderen været rigt, fiskeri, kvægopdræt og handel har givet væsentlige indtægter til området, man kender fire adelige hovedgårde i området, Svensholm omtales i 1266, Padbjerg blev i 1560 omdøbt til Pallisbjerg, sydligt i sognet kendes Staby Kærgård og Brondbjerg. Fra historiske kilder ved man, at Staby kirke i middelalderen lå ved sognets største gård, der senere omtales som Munkenes recidens, lokalhistorikeren Alfred Kaae har på grundlag af matriklen fra 1664 beregnet, at denne storgård har haft samme størrelse som Pallisbjerg.
Kirken kom på et tidspunkt under Ribe-bispen, i 1459 blev Staby kirke mageskiftet af biskop Hendrich til Mariager kloster, der var Nørrejyllands største ejendomsbesidder. Efter reformationen fortsatte Mariager kloster som institution, men nu styret af kongens lensmænd. I 1650 blev Staby kirke solgt til Niels Trolle på Pallisbjerg. I 1706 overgik godset ved arv til Frans de Linde, der har sat sit præg på kirken, han døde i 1765. I 1813 blev godset opløst som følge af landboreformerne, men kirken tilhørte fortsat familien, som beholdt tienderetten. I 1915 blev tiendet afløst af kirkeskatten og i 1918 overgik kirken til selveje.
Kirken har fladt bjælkeloft. Korbuen er spids og må være blevet omsat på et tidspunkt, men kragsten og vanger synes bevaret. I korbuen mod nord og syd ses to kvadre med et mandeansigt og et kvindeansigt, de tolkes som stifterportrætter, korbuens kragsten er af jernal. Nord for korbuen ses fra skibet en reliefkvader med en kronet figur, der hæver armene. Det gamle alterbord med relikviegemme er nu placeret på en muret fod i tårnrummet. Kirkens gamle altertavle er et renæssancearbejde fra 1597, ligesom prædikestolen med toskanske hjørnesøjler og arkadefelter, den gamle altertavle er ophængt i tårnrummet, altertavlens malerier er udført af Andreas Friis i 1922, et altertavlemaleri fra 1709 er dog ophængt i skibet over syddøren. Gravkapellets smedejernsdør fra 1725 har spejlmonogram for Frans de Linde, i gravkapellet står fire kister med medlemmer af familien. Vestpulpituret har tidligere stået længere fremme i skibet men blev rykket tilbage i 1948, facaden er skåret i renæssancestil, i felterne ses malede fremstillinger af apostlene.
Det indvendige apsishvælv blev afdækket i 1908 af E. Rothe. Man fandt en Majestasfremstilling omgivet af evangelistsymboler og flankeret af Maria og Johannes mod nord og formodentlig Peter og Paulus mod syd. Glorier og knopper på mandorlaen var modelleret op i relief og forgyldt, som man kender det fra bl.a. Jørlundeværkstedet. Kalkmaleriet var af meget høj kunstnerisk kvalitet, men tilstanden var dårlig, derfor valgte Rothe at aftrække gruppen med Maria og Johannes, og opsætte den på korets nordvæg, hvor den nu kan ses. Apsisudsmykningen blev derefter kalket over. I 1949 lod man Harald Borre male en Majestas flankeret af to engle, Harald Borre har også tegnet glasmosaikkerne i apsidens firpasvinduer.
(Kilde: Staby kirke, skrevet af museumsinspektør Jens Aarup Jensen, udgivet af Staby menighedsråd i 1991.)
På fragmentet fra den oprindelige apsisudsmykning ses Maria og Johannes Døberen vendt mod den tronende Kristus, kropsdrejning og hændernes bevægelse er rettet mod Kristus. Maria bærer en rødbrun kappe med hovedlin, Johannes bærer en okkerfarvet kappe på en hvid underkjortel. Baggrunden er blå, en kraftig grøn er brugt til detaljer som afstribninger og mandorla, glorier og knopper er i forgyldt relief. De fine draperinger med gennemmodellerede foldekast er opbygget harmonisk, de slanke hænder og den næsten abstrakte opbygning af figurer og draperier giver et roligt og harmonisk indtryk, der i den samlede apsisudsmykning har fungeret som en stor samlende bevægelse mod Kristus i midten. Den klassisk prægede humanisme i den byzantinske kunst fra 1100-tallet har været forudsætningen for denne udsmykning. Inspirationskilderne er kommet fra de normanniske mosaikker på Sicilien og mosaikkerne i San Marco i Venezia. Miniature-malerierne i Dronning Ingeborg-psalteret er udført i Frankrig i begyndelsen af 1200-tallet og har stilistisk forbindelse til sicilianske mosaikker. Her ser man en mulig forbindelse til den byzantinske stil i 1200-tallet.
(Kilde: Danske kalkmalerier 1175-1275 s.156-57, Nationalmuseet 1987)
Harald Borre (1891-1964)
Harald Borre gik på Skolen for dansk Kunsthåndværk 1912-16. Fra 1925 var han restaurator for Nationalmuseet. Han assisterede maleren Valdemar Andersen ved udførelsen af dekorative arbejder. Dette prægede hans tidlige virke, senere fik mødet med svensk og norsk folkekunst betydning. Da han fra 1921-24 medvirkede ved Ole Søndergaards restaurering af kalkmalerierne i Århus Domkirke, blev hans interesse for danske kalkmalerier vakt og hans fremtidige kunstneriske bane fastlagt. Som restaurator har han arbejdet i omkring 100 kirker, bl.a. ved restaureringen af Christian I/'s kapel i Roskilde Domkirke i 1949-52, i Haderslev Domkirke og Budolfi Kirke i Ålborg.
Kirkeudsmykninger: Risskov Sindssygehospitalets kirke altertavle-fresko (1941); Århus Nordre Kirkegårds kapel kalkmalerier (1942); Vester Tirsted kirke glasmalerier i koret (1943); Århus Vestre kirkegårds kapel kalkmalerier (1946); Staby kirke fresko og glasmaleri i apsis (1950); Randers Sankt Mortens kirke alterduge og altertæpper (1950); Ågård frimenighedskirke fresko på østvæg (1950); Ringkøbing kirke glasmalerier i koret (1951); Thorsager kirke glasmaleri i østvindue (1955); Lyngså kirke glasmosaik i koret (1958); Hammerum valgmenighedskirke kalkmalerier.
Ved restaureringen i 1989 fandt man rester af kalkmalerier overalt i skibet, tre eller flere lag oven på hinanden. Interessen samlede sig om nogle store billeder på nordvæggen som dateres til 1545. Selvom de er malet efter Reformationen følger de katolske traditioner. Fra vest ser man en kvindefigur, der tolkes som Bebudelsen. Derefter Kongernes tilbedelse og endelig Korsfæstelsen med Maria og Johannes Evangelisten, dateringen ses på korsets fod. Navnebånd forklarer personernes navne på en blanding af dansk og latin.
Den romanske granitfont har på kummen arkader dannet af snoede tovstave, af den firkantede fod ses kun det øverste med antydning af ornamentik på fladerne. Fonten er registreret i Mackeprang - Nord og Sønderjylland - Arkadetypen - Med figurer eller ornamenter i arkaderne, Varianter.
Ulfborg hr., Ringkøbing amt, Ribe stift. Nordvestjylland. Apsis, kor og skib menes bygget o.1200 af fint tilhuggede granitkvadre med bånd af den mørke jernal. Skibet er ikke i forbandt med kor og apsis, lokalhistorikeren Alfred Kaae mener, at skibet er bygget først, hvilket dog ikke kan påvises, men der har næppe været stor tidsafstand mellem opførelsen af skib, kor og apsis. I korets sydmur ses en tilmuret præstedør. Syddøren er stadig i brug, norddøren fungerer nu som indgang til gravkapellet, i norddørens karm har man fundet runeindskrifter, som ikke giver mening. Skibet er senere forlænget mod vest, muligvis med et tårn og et herskabspulpitur. Det nuværende tårn, våbenhuset mod syd og gravkapellet mod nord stammer fra slutningen af 1400-tallet. Tårnet har haft spir og fire gavle i lighed med tårnet i Husby, denne type kaldes Tørning-typen. I 1719 faldt tårnets gavle ned under en storm, hvorefter tårnet fik sit nuværende sadeltag. Kirken blev gennemgribende istandsat i 1989-90.
Den mørke jernal er sjælden i Jylland, i andre jyske kirker ses enkelte sten brugt som udsmykning. Benyttelsen af den mørke jernal som bånd i muren og mønster i buer minder om italienske middelalderkirker, bl.a. i Siena. I korets nordmur ses dybe striber i jernalsbælterne, de menes at stamme fra plovjern, som man strøg på kirkemuren for at få Guds velsignelse til arbejdet i marken. I tårnets murværk mod nord ses en reliefkvader med et dyr, der tolkes som en hest. Det må have været bekosteligt at skaffe det store antal jernalsten til kirkebyggeriet i Staby. Hvorfra de mange kvadre af jernal stammer, kan man ikke forklare, stenarten er formodentlig ført til Danmark under istiden, men man kender ikke stenartens hjemsted og området omkring Staby er ikke rig på denne stenart, muligvis har man samlet disse sten fra et større område blandt de stenbunker, der har ligget efter flere tusinde års opdyrkning af landet.
Apsis har dobbeltsokkel med attisk profil og skråkant, seks rundbuede blindarkader bæres af syv halvsøjler. Søjlerne står på fint udførte dobbeltsokler og har foroven gesims. Kapitæler og baser har bladornamenter, som det kendes fra Ribe Domkirke. Over søjlernes kapitæler er indskudt en kvader med hoveder, midtersøjlen og den sydligste søjle har dyrehoveder, de øvrige fem har kronede mandshoveder, et kors ses på kronen. Apsis har to firpasvinduer, hver udhugget af én stenblok. Firpasvinduerne og soklen har perlebort, som er et symbol på ædelhed. Desuden ses tovsnoning, som er symbol på styrke, det sydlige firpasvindue har trefligede liljer, der er symbol på treenigheden. I bogen /'/'Visdommen I Vestjylland/'/' sættes idéindholdet i denne apsisudsmykning i forbindelse med de gyldne altre i Stadil kirke og i Sahl kirke, som begge stammer fra begyndelsen af 1200-tallet. Den udvendige udsmykning af apsis bygger formodentlig på den teologiske symbolik, som blev udformet i 1100-tallet på grundlag af Skolastikken. De syv søjler symboliserer visdommens syv piller (Visdommen har bygget sit hus, har udhugget sine syv piller; Ordsprogene 9:1).
I begyndelsen af 1900-tallet havde man den antagelse, at middelalderens kirker blev bygget af sognets folk i fællesskab. Denne tanke er præget af højskolebevægelsen og andelsbevægelsens tankegang og fik vid udbredelse efter 1945 gennem forfattere som Martin A. Hansen (Orm og Tyr, 1952) og R. Broby-Johansen (Den danske billedbibel, 1947). Nyere forskning har imidlertid påvist, at det primært er stormænd, som har stået for det tidlige kirkebyggeri. Udgravninger i Lisbjerg ved Århus har bevist, at kirken oprindelig har været del af et storgårdsanlæg, og i Fjenneslev på Sydsjælland har udgravninger vist, at kirken var en del af Hvideslægtens storgårdsanlæg. Staby kirke er ligeledes et bevis på, at det var landets øverste, som stod for det tidlige danske kirkebyggeri.
Området omkring Staby kirke har i middelalderen været rigt, fiskeri, kvægopdræt og handel har givet væsentlige indtægter til området, man kender fire adelige hovedgårde i området, Svensholm omtales i 1266, Padbjerg blev i 1560 omdøbt til Pallisbjerg, sydligt i sognet kendes Staby Kærgård og Brondbjerg. Fra historiske kilder ved man, at Staby kirke i middelalderen lå ved sognets største gård, der senere omtales som Munkenes recidens, lokalhistorikeren Alfred Kaae har på grundlag af matriklen fra 1664 beregnet, at denne storgård har haft samme størrelse som Pallisbjerg.
Kirken kom på et tidspunkt under Ribe-bispen, i 1459 blev Staby kirke mageskiftet af biskop Hendrich til Mariager kloster, der var Nørrejyllands største ejendomsbesidder. Efter reformationen fortsatte Mariager kloster som institution, men nu styret af kongens lensmænd. I 1650 blev Staby kirke solgt til Niels Trolle på Pallisbjerg. I 1706 overgik godset ved arv til Frans de Linde, der har sat sit præg på kirken, han døde i 1765. I 1813 blev godset opløst som følge af landboreformerne, men kirken tilhørte fortsat familien, som beholdt tienderetten. I 1915 blev tiendet afløst af kirkeskatten og i 1918 overgik kirken til selveje.
Kirken har fladt bjælkeloft. Korbuen er spids og må være blevet omsat på et tidspunkt, men kragsten og vanger synes bevaret. I korbuen mod nord og syd ses to kvadre med et mandeansigt og et kvindeansigt, de tolkes som stifterportrætter, korbuens kragsten er af jernal. Nord for korbuen ses fra skibet en reliefkvader med en kronet figur, der hæver armene. Det gamle alterbord med relikviegemme er nu placeret på en muret fod i tårnrummet. Kirkens gamle altertavle er et renæssancearbejde fra 1597, ligesom prædikestolen med toskanske hjørnesøjler og arkadefelter, den gamle altertavle er ophængt i tårnrummet, altertavlens malerier er udført af Andreas Friis i 1922, et altertavlemaleri fra 1709 er dog ophængt i skibet over syddøren. Gravkapellets smedejernsdør fra 1725 har spejlmonogram for Frans de Linde, i gravkapellet står fire kister med medlemmer af familien. Vestpulpituret har tidligere stået længere fremme i skibet men blev rykket tilbage i 1948, facaden er skåret i renæssancestil, i felterne ses malede fremstillinger af apostlene.
Det indvendige apsishvælv blev afdækket i 1908 af E. Rothe. Man fandt en Majestasfremstilling omgivet af evangelistsymboler og flankeret af Maria og Johannes mod nord og formodentlig Peter og Paulus mod syd. Glorier og knopper på mandorlaen var modelleret op i relief og forgyldt, som man kender det fra bl.a. Jørlundeværkstedet. Kalkmaleriet var af meget høj kunstnerisk kvalitet, men tilstanden var dårlig, derfor valgte Rothe at aftrække gruppen med Maria og Johannes, og opsætte den på korets nordvæg, hvor den nu kan ses. Apsisudsmykningen blev derefter kalket over. I 1949 lod man Harald Borre male en Majestas flankeret af to engle, Harald Borre har også tegnet glasmosaikkerne i apsidens firpasvinduer.
(Kilde: Staby kirke, skrevet af museumsinspektør Jens Aarup Jensen, udgivet af Staby menighedsråd i 1991.)
På fragmentet fra den oprindelige apsisudsmykning ses Maria og Johannes Døberen vendt mod den tronende Kristus, kropsdrejning og hændernes bevægelse er rettet mod Kristus. Maria bærer en rødbrun kappe med hovedlin, Johannes bærer en okkerfarvet kappe på en hvid underkjortel. Baggrunden er blå, en kraftig grøn er brugt til detaljer som afstribninger og mandorla, glorier og knopper er i forgyldt relief. De fine draperinger med gennemmodellerede foldekast er opbygget harmonisk, de slanke hænder og den næsten abstrakte opbygning af figurer og draperier giver et roligt og harmonisk indtryk, der i den samlede apsisudsmykning har fungeret som en stor samlende bevægelse mod Kristus i midten. Den klassisk prægede humanisme i den byzantinske kunst fra 1100-tallet har været forudsætningen for denne udsmykning. Inspirationskilderne er kommet fra de normanniske mosaikker på Sicilien og mosaikkerne i San Marco i Venezia. Miniature-malerierne i Dronning Ingeborg-psalteret er udført i Frankrig i begyndelsen af 1200-tallet og har stilistisk forbindelse til sicilianske mosaikker. Her ser man en mulig forbindelse til den byzantinske stil i 1200-tallet.
(Kilde: Danske kalkmalerier 1175-1275 s.156-57, Nationalmuseet 1987)
Harald Borre (1891-1964)
Harald Borre gik på Skolen for dansk Kunsthåndværk 1912-16. Fra 1925 var han restaurator for Nationalmuseet. Han assisterede maleren Valdemar Andersen ved udførelsen af dekorative arbejder. Dette prægede hans tidlige virke, senere fik mødet med svensk og norsk folkekunst betydning. Da han fra 1921-24 medvirkede ved Ole Søndergaards restaurering af kalkmalerierne i Århus Domkirke, blev hans interesse for danske kalkmalerier vakt og hans fremtidige kunstneriske bane fastlagt. Som restaurator har han arbejdet i omkring 100 kirker, bl.a. ved restaureringen af Christian I/'s kapel i Roskilde Domkirke i 1949-52, i Haderslev Domkirke og Budolfi Kirke i Ålborg.
Kirkeudsmykninger: Risskov Sindssygehospitalets kirke altertavle-fresko (1941); Århus Nordre Kirkegårds kapel kalkmalerier (1942); Vester Tirsted kirke glasmalerier i koret (1943); Århus Vestre kirkegårds kapel kalkmalerier (1946); Staby kirke fresko og glasmaleri i apsis (1950); Randers Sankt Mortens kirke alterduge og altertæpper (1950); Ågård frimenighedskirke fresko på østvæg (1950); Ringkøbing kirke glasmalerier i koret (1951); Thorsager kirke glasmaleri i østvindue (1955); Lyngså kirke glasmosaik i koret (1958); Hammerum valgmenighedskirke kalkmalerier.
Ved restaureringen i 1989 fandt man rester af kalkmalerier overalt i skibet, tre eller flere lag oven på hinanden. Interessen samlede sig om nogle store billeder på nordvæggen som dateres til 1545. Selvom de er malet efter Reformationen følger de katolske traditioner. Fra vest ser man en kvindefigur, der tolkes som Bebudelsen. Derefter Kongernes tilbedelse og endelig Korsfæstelsen med Maria og Johannes Evangelisten, dateringen ses på korsets fod. Navnebånd forklarer personernes navne på en blanding af dansk og latin.
Den romanske granitfont har på kummen arkader dannet af snoede tovstave, af den firkantede fod ses kun det øverste med antydning af ornamentik på fladerne. Fonten er registreret i Mackeprang - Nord og Sønderjylland - Arkadetypen - Med figurer eller ornamenter i arkaderne, Varianter.
Notitie: 69 Anne Jørgensdatter [Hatting] i Skodbjerg ved Ulfborg Kirke, død oktober 1739.
Enke efter Albert [Villadsen] Grove, præst i Staby, [død 6.7.1713 lbnr.36]. Første ægteskab med [Anders Madsen Staby, præst i Staby, død oktober 1687 lbnr.4] B: 1) Mads Andersen Staby, student, død. 2B: a Anne Madsdatter g.m. Niels Andersen i Makholmhus i Resen sogn b Ellen Madsdatter 2) Inger Marie Andersdatter [Staby], enke efter Mathias [Christensen] Bording, degn i Ulfborg og Råsted, [død juni 1730 lbnr.57] 3) Ellen Cathrine [Andersdatter] Staby [g.m. Mikkel Vinter] i Hatting ved Horsens, begge døde. 4B: a Inger [Marie] Mikkelsdatter g.m. Laurids Jacobsen, hattemager i Horsens b [Else] Sofie Mikkelsdatter g.m. Laurids Nielsen, skrædder i Horsens c Jens Mikkelsen i Hatting d Anne Mikkelsdatter i Horsens.
Cirkeldiagram
Compact overzicht
Familieboek
Kwartierstaat
Levensduur Grafiek
Nakomelingen
Pedigree Map
Statistieken
Verwantschap
Zandloperdiagram
Bewaarplaatsen
Bronnen
Gedeelde notities
Gezinnen
Multimedia
Personen
Personen per locatie
Takken
Toon dag
Tekst zoeken
Contactpersoon technische hulp
Toevoegen aan knipselbak
