| Fader ved dåb | 16 september 1757 (Leeftijd 33) dåb Anne Marie Johanne Mortensdatter Vinkel Lemvig Sogn, Skodborg Herred, Ringkøbing Amt, DNK
 Notitie: Anne Marie Johanne Mortensdatter Vinkel
Born: 16 Sep 1757, Lemvig, Skodborg herred, Ringkøbing amt
Died: 16 Mar 1798, Lemvig sogn, Skodborg herred, Ringkøbing amt
Reference: Erling Vester Jacobsen. Thagaard i 12 Generationer. 1986. page 43
--------------------------------------------------------------------------------
1757 Nørlem-Lemvig, Skodborg, Ringkøbing 1736-1800, Fødte pag. 55b, C483/C/002/K02-43-A, AO opslag 101
Lemvig Fredagen d. 16 Septb. var Hr. Morten Vinkels til Daaben, som blev kaldet Anne Marie Johanne
Suscept: Jfr. Idde Magrete Thagaard. Test: Bapt. Jacob Svindt, Msr. Mathias Stabye, Msr. Povl Veirum og Peder Thagaard, Morten Vinkels Søster Mette Kirstine.
Introduc. Fredag d. 21 Octb.
Gift med Eske Kokholm i 1791.
Ane Marie Mortensdatter blev som giftmorderske henrettet af skarpretteren den 16 marts 1798 på Fanghøj i Resen.
kilde: Lars Møller. Man er vel hardbo 2004. Bind 1. side 250 f.f
Jeppe Aakjær, Gammel brug og gammel brøde, København 1931
...''Ikke langt fra V. Resen Kirke lå i det 18. århundrede gården Woldersgaard. I århundredets slutning var den beboet af Eske Kokholm. 1791 giftede han sig med den 25-årige Ane Marie Mortensdatter fra Traberg i Gudum sogn; hendes forældre var Morten Winkel og Maren Larsdatter, der ved datterens giftermål begge var omkring de 70. Dette ægteskab var fra første færd en frygtelig mesalliance. Som det siges i forhørene: '' Hun var ung og smuk, han var grov i hans omgang; dertil krumpen og skjæv''. Desuden var han en uhelbredelig drukkenbolt, der svirede hele måneder af gangen. Et år var han ike ædru fra Mikkelsdag til Jul; dette leben synes at ha taget fat straks efter giftermålet, og det mindskedes ikke med årene. Et års tid efter brylluppet kom en søn - Laust, men det synes ingen forandring at ha bragt i Eskes onde sindelag; han skyldte sin unge kone for andre mandfolk, bl.a. for en Niels Bremerhus i nabolaget; for disse beskyldninger tildelte Niels ham en dragt prygl i hans egen forstue. Omegnens folk tager overalt konens parti, og i alle de lange forhør er der egentlig ikke meddelt ét godt træk om Esle og ikke ét slet ord om Ane Marie. Han havde en kårde stående ved sin seng og truede med at bruge den både mod hende og deres lille barn. Til tider nægtede han både hende og barnet at komme ind i sengekammeret efter barnets klæder. Han ødte og bortødslede deres fælles ejendom, ja, i novbr. 1793 solgte han for 227 rigsdaler gården til degnen i Viborg. Konen græd sine modige tårer; som et bevis for hendes fortvivlelse anføres, at hun har henvendt sig til sine venner om at skaffe hende en tjenestepigeplads, for at hun ad denne vej kunne komme bort fra manden.''
''Den dag, da der skulle holdes auktion over gården, kom auktionarius Eskild Højland kl. 9 om morgenen ind i stuen; da lå Eske Kokholm endnu i sengen. Højland sagde: ''Her ligger du godt med din søn!'' Da svarede Eske: ''det ved fanden, enten det er min eller de andre kjæltringer deres! Og du kan gå fanden i vold!'' Nu gik Højland ud, da han hornam, at Eske var fuld. Da Højland næste morgen kom igen, så han Eske drikke ti dramme det øjeblik, han ventede ved hans seng.
Et års tid efter ægteskabet fik de en slægtning i huset som tjenestepige; hun hed Ane Marie ligesom konen, men var født Christensdatter; sommetider kaldes hun Ane Marie Mortensdatters halvsøster, til andre tider en datter af hendes farbror. Hun blev hendes onde ånd, såsom hun førte hendes sind hen på forbryderiske tanker om at rydde manden af vejen; noget sådant synes nemlig ikke hidtil, trods alt det, hun havde måttet gennemgå, at ha været i hendes sind. Men én gang vakt til live, stod det ikke mere i hendes magt at mane denne tanke fra sig. Og hendes pige, der synes at ha været af en betydelig mere fræk og robust type, bestyrkede hende stadig i det onde forsæt. Det var ikke nær så farligt, som man troede, sa\' ane Marie Christensdatter; sådan lidt rottekrud på et stykke fedtebrød; om det var gift eller salt, var næppe til at opdage! Det var slet ikke så sjældent, sagde den frække fristerinde, at unge koner ad den vej skilte sig af med en besværlig mand. Hun kendte med vished ét eksempel; det var fra Torngaard i Nørre Nissum; der havde en kone forgivet sin mand med rottekrud; hun lod sig vi igen, og der var aldrig en hånd, der havde krummet et hår på hendes hoved.
Mens Eske kokholm blev værre og værre i sit ondskab og sit fylderi, besatte disse forbryderiske forestillinger nu helt Ane Marie Mortensdatters fortvivlede sind. Var der et øjeblik, hvor hun var i færd med at slå sig på flugt, var tjenestepigen der atter for at hidse hinde frem til forsøget. Omsider indvilgede hun da i, at giften skaffedes til veje. Og nu bekræftes det, hvad hendes barndoms præst, Ascanius i Gudum, attesterer, ''at hun aldrig har hørt til de kølgtigste hoveder''; thi i stedet for at betro sig til en enkelt, nævnes der 4-5 stykker, som hun har givet i kommission at skaffe hende den dræbende gift. Her nævnes først og fremmest Lars Post, hendes to brødre, Bitte og Store Ole, og desuden den drivende kraft i hele det farlige spil; pigen Ane Marie Christensdatter; det bliver hende, som gennem en attest fra præsten Chr. Krarup i Ølby skaffer giften fra en handlende i Holstebro. Naturligvis var præstens attest udstedt under den forudsætning, at giften var til rotter; alligevel fik han generende ubehageligheder, fordi han med for let hånd havde givet attesten fra sig.''
''Lørdagen den 8 decbr. 1793 blev giften - rottekrud for 2 skilling - hentet hjem til Woldersgaard; alligevel gik der to-tre døgn før Ane Marie Mortensdatter skred til handling; det ser ud, som kunne der ha stået en sidste fortvivlet kamp i hendes sjæl; men tirsdag morgen sagde hun til pigen, at nu gik hun ind og gav ham det!
Hun strøede det på hans smørrebrød; han spiste det og fik snart de kendte forgiftningssymptomer. I sin forvirrede sjæl havde hun nu tilsyneladende fortrudt det og bar nymalket mælk til ham; han drak begærligt og kasted op; ind imellem at han bandet og rased og ymted om, at en snart skulle tro, der var nogen, der ville fogi én. - Den nat gik, mens Eske ''klaged sig over en stærk skjærelse i livet, hvorved bønder forstår diarea''. Næste dag havde Ane Marie Mortensdatter øjensynlig gjort op med sig selv, at han måtte dø; da gav hun ham den dræbende gift både på smørrebrød og i øllet, der var sat hen for at slukke hans ulidelige tørst. Nu udåndede han. Det var onsdag aften 12. decbr.
Straks for rygtet ud over egnen, at det vist ikke var gået helt redeligt til med Eskes død. Stedets præst, Hans Chr. Rosenberg indfandt sig uanmeldt i Woldersgaard. Det ser ikke ud til, at han traf enken 8), derimod fik han en samtale med broderen Lars Winkel, der gjorde det ud for karl på gården. Han gik ikke ud fra, at Eske Kokholm havde fået rottekrud; men søgte at ta brodden fra sin bekendelse ved at sige: ''Han var syg et helt døgt, forinden han fik det.'' - Hvilket forsvar! Før præsten gik, bød Lars ham penge, om han ville la være at melde noget til øvrigheden. Så heller ikke Lars hører nok til \'de kløgtigste hoveder\'!''
''18. decbr. holdt øvrigheden det første forhør på Woldersgaard. Eskes lig lå på et bord i stuen; barnet, den 5 fjerdingår gamle Laust, gik og dulrede om alene; thi moderen, Ane Marie, havde forladt hjemmet dagen forud; da hun tog af sted, var hun i sit daglige tøj: et brunt skørt og en rød pindtrøje over snørlivet. Ingen kunne ta fejl af, at det var en hovedkuls flugt for øvrigheden. Lars Winkel blev taget i forhør; herredsfogeden førte ham med sig til Lemvig arrest for hans trods og studsighed. Det var dog ikke mange dage, han sad i fængsel, før han blev meddelsom; 2-3 dage efter var han atter løsladt. Også i Ane Maries barndomshjem i Traberg holdtes der forhør: Hendes far, Morten Winkel, havde ladet udsprede nogle historier om indkøb af rottegift til vask af nogle høvder i hans gård; nu viste det sig, at han slet ikke havde de høvder. Han bekendte nu, at han havde sagt det alt sammen for at redde sine børn. Hvor meget Morten selv vidste kom aldrig for en dag. Den forbryderiske tjenestepige Ane Marie Christensdatter ville insinuere, at hendes madmor skal ha sagt dagen før hun flygtede, at hendes far Morten Winkel havde synd af det råd, han havde givet hende, ligesom hun også skal ha sagt: at ''havde hendes fader ikke været, var hun ikke kommet i den elendighed''; men det kan jo også udægges således, at faderen i sin tid havde øvet pres på hende, for at få hende til at gifte sig med Eske Kokholm. I hvert fald bedyrede senere Ane Marie Mortensdatter, at ''ikke et menneske på verdens jord'' var delagtig i forbrydelsen uden hun selv og tjenestepigen. Så Morten Winkel blev ikke belagt med arrest.
Selvfølgelig var enkens pågribelse kun et tidsspørgsmål. 25 decbr. 1793 er hun allerede i øvrighedens hænder. Hun var blevet funden hos fæstebonden Jens Pedersen Hindhede i Sønder Lem (Bølling herred), der var gift med en søster til hende. Hun var kommen kørende og fortalte dem straks årsagen til sit komme: ''Hun havde forgivet hendes mand, som hun var nødt til, såsom hun ikke kunne være til for ham''. Hun fortalte nu også dem historien om kården, ''hvormed han engang ville ha undlivet hende'', og hver aften måtte hun forvare knivene for ham.''
''Juleaften 1793 indsattes Ane Marie Mortensdatter i Lemvig Arrest, og her blev hun siddende på 5te år. det var ingenlunde hende, der gjorde undersøgelserne så svære, hun bekendte tværtimod sin brøde i de første forhør efter pågribelsen. Først senere hittede hun på at sige, at hun havde givet Eske rottekrud for at vænne ham af med at drikke brændevin!
Herredsfogden i Skodborg-Vandfuld Herred var på dette tidspunkt Dr. Gustav Ludvig Baden, en kendt skribent, der ved sine talrige kulturhistoriske arbejder må betragtes som en forløber for Troels-Lund; han var en humant tænkende jurist, der øjensynlig gerne ville skyde en skammel - og det ikke nogen bøddelskammel - under den ulykkelige, mishandlede og forvildede kvindes fod. I en forsvarsskrivelse, ved hvilken han søger at gøre hendes brøde forståelig for en føjere instans, erindrer han om hendes udstandne lidelser, hendes mands ''grænseløse hengivenhed til fylderi og drukkenskab og deraf følgende ubekvemhed til gavnlig dåd''.
(Som kuriosum kan nævnes, at aktoren, Grønlund, bebrejder hende strengt, at hun ved sin forbrydelse ''har berøvet sig og sit diende barn en kærlig og en øm fader''.) Han havde uberettiget ''testileret'' sin hustru med både tyvs- og horenavn og nægtet hende kærlighed og omhu, ''hvilke hun som en uskyldig ung kone ikke burde nægtes''. Hendes dommer fortsætter: ''som genstanden for alle disse ulyksaligheder blev livet afskyeligt og sjæleevnernes ordentlige brug berøvet dem, og de kan heller ikke et øjeblik tvivle om, at jo enhver retskaffen og følsom vil i betragtning af deres usalige stilling Finlandde dem berettiget til medynk og medlidenhed, ja, vel undskyldning''.
Kort efter affattelsen af denne skrivelse (dat. Lemvig 26. april 1794) blev Dr. Bade forflyttet til Nakskov. Hans eftermand i embedet blev Hans Jacob Lindahl, og det kan vist godt siges, at dette bytte kostede stakkels Ane Marie Mortensdatter hendes hoved; thi den nye dommer havde hverken Badens humane sindelag eller juridiske autoritet. Underrettens dom over de to fængslede Ane Marie\'r faldt 6. septbr. 1795 og tildelte dem begge lige meget straf, nemlig 6 år i Viborg Tugthus. Denne dom grundedes i høj grad på Badens skøn og meddomsmændenes synspunkter. Herredsfoged Lindahl lader den da også - horinden den indsendes til Landstinget - forsyne med en påtegning om, at han Finlandder den for lemfældig. Det havde han næppe haft behov at indskærpe de aristokratiske landstingdommere uden for så vidt, som han derved håbede at dække sit eget skind, thi de havde øjensynlig ikke nogen svaghed for det humane, men dømte ret frem for næsen og de hundredårige paragraffer. De tvang herredsfogden til at opta\' nye forhør og mulkterede dem, der var optagne. der var jo også adskillige svage sider ved disse forundersøgelser. Den Winkelske familie, både Morten og Lars, vidste sikkert betydeligt mere, end de hidtil var kommen frem med, og hvad var det med den rottekrudshistorie fra Nørre Nissum, der havde virket som ansporende eksempel på de to forbryderiske kvinder i Woldersgård?''
''End ikke de fem gloende tængers kneb skulle få Ane Marie slippe for. Den 6. Novbr. 1797 kom landstingsdommen for højesteret, men ikke en tøddel blev forandret. Justitarius i nævnte høje ret vil dog ikke ha hende i berøring med de gloende tænger og motiverer det ved, at ''det er upassende med vore tiders tænkemåde, og en pinsel, der ikke er nødvendig for at opnå straffens hensigt: sikkerhed''. Men hans kolleger havde ikke samme syn på, hvad der var ''upassende'' mod tidsånden; de overstemte ham. Hendes hjælperske, Ane Marie Christensdatter, indsattes i Viborg Tugthus på livstid, men Ane Marie Mortensdatter tildømmes den højeste straf, som den mere end 100-årige lov kendte. Hvorfor der skulle hengå endnu 4 måneder, før man fuldbyrdede dommen, ved jeg ikke; men ifølge en gammel sang, forfattet i Holstebro og trykt i Haderslev, som jeg fandt i Evald Tang Christensens rige samlinger, foregik henrettelsen den 16 marts 1798.''
Der er dog en rettelse til Jeppe Aakjærs tekst
Ane Marie Mortensdatter blev nemlig aldrig tortoreret med gloende tænger, men blev i sidste øjeblik forskånet for de grufulde pinsler, Jeppe Aakjær kendte kun sagen fra højesteretsdommen, og her fremgik det ikke at Kancelliet efter dommen havde indstillet Anne Marie Mortensdatter til ''kongens nåde''.
Benådningsansøgningen gjalt dog kun torturen. Kancelliet anførte ''at man på grund af, at en sådan misgerning, begået med overlæg af en kone på sin mand, er meget farlig, ikke fandt sig beføjet til at indstille hende til fritagelse for livsstraf, men at hun alene forskånes for gloende tænger''. Kongen tiltrådte benådningen, og Ane Marie Mortensdatter \'slap\' med døden. Men på hjul og stejle og hovedet på en stage, til skræk og advarsel for alle andre skulle hun stadig.
kilde: ''Collegialtidende for Danmark 1798, No.2, side 24-28, hvor Højesterets dom er opført. Domme blev stadsfæstet, med undtagelse af ''knibning med gloende jern''. Finlanddes på Statsbiblioteket i Aarhus.
Hendes dom lød således:
''Anne Marie Mortensdatter bør af skarpretteren knibes md gloende tænger, først uden for det sted, hvor mordet er begået, og derefter trende gange imellem gernings- og retterstedet, og allersidst på retterstedet, dernæst hendes højre hånd og siden hovedet med økse at afhugges, hvorpå legemet bør lægges på stejle, og hovedet tillige med hånden at fæstes på en stage over legemet, dernæst bør hun have sin hovedlod og jord til kongen forbrudt''. Landsrettens dom faldt 30 juni 1797 stadfæstedes i det væsentligste af højesteret den 4 november samme år. Desuden hed det at tjenestepigen ''Anne Marie Christensdatter bør bøde fuld mandbod, som er 27 rigsdaler, samt endvidere at hensætte i Viborg Tugthus hendes livstid''
|
Cirkeldiagram
Compact overzicht
Familieboek
Kwartierstaat
Levensduur Grafiek
Nakomelingen
Pedigree Map
Statistieken
Verwantschap
Zandloperdiagram
Bewaarplaatsen
Bronnen
Gedeelde notities
Gezinnen
Multimedia
Personen
Personen per locatie
Takken
Toon dag
Tekst zoeken
Help bij deze pagina
Contactpersoon technische hulp
42
Toevoegen aan knipselbak
