-------------------------------------------------------------------------------- Marriages: Spouse: HANS PEDERSEN Family Marriage: 31 OCT 1783 Tjaereborg, Ribe, Denmark
-------------------------------------------------------------------------------- Messages: Extracted marriage record for locality listed in the record. The source records are usually arranged chronologically by the marriage date.
Sankt Knuds Kirke hed tidligere Bramminge Kirke. Den ligger ved siden af Bramming Hovedgård, nord for byen Bramming. Kirken er opført omkring år 1200, men før har der muligvis stået en trækirke. Kirken skulle være indviet til den danske kongehelgen Sankt Knud. Ved nattetide spøger adelsmanden Kaj Lykke. Bygningens historie Arkæologiske undersøgelser har vist rester af aske og trækul under kirkens ældste stenfundament fra omkring år 1200. Dette kan stamme fra en ældre trækirke på stedet, men der kan også være tale om andre aktiviteter, der ikke har noget med kirkebyggeriet at gøre. Koret og skibet blev opført i romansk stil omkring år 1200. Bygningen består af en blanding af granitkvadre og tufsten. Tufsten er en vulkansk stenart, der blev hjembragt på skibene efter handelsrejser til Holland og Tyskland. Langs Vadehavskysten og åerne, der fører ind til landet, indeholder 50 kirker i større eller mindre grad tufsten. Midt i 1200-tallet blev kirken kraftigt ombygget. I dag ses dette ved de tilmurede vinduer i nordlige ende. Endnu en ombygning sidst i 1400-tallet fornyede skibets vestgavl, korets mure blev forhøjet en smule. Tårnet og våbenhuset blev tilføjet i ca. 1500, begge er opført af munkesten. Tårnet blev fornyet ved en ombygning i 1767.
Kirkens ejere Sankt Knuds Kirke hed tidligere Bramminge Kirke. Ifølge sagnet er kirken bygget af Knud den Hellige, som blev slået ihjel i 1086 i Sankt Albani Kirke i Odense. Det er dog først i 1700-tallet, kongen fik sit navn tilknyttet til kirken, så derfor er det meget usikkert, om Knud den Hellige er bygherren. I 1679 solgte kronen kirken til oberst Johann Rantzau til Bramming Hovedgård. I de næste mange år hørte kirken under hovedgården, indtil sognets beboere købte den sidst i 1800-tallet. I 1914 overgik kirken til selveje.
Det hovedløse spøgelse I en gravkrypt under tårnet ligger adelsmanden Kaj Lykke i sin kiste. Han døde i 1699 efter at være faldet af sin hestevogn. Kaj Lykke brækkede halsen og blev begravet under krypten. I 1858 stjal nogle studenter kraniet, og det kom først tilbage til kroppen i 1978. Kraniet begyndte dog hurtigt at smuldre, og det blev senere overført til Bramming Egnsmuseum, hvor det stadig kan ses. Det fortælles, at Kaj Lykke spøger på Bramming Hovedgård, hvor han om natten leder efter sit hoved. Da han blev begravet, skulle det nemlig allerede være skilt fra kroppen. Hovedet blev lagt ved fødderne i kisten, men i løbet af natten flyttede det sig op på den rigtige plads. Så sent som i 1939 forlod nogle gæster Bramming Hovedgård, fordi de frygtede for Kaj Lykkes spøgelse - og efter sigende skulle det stadig spøge på vejen mellem hovedgården og Sankt Knuds Kirke.
Kirkens inventar Prædikestolen: Den enkle prædikestol fra 1635-1640 består af fire fag. De tre fag udgør rammen omkring stolen, det fjerde fag går ud til opgangen. Malerierne forestiller Paulus, Matthæus, Marcus og Lucas. Der mangler et maleri af evangelisten Johannes, normalt ville han være med i denne gruppe portrætter. Dette - og prædikestolens nuværende form - tyder på, at prædikestolen har været større.
Altertavlen: Altertavlen stammer fra omkring år 1600. Oprindeligt hang den i Ribe Domkirke og var ramme omkring et epitafium, dvs. en tavle med mindeord over en afdød. I 1849 kom epitafiet til Sankt Knuds Kirke og blev nu ændret til altertavle. Stilen er præget af højrenaissancen, der var fremherskende sidst i 1500-tallet. Maleriet stammer fra 1849. Det er en kopi af et maleri, som i dag hænger på Louvre i Paris: /''Korsnedtagelsen/'' af Jean Jouvenet. Den tidligere altertavle fra 1635 brændte i 1847.
Døbefonten: Den romanske døbefont er samtidig med kirken. Fonten er udhugget af rødlig granit med en firkantet fod, en bred rund søjle og en lidt større rund kumme. Meget usædvanligt er der bevaret et fontelåg fra 1525-1550 af træ. Det er formet som en ottesidet pyramide med spir.
Knud den Hellige Knud levede ca. 1040 til 1086. Han var søn af Svend Estridsen, der var konge 1047-1076, og en frille. I 1080 blev Knud selv konge, efter hans ældre bror Harald Hen var død. Han fremsatte straks en lang række krav om ejendomsret over skove og åer, og han krævede sine rejser betalt af landets bønder. Hans modstandere blev landsforvist, og deres ejendomme blev inddraget som krongods. I 1086 kom det til et oprør i Jylland, og Knud måtte flygte til Odense, hvor han søgte ly i Skt. Albani Kirke. Her blev han slået ihjel af sine fjender. Få år senere, i 1101, blev Knud kåret til helgen. Det var Knuds brødre, der stod bag. Efter Knuds død blev broderen Oluf (Hunger) konge, og da han døde i 1095, fulgte endnu to brødre, Erik Ejegod (1095-1103) og Niels (1104-1134). På det tidspunkt var Danmark endnu katolsk, og kongemagten var meget stærk. Knud var blevet dræbt i en kirke, og snart begyndte der at ske mirakler, som blev knyttet til hans person. Ifølge legenden var Knud allerede i sin barndom og ungdom så lærd og dydig, at nogle af hans brødre blev fristet af Djævelen til misundelse, og Knud måtte flygte til Sverige. I sin tid som konge skulle han have været trofast mod kirken og barmhjertig mod de fattige. Sikkert er det, at han i sin regeringstid fik vedtaget, at kirken skulle have udbetalt tiende, og at udlændinge skulle regnes som medborgere. Knud planlagde et togt mod England, og det tolkes således i legenden, at han ville styrke krigernes sind, så de ikke forfaldt til letsindighed og druk. Oprøret imod ham var Djævelen, der opildnede folk til at gå til modstand mod kongens fromhed. Knud døde med armene strakt ud i korsform, og han skulle være blevet gennemboret af en lanse i siden, akkurat som Kristus.
Kaj Lykke Adelsmanden Kaj Lykke døde i 1699, hans fødeår kendes ikke. I sin ungdom , i 1640erne, rejste han som mange andre unge adelsmænd på dannelsesrejse til udlandet. I 1645 blev han udnævnt til hofjunker og året efter til kammerjunker hos Christian IV, og han skulle have været nær ven med kongens svigersøn, Corfitz Ulfeldt. I 1655 døde Kaj Lykkes far, Frands Lykke, og den unge adelsmand arvede nu Gisselfeld Gods på Sjælland, flere godser på Fyn og en hel del jord i Jylland. Kaj Lykke var en dygtig godsbestyrer, men han skulle også have været både åbenmundet, forfængelig og noget af en skørtejæger. I 1656 førte det til en større skandale, da han i et brev til sin kæreste på dette tidspunkt, Sophie Abelsdatter, videregav nogle beskyldninger om, at Frederik IIIs hustru, Sophie Amalie, skulle have været kongen utro. Derefter blev Kaj Lykke forvist fra hoffet. Selv om Kaj Lykke var faldet i unåde ved hoffet, var han stadig tro overfor sit fædreland. Under Svenskekrigene hvervede han i 1657 for egen regning et antal ryttere, der senere blev til Kongens Livregiment. I 1658 fik Kaj Lykke som forlening Aalborghus len, og i 1660 blev han gift med Øllegaard Gyldenstjerne. Imidlertid fortsatte skandalen om Kaj Lykkes brev. Hans daværende kæreste var blevet gift, og hendes nye mand offentliggjorde brevet. Kaj Lykke måtte derfor erkende, at han havde begået majestætsfornærmelse i beruset tilstand. Han blev frataget nogle af sine mange besiddelser og måtte betale en stor bøde til kongen. Kaj Lykke flygtede til Skåne, og der blev iværksat en retssag imod ham. Han blev dømt til døden, men da man ikke kunne få fat i Kaj Lykke selv, måtte skarpretteren nøjes med at halshugge en voksdukke. Dukken blev slæbt gennem Københavns gader, hovedet blev sat på en stage, hvor det i tre dage sad til skræk og advarsel. Alle Kaj Lykkes besiddelser blev også inddraget til kronen. I mange år drev Kaj Lykke rundt, ingen ved præcist hvor han befandt sig, og først efter dronning Sophie Amalies død i 1685 kunne han vende tilbage til Danmark. Han slog sig sammen med sin hustru ned i nærheden af Randers, og da hun døde i 1694, flyttede han ned til sin steddatter, Sophie Amalie Friis, der boede med sin mand, Johan Rantzau, på Bramming Hovedgård. Her levede han, indtil han faldt af hestevognen i juli 1699.
Ancestry Chart
Circle Diagram
Descendancy Chart
Family Book Chart
Hourglass Chart
Interactive Tree
Lifespan Chart
Pedigree Chart
Relationship Chart
Statistics
Families
Individuals
MultiMedia
Place Hierarchy
Repositories
Shared Notes
Sources
View Day
General Search
Technical help contact
31
dåb
Add to Clippings Cart
